”Han er ikke her,” sagde englen til kvinderne ved Jesu grav. Og ligesom de ikke kunne finde Jesus i den tomme grav, kan man heller ikke finde den, man elsker, i en afsjælet krop.
Sådan oplevede komponisten Bent Sørensen det i hvert fald sidste år, da hans far døde. For mens Bent Sørensen stod ved faderen for at tage afsked, fik han en fornemmelse af, at faderen allerede var et andet sted.
”Den døde krop var ligesom kun et tomt hylster om den far, jeg havde elsket. En tom skal. Men sjælen var der ikke mere, og jeg blev overbevist om, at min far nu var et andet sted. Sådan har jeg også haft det med andre af mine venner, der er gået bort. Og jeg ved, at mange andre har haft den samme fornemmelse, når de har mistet en af deres kære,” siger Bent Sørensen, da vi sidder i hans store lejlighed på Frederiksberg.
Her er plads nok til, at han og hustruen, pianisten Katrine Gislinge, kan have hvert sit flygel i hver sin ende af lejligheden, så lydbølgerne sitrer sikkert stadig i panelerne, mens vi sidder i spisestuen og taler om musik og død.
I vindueskarmen står begge dele på én gang i form af den meget udbredte buste af Beethoven, der dog selv forstenet i hvid gips virker flammende levende. Men flere melodier får den nu både døve og døde komponist selvsagt ikke skrevet, mens Bent Sørensen som en af Beethovens mange arvtagere stadig skriver nye toner til sit eget testamente hver dag. Det er fordelen ved at være både flittig og levende.
Bent Sørensen skriver sin musik til nuet, ikke med en drøm om, at den skal høres om 500 år, men heller ikke med en afvisning af det, som han siger. Hvert nyt værk er et resultat af hans egne følelser og musikfornemmelse, men ikke skabt til ham selv. Det er til andre. Til alle tider. Men ét af sine værker nåede han i 2012 at skrive til faderen, der som forfatteren Knud Romers far var stærkt dement. Det fik Bent Sørensen og Knud Romer til at lave et musikalsk samarbejde omkring Knud Romers digt ”Et blad falder til himlen” som en slags rekviem før døden til de sygdomsramte fædre, som visnede bort for øjnene af dem.
”Da vi lavede ’Et blad falder til himlen’ kom vi tæt på døden, inden den fandt sted. Nogle sagde til mig, at min far jo nærmest var væk, mens han var syg, men der er jo én død, og det er, når man er helt væk. Man er ikke halvdød, når man har alzheimer. Det virkede derfor voldsomt at italesætte døden før døden. Men vi opførte værket som en hyldest til livet med DR’s pigekor, der nær sagt var det modsatte af vores gamle fædre. Det var helt unge piger, der stod blandt publikum og sang om tankernes død. Der er en sætning i Knuds værk, der hedder ’sanser bliver til sand’, og i titlen ’et blad falder til himlen’ ligger der jo også, at man nærmest forsvinder. På den måde var der nærmest noget religiøst i det.”
Det er ikke første gang, at den produktive komponist har skrevet et slags rekviemsværk. Det gjorde han også i 2007 med værket ”Requiem-fragmenter” til det danske kor med Ars Nova Copenhagen. Det værk var sammensat af fragmenter af den latinske, katolske Missa de profunctis og lagde sig op af renæssancekomponisten Johannes Ockeghems tidligere værk. For musik og død har altid hængt sammen i musikhistorien, fortæller han:
”Når man hører Mozarts eller Verdis rekviemmer, er det simpelthen så ultimativt smukt. Det er ikke en dødsmelankoli. Det er bare en beskrivelse af livets rejse, der er en forfaldshistorie, som vi ved ender med døden. Så døden er en del af musikken, også fordi musikken hele tiden dør. Men musikken er også forbundet med noget metafysisk og uforklarligt, som giver trøst og lys, når vi rammes af død, fordi musik på en eller anden måde er forbundet med det evige.”
Hvorfor tror du, at det er sådan?
”Afskeden må gerne være smuk, tror jeg. Selvfølgelig kan musik om død også være gruopvækkende, men der ligger også ofte en paradisisk tanke i den. Og jeg tror ikke kun, at den ligger der som en kunstig trøst, men også fordi det skal være sådan. Sorgfulde ting i livet kan fylde en med vrede, men der er ingen vrede i selve døden, så det er naturligt, at rekviemmer bliver smukke. Det er ligesom popsange, der handler om at blive forladt, giver mere plads til det sørgmodige end til vreden. Og det sørgmodige er smukt. Især i musikken. For musikken er i sit væsen forløsende med en uforklarlig adgang til det uforklarlige.”
Som et lys?
”Ja, eller som et sørgmodigt minde, som både giver plads til sorg og skønhed. Det handler jo ikke om at fortrænge sorgen, når man sidder til en begravelse, men pludselig kan et stykke musik løfte én en smule. Det kan netop ikke forklares, men det kan mærkes. Som et lys, et løfte eller en sprække ind til noget mere og større.”
Er det ikke et paradoks, at sorg og skønhed hænger sammen?
”Det er snarere naturligt. Hvis der er noget, der følges ad, er det jo også livet og døden. For døden er det eneste, vi ved om livet. Men man behøver ikke at tænke på døden hele tiden. Man behøver jo heller ikke at dø hele tiden. Man har et problem, hvis man tænker på døden hver morgen, men man har et større problem, hvis man fortrænger døden hver morgen. For man kan ikke fortrænge døden. 2016 har også for mig personligt været et år, hvor jeg har mistet mange af mine rigtig nære venner. Det har været et voldsomt år,” siger han og ser op i lampen, der sidder som en stor sommerhat over spisebordet:
”Men det har også vist mig, at folk, der ikke er angst for at leve, ofte heller ikke er bange for at dø,” kommer det så.
”I sommer mistede jeg for eksempel min nærmeste ven, dramatikeren Peter Asmussen. Og to dage efter døde mine rigtig gode ven og kollega Pelle Gudmundsen-Holmgreen. De var begge to utroligt nærværende i at leve, og derfor var de heller ikke angst for døden, fordi de heller ikke havde været angst for livet. Mange dyrker en dødsangst, når de er bange for at leve. For at leve må man tage nogle chancer, man er nødt til at leve helt ud til kanten, og derude står døden jo ret tæt på. Og sådan har jeg det også selv. Desto bedre jeg har det, desto mindre bange er jeg for at dø.”
Er det, fordi du så også hviler i, at der er et efterliv?
”Jeg har ikke så mange konkrete forestillinger om et paradis, men jeg synes næsten, at de, der tror for meget, er dem, der siger, at de slet ikke tror på noget som helst. Jeg synes, at det er meget vanskeligt ikke at tro på det mirakuløse, magiske og religiøse. Hvis jeg ikke havde en tro, ville jeg heller ikke kunne skrive musik og tro, at det nyttede noget,” siger han og tilføjer:
”Tro er livsvigtig. Da Katrine og jeg blev gift i april, var vi enige om, at vi gerne ville giftes i Holmens Kirke. Præsten havde selv været gift fem gange, så hun måtte vide noget om bryllupper, som Katrine sagde. Men det vigtigste for mig var, at det ikke var en af de præster, der havde en mistro til opstandelsen. For hvis man går ind til en præst, der hverken tror på kødets eller sjælens opstandelse, så giver det ingen mening for mig at gå i kirke. Det svarer til at gå til en hjernekirurg, der ikke tror på den operation, han skal udføre. Hvis ikke præsten tror på det, han eller hun siger, så forsvinder budskabet. Jeg er ikke selv en flittig kirkegænger, men det giver mig altid en ro at komme der. For kirken samler os ikke kun om døden, men også om troen på livet både før og efter døden.”
Derfor kan troen også hjælpe os til at få mere ud af livet, fordi troen kan være en trøst, mener han.
”Det er karakteristisk, at når man går til begravelser, som jeg har været til nogle gange i år, er der en form for tryghed i det. Der er et lys, der kommer ind, og det er et lys, der gør, at man får en utrolig glæde ved at leve. Jeg synes, at det har været karakteristiske for mange af de begravelser, jeg har været til, at jeg er gået derfra med en utrolig stor lyst til at leve. Men samtidig tror jeg, at min egen dødsangst er forsvundet en smule. Det er et mærkeligt fænomen, men måske bliver man bare mindet om, at døden er en del af livet,” siger han og smiler svagt:
”Sådan er alle levende døende. Og man holder først op med at dø, når man dør,” siger han, inden han giver sig til at recitere Grethe Risbjerg Thomsens smukke digt ”Måske en Martsnat”:
Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.
En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø. 8