Komponisten og diktatoren

Læs Julian Barnes’ mesterlige roman ”Tidens støj”. De vil ikke fortryde det

Julian Barnes’ roman ”Tidens støj” om Sjostakovitj udkom sidste år.
Julian Barnes’ roman ”Tidens støj” om Sjostakovitj udkom sidste år. Foto: Mads Nissen/ritzau

I sin seneste bog skriver Julian Barnes historien om den verdensberømte russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975). Bogens titel er ”The noise of time” og på dansk ”Tidens støj”, og dens hovedtemaer er kunst og magt samt mod, kompromis og fejhed.

Den beskriver komponistens kamp for at få sine værker accepteret af det sovjetiske regime i en tid, hvor kravet var, at musik skulle være øjeblikkeligt tilgængelig og behagelig for masserne. Enhver form for vestlig modernisme blev fordømt som formalisme. Denne kunstpolitik blev udmeldt fra selve magtens tinde af Sovjetunionens diktator, Josef Stalin (1879-1953). Han var meget musikinteresseret og anså sig for kunstens protektor og kender.

For mange år siden så jeg i Det Kongelige Teater et skuespil med titlen ”Mesterklasse”. Det er af David Pownall og havde i hovedrollerne Frits Helmuth som Stalin, Erik Mørk som Prokofjev (1891-1953) og Paul Hüttel som Sjostakovitj. Det må have været en god forestilling, for jeg husker stadig, hvor presset Sjostakovitj var under forhøret hos diktatoren, og hvor livsfarlig Stalin virkede. Prokofjev, der efter mange år i Vesten først var vendt tilbage til Moskva i 1936, havde mere held med at glide af på kritikken. Sjostakovitj havde aldrig været fristet af livet i udlandet. Men han kom fra den liberale intelligentsia og ville med sin manglende proletariske renhed aldrig blive elsket af regimet.

I den tidlige Sovjetstat var det kulturelle klima mildt, men da Stalin kom til magten, sank temperaturen brat. Sjostakovitj havde haft forrygende succes med sin opera ”Lady Macbeth fra Mtsensk”. Nu ønskede Stalin at høre den, og ledsaget af sin udenrigsminister, Molotov, og to andre højtstående ministre satte han sig den 26. januar 1936 til rette i Bolsjoj-teatrets regeringsloge i Moskva – uheldigvis lige over blæserne og slagtøjsmusikerne. Sjostakovitj var blevet indkaldt og bemærkede, at orkestret spillede højere og højere – til sidst øresønderrivende. Det fortissimo havde han ikke angivet i noderne. I pausen inden fjerde akt var der uro i regeringslogen, og derefter forlod Stalin og hans kammerater operaen.

Efter operaen tog Sjostakovitj til Arkhangelsk ved Hvidehavet for at spille sin første klaverkoncert med det lokale symfoniorkester. Den 28. januar købte han på jernbanestationen dér et eksemplar af Pravda, og heri blev hans opera under overskriften ”Kludder i stedet for musik” fordømt. Det kunne kun være Stalins værk, og dermed var Sjostakovitjs karriere standset brat og hans liv i fare.

Sjostakovitjs karriere blev sat på vågeblus, og han blev flere gange indkaldt til forhør. Men i 1937 fik han kæmpesucces med sin 5. symfoni. Denne gang havde han valgt en stil, der levede op til kommunistpartiets krav om affirmativ kunst. Symfonien blev beskrevet som en ”optimistisk tragedie”, og Sjostakovitj var ikke langt fra at opfylde Stalins drøm om en ”rød Beethoven”.

Efter en række nedture og opture blev Sjostakovitj i 1949 ringet op af Stalin selv, der spurgte, om han havde hørt om en planlagt kulturel og videnskabelig kongres om verdensfred i New York. Ville han være villig til at deltage i den? På Sjostakovitjs indvending, at han var blacklistet, svarede Stalin, at det var en fejl, der straks ville blive rettet.

I New York blev Sjostakovitj kongressens stjerne. Han havde til tordnende bifald fra 15.000 tilhørere spillet anden sats af sin 5. symfoni i Madison Square Garden. De taler, han holdt, var ikke hans egne, men skrevet til ham hjemmefra. Heri angreb han amerikanerne for at bygge militærbaser langt fra USA og for at perfektionere nye masseødelæggelsesvåben. Han kritiserede russiske komponister, der mistede kontakt med folket på grund af formalisme. Og på et spørgsmål, om han tilsluttede sig forbuddet mod at spille værker af Hindemith, Schönberg og Stravinsky, svarede han ja.

For at få mere at vide spurgte jeg en god bekendt, Lars Malther, der i mange år var kontrabassist i Det Kongelige Kapel, hvordan det havde været for ham at spille Sjostakovitj. Han svarede, at han som alle musikere beundrer ham og elsker at spille hans værker. I 1970’erne havde han i København været med til at opføre ”Lady Macbeth fra Mtsensk”. Også flere af hans symfonier havde han spillet, såvel som kammermusik. Sjostakovitj var uden tvivl, mente han, en af de allerstørste i det 20. århundredes russiske musik. Han havde selv mødt ham – en lille mand med mørkt hår og hornbriller – i Radiohusets gamle koncertsal på Frederiksberg.

I ”The noise of time” skriver Julian Barnes, at Sjostakovitjs ønske, inden han døde, var, at forbindelsen mellem hans liv og musik efterhånden ville blive kappet. Det var den bedste chance for, at hans værker ville blive stående. Barnes tager ikke stilling til, om Sjostakovitj ved ofte at gå på kompromis og rette ind efter styret handlede som diktatorens lakaj. Det ville heller ikke være let at fordømme ham. Uden omstillingsparathed ville både hans liv og værk have været i stor fare. Læs bogen. De vil ikke fortryde det.