Når man har været elev af den legendariske ukrainske violinist David Oistrakh ved Moskva Konservatorium, er man just ingen årsunge. Oistrakh mistede vi nemlig tilbage i 1974, og den 74-årige lettiske musiker Gidon Kremer har da også en lang og glorværdig karriere bag sig.
Ved en søndagskoncert i Konservatoriets Koncertsal havde man lejlighed til at høre ham fortolke Schumanns violinkoncert i a-mol, som egentlig er komponistens eget arrangement af cellokoncerten fra 1850. Kremer spillede den med stor indlevelse, nænsomt og smukt, og med den særlige længselsfulde schumannske tone. Det var violinspil af høj klasse, hvor vægten ikke var lagt på virtuose udfoldelser, men på en dybdelodning af værkets egenart. Kremer var glimrende hjulpet af Danmarks Underholdningsorkester, der var ledet af en anden musikalsk veteran, den 71-årige ungarske maestro Ádám Fischer. Således blev den koncert, som Danmarks Underholdningsorkester havde lanceret som et ”mestermøde”, også et veteranmøde – og et sandt udbytterigt af slagsen.
Men koncerten havde både et før og efter Schumann. På den solrige majsøndag tog vi forskud på sommerens glæder med Mendelssohns festlige ouverture til ”En skærsommernatsdrøm”. Fischer dirigerede dens fjerlette, boblende begyndelse med den rette lydhørhed for Mendelssohns sarte ynde, men tog i billedlig forstand boksehandskerne på i de mere akkordstærke sekvenser, så det blev en kende for bombastisk.
Til gengæld blev Brahms’ tredje symfoni en stor oplevelse, for her var Fischer tydeligvis på hjemmebane. Det ytrede sig ikke alene ved, at han dirigerede værket uden partitur, men – hvad der unægtelig var vigtigere – ved det overblik, han demonstrerede gennem alle symfoniens fire satser. Når man under fremførelsen af en stor klassisk symfoni pludselig falder i svime over, hvor vidunderligt et værk der er tale om, hænger det naturligvis sammen med, at den aktuelle tolkning er på højeste niveau.
Det blev således en koncert, hvor også selve programlægningen sad lige i skabet. Mendelssohn, Schumann og Brahms er den tyske højromantiks trekløver, som giver en koncert en naturlig sammenhæng – og i dette tilfælde publikum en inderlig glæde.