Band viser handicappede frem på scenen for at nedbryde tabuer

Danmark er et overskudsland, og alle skal kunne være her, mener rap-musikeren Emil Simonsen fra gruppen Suspekt, der bruger Grøn Koncert til at hylde menneskers særheder

Emil Simonsen ser det som en pligt at inkludere andre end ”normaldanskeren” på scenen, når han optræder med rapgruppen Suspekt.
Emil Simonsen ser det som en pligt at inkludere andre end ”normaldanskeren” på scenen, når han optræder med rapgruppen Suspekt. Foto: Simon Skipper.

Hvad har en kørestolsbruger med et dannebrogsflag i hånden at gøre på en musikscene? Og hvad har en t-shirt med et mønster af hjerter og ufuldkomne tegn at gøre med mangfoldighed?

En hel del, lyder svaret, hvis man spørger Emil Simonsen, der under kunstnernavnet Orgi-E udgør en tredjedel af den danske rapmusikgruppe Suspekt. Gruppen er en del af holdet på en af de sikreste sommerbebudere i Danmark: Grøn Koncert-karavanen, der denne uge for 34. gang indleder sin koncertturné til otte større byer for at samle penge ind til Muskelsvindfonden.

”Formålet har altid været der, men vi vil gerne skabe endnu mere fokus på, hvad Grøn Koncert egentlig er. Derfor slår vi en streg under, at det handler om mere end musik og fadøl. Det handler om at nedbryde tabuer og skabe plads til forskelle,” siger Emil Simonsen.

Suspekt har tidligere haft handicappede med på scenen, og også i år vil publikum kunne opleve rullende kørestole i deres sceneshow. Hvad der præcist kommer til at ske, vil Emil Simonsen dog gerne gemme som en overraskelse til publikum.

Hvad der ikke er en overraskelse, er, at 1000 t-shirts med det nævnte hjertemotiv sammen med en billet til en eksklusiv intimkoncert med den populære rapgruppe er solgt med det formål at skabe en ”Plads til forskelle-pulje”. Penge herfra skal uddeles til personer, grupper og initiativer, der er med til at skabe mere rummelighed i samfundet.

”Det kan være alt fra idrætsforeningen, der arrangerer sportsaktiviteter for sindslidende, til en folkekirke, der henvender sig aktivt til mennesker med brug for et ekstra skub. Eller bokseklubben, der samler unge rødder op, eller organisationer, der støtter voldsramte familier, eller hvad som helst, der kan være med til at bryde tavsheden og tabuerne om alt det, der er uperfekt,” siger Emil Simonsen.

Han og de øvrige medlemmer af Suspekt kommer fra københavnerforstaden Albertslund, hvor de i deres opvækst oplevede, at der var højt til loftet og plads til forskelle.

”Det er noget af den ånd, vi selv tager med i vores turnéliv, hvor de folk, der er omkring os til at styre eksempelvis lyd og lys, er lidt anderledes end normaldanskeren. For os er det vigtigt at fokusere på, at vi ikke alle sammen hverken kan eller skal være elitemennesker. Det er der plads til i et overskudsland som Danmark, selvom videnskaben er ved at sortere mange af de skæve fra. Grøn Koncert er et godt sted at gøre opmærksom på det,” siger Emil Simonsen og fortsætter:

”Vi kan hurtigt komme til at glemme formålet, når vi står med en fadøl i hånden. Derfor ser vi det som vores pligt at bruge scenen som en slags akvarium, hvor handicappede bliver vist frem, for at sige: ’Husk det nu, vi er her stadigvæk’.”