”Der var engang, i byen Fez, en fortæller, der ikke lignede nogen anden...”.
Med denne helt klassiske eventyr-intro slår Tahar Ben Jelloun tonen an i sin nyeste roman, ”Lystægteskabet”, der begynder en forårsdag for nogle årtier siden i byen Fez i Marokko. Fortælleren står på markedspladsen, han samler folk om sig, tager ordet og begynder sin historie om Amir, en mild og lidt kedelig far til tre, der bor i Fez med sin hustru, Fatma.
Amir lever et moralsk perfekt liv, der køres 100 procent efter islams hellige regler og en hel del oldgamle patriarkalske traditioner. Alt går sin vante gang, men dog, et af Amirs børn falder ikke helt perfekt ud, for yngstesønnen Karim fødes som udviklingshæmmet.
Først er det en nedtur i det gode liv, men drengen Karim bliver hurtigt velsignet af både mullahen Ahmad og af den lokale jordemoder, der ser noget guddommeligt i det anderledes og siger om hans syndrom: ”Det er børn, som overhovedet ikke kender til det onde.”
Det passer Amir, der går meget op i godt og ondt – men Amirs renskurede liv tager sig dog ikke desto mindre et sving, da han smutter til Senegal for at handle krydderier til sin butik.
Her kaster han sig ud i et såkaldt lystægteskab, et praktisk arrangement, der tillader muslimer at gifte sig for en periode, hvis de er længe væk fra kone nummer et derhjemme.
Det står nemlig i Koranen, at det er okay: ”Gud har indstiftet dette for at undgå prostitution,” messer Mullah Ahmed, og Amir føler sig pæn, ordentlig og i sin gode ret. Han lyst-gifter sig derfor med den begavede, smukke Nabou, en ung sort senegaleser, akrobatisk i sengen, fritænkende og givende og lidt af enhver mands drøm.
Nu gå det hverken værre eller bedre, end at Amir til sin egen rædsel bliver rigtigt forelsket og sågar begynder at skrive digte. Han flover sig, for det gør en rigtig mand ikke, ægteskabet er en praktisk institution for en rettroende muslim af den gamle verden, ikke en fornøjelse.
Men i sin glade naivitet beslutter han sig alligevel for at gøre hende til sin kone nummer to og tager hende med hjem til Fez og til sin hustru og store børn, der alle sammen (undtagen selvfølgelig Karim, der ikke forstår konceptet had) vender sig væk i væmmelse over, at far har taget en slave til kone.
For slaver, det er og bliver, hvad de sorte er for de hvide arabere, undermennesker og beskidte, og Nabou får racismen at føle i sit nye hjem. Da hun ovenikøbet føder sin ubetænksomme elsker tvillinger, hvoraf én er sort og én hvid, stikker fremmedhadet for alvor sit grimme ansigt ind i familiens liv, samtidig med at Marokko går i opløsning omkring dem, politisk, socialt og religiøst.
Tahar Ben Jelloun er født i Marokko, men han skriver i dag sine bøger på fransk, for som han siger: ”Jeg bruger ikke mit eget folks sprog. Jeg kan tage mig friheder angående bestemte temaer, som det arabiske sprog ikke ville tillade mig at skrive om.”
På fransk er det angiveligt lettere for Ben Jelloun at skrive om tre store temaer – og tre store tabuer – sex, race og religion, der alle fylder ganske meget i hans forfatterskab og fuldkommen bogen her.
I bogens slutning, som ikke skal afsløres her, lader Tahar Ben Jelloun ondt og godt strides ikke alene på den politiske scene, hvor europæere, afrikanere, persere og arabere står over for hinanden i gensidigt had, nedvurdering og xenofobi, men ligeledes i personernes eget indre, hvor det at have en bestemt identitet bliver så stigmatiserende, at det onde vinder, og udslettelsen af selvet, af ens eget jeg, kan blive den eneste udvej.
Tahar Ben Jellouns bog er vidunderlig læsning, og hans indsigt i sit fødeland er stor. Undervejs i romanen får vi del i hans viden, når de historiske begivenheder farver personernes tilværelse, og samfundets ulmende konflikter smitter af og bliver skæbnesvangre i familiens liv.
Historisk blev Marokko selvstændigt i 1956 efter at have været fransk protektorat siden Første Verdenskrig, hvorefter det så blev kastet ud i brutale interne kampe mellem royalister, der støttede den nye kong Muhammad, og nationalister, der ville have demokrati.
Endnu i dag er Marokko langt mere diktatur end demokrati, hvilket også er årsagen til, at Tahar Ben Jelloun selv forlod landet og i dag bor i Frankrig, efter at han som ung deltog i studenteroprør og blev fængslet.
Og i et land så konfliktfyldt har humanismen trange kår. Ved siden af den fantastiske fortælling og introduktionen til Marokkos nyere historie får læseren sidst, men ikke mindst, også et sjældent indblik i en (for mange vesteuropæere) ukendt verden. ”Lystægteskabet” giver nemlig et sjældent indblik i den lokale og iboende racisme mellem hvide arabere og sorte afrikanere, et komplekst fremmedhad båret af nedarvet paranoia i en verden, hvor ingen stoler på hinanden, og alle betragter sig selv som overmennesker.
Og dog, for i det hierarki falder den sorte eller afrikaneren igennem hver gang. Og her slår Nabou igennem som bogens bærende karakter, når vi i synsvinkelskift fra Amir til hende ser på verden igennem øjnene på et menneske, der ikke vil noget ondt.
Nabou antager mange skikkelser; hun er erotisk legetøj, moder, heltinde, slave, frelser – og hun tager også skikkelse af Scheherazade, den arabiske verdens mest berømte overlever, når hun fortæller Amir historier om natten og får alting til at hænge sammen i mørket.
Tahar Ben Jelluons varme, let konspiratoriske stemme og gennemhumanistiske blik på verden giver læseren håb og tro på trods, og hans humanisme bærer bogen til sidste side, hvor en ny familiekonstruktion samles og går videre i en verden, hvor folk flygter over elektriske hegn mod Europa.
Og hvor Nabou som en stærk nutids-Sheherazade heldigvis holder den gående på en cocktail af mod, generøsitet og kærlighed i en rå tid, der er dehumanisteret og gået amok i grænser, regler og mure.