Traumebilleder, der var så mættede med livløs gru, at forfatteren Niels Peter Juel Larsen i mange år foretrak at lade dem være i fred. Men han opdagede, at de ikke gengældte hans hensynsfuldhed.
Altså måtte han konfrontere sig med dem. Et resultat af denne dybtgående og ætsende proces er bogen ”Krigens barn”, der på omslaget betegnes som en roman, men på titelbladet som ”Erindringer fra før erindringen”. Det er den sidste karakteristik, der er sandheden nærmest.
Juel Larsens far blev under krigen henrettet i Ryvangen. Forfatteren, der er født i 1942, var da næsten tre år. Og i dag er han klar over, at det, der skete, ikke alene destruerede faderens liv, men også hans eget. ”Det har taget mig knap 70 år at forstå det, eller rettere, jeg forstår det ikke endnu, men jeg har en forholdsvis detaljeret viden om ødelæggelsernes omfang, også selvom det afgørende ligger hen i dunkelhed,” skriver han hen imod bogens slutning.
Vi følger ham på den lange, smertefulde rejse ind i mørket. Stoffet er mangfoldigt, mange strenge anslås, og talrige personer passerer forbi. Blandt dem, han opsøger, er den mand, der måske angav hans far.
Den pågældende blev fundet død et par dage efter besøget. ”Jeg vil ikke påstå, at jeg er uden skyld i hans død,” erkender Juel Larsen med henvisning til kuldegraderne i samtalen, der snarere var et forhør.
Bogen er stort anlagt. Juel Larsen tager sig god tid og går til værks med indtrængende grundighed. Han arbejder som en journalist, der afdækker et stof. Og i den rolle er han tydeligvis på hjemmebane. Han huskes som tidligere medarbejder ved Danmarks Radio og i den egenskab fornemt hædret.
Man kan måske synes, at han sommetider bevæger sig for langt bort fra sit hovedtema. Men den kritik er ikke nødvendigvis retfærdig. Når han breder stoffet ud, som han gør, siger det noget om, hvor vidt forgrenet den komplekse historie er.
Det hele kommer til ham i Berlin, hvor han har boet i mange år. Angsten kommer. Den vækker ham om natten, da Gestapo i en drøm ringer på hans dør.
Og det er barnets angst, der vender tilbage. Alt ramte dets sanser – og sanserne husker. For eksempel den aura af noget råt, der stod omkring de tyske soldater. ”Det lød, som om de hele tiden talte om døde mennesker.” Med fortættet intensitet genopvækkes barnets virkelighed – man befinder sig midt i den, en panisk virkelighed, oplevet uden mellemled, så direkte og tæt på, som har man for en stund overtaget barnets sanser.
Faderens skæbne spærrer for moderens kærlighed til sønnen. Hun indrømmede senere over for denne, at hun hævnede sig på ham, fordi hun følte, at faderen med sin død havde svigtet hende. Hun gjorde sønnen ”til en beholder for al skyld”. Jalousi indgik også. Hun kunne ikke holde ud, at faderen elskede sin søn.
De lange skygger fra faderens død – erindringen om ham, da han sad i cellen og ventede på at dø – strækker sig på et tidspunkt helt ind i et kærlighedsforhold, som sønnen har. I en ekstrem erotisk situation er det pludselig, som om den dødsdømte er til stede. Sekvensen lader sig ikke uden videre forklare rationelt. Og som læser er man i vildrede med, hvad det er, der sker. Men at det sker, er man ikke i tvivl om. Juel Larsen skriver ud fra en kontakt med bevidsthedslag, der følger sine egne uomgængelige love.
Det virker, som om Niels Peter Juel Larsen er nået frem til en form for afslutning i forhold til sit traume – i den udstrækning, dette overhovedet er muligt. En vis forløsning finder imidlertid sted, en vis afklaring.
Og bogen slutter bevægende – i en slags forventning om faderens genkomst: ”Dette er en af mine mange tåbeligheder. Han er død og lever et eller andet sted mellem min bevidsthed og en fjern lysning på et smukt grønt bjerg, der minder om Paradis. En dag kommer han endelig i tanke om sin søn på Jorden. Jeg tror, det sker i det øjeblik, jeg dør.”
”Krigens barn” brænder af den nødvendighed, som den er skabt med. Det er en bog uden forbehold. Niels Peter Juel Larsen har investeret ”alt” i den. Det er barsk og gribende læsning.