Der står en hvid kiste i Holmens Kirke. Og de første begravelsesgæster er allerede ankommet i sort tøj til det majestætiske rum omkring den døde, som ifølge sangbladene viser sig at være en ”generalinde” på imponerende 103 år.
”Ja, så kan jeg jo desværre ikke spille for dig på orglet lige nu,” hvisker Jakob Lorentzen og kigger både skuffet og forelsket på det store dyr af et orgel, der minder mere om et cockpit end et klaver med så mange tangenter, knapper, pedaler, piberør og endda en moderne tv-skærm (med udsyn til både menigheden og alteret) at holde styr på.
”Hun plejede faktisk at sidde trofast lige dernede,” siger organisten, mens han nikker ærbødigt mod kisten, inden vi lister ud igen.
Slægters gang er en del af alle kirker, men her i Holmens Kirke har organisterne deres egen kongerække.
På trappen bag det store orgel i Holmens Kirke står således en buste af guldalderkomponisten Niels W. Gade, der engang også var organist her i kirken, mens den store salmekomponist Thomas Laub blev hans efterfølger. Og på kirkens hjemmeside kan man læse den stolte historie om de fleste af de store musikere, der gennem tiden har spillet med ryggen til menigheden og skiftende majestæter og statsministre.
Sådan er det ikke hvem som helst, der kan blive organist her, hvor man som en del af arbejdet som kantor og 1. organist både skal spille for kongehuset og Folketinget i såvel Holmens Kirke som Christiansborgs Slotskirke. Men Jakob Lorentzen, der har haft stillingen i 21 år, er heller ikke hvem som helst. Og han kom tidligt til toppen:
”Det var mit held, at menighedsrådets medlemmer ikke kunne blive enige dengang, hvor de først havde taget fem mere erfarne organister til samtale. Og til sidst hev de mig ind. Jeg følte mig fri, fordi jeg ikke troede, at jeg havde en chance, så jeg gik straks i gang med at fortælle, hvordan jeg syntes, at alting skulle laves om med musikalsk menighedsarbejde, profilering af kirkekoret og etablering af et barokensemble, og så fik jeg embedet,” siger Jakob Lorentzen, som siden har indfriet alle forventninger med en stor stak cd’er fra Holmens Kantori og Vokalensemble, som nu regnes blandt Nordens bedste, ligesom han selv har skrevet en del salmemelodier til blandt andre Lisbeth Smedegaard Andersen, som også har været præst i Holmens Kirke. Og selv regnes han nu for en af landets vigtigste kirkemusikere.
Da han fik jobbet som 28-årig foran en kø af landets bedste organister, kom han fra en stilling som organistassistent i Helligåndskirken. Men dengang havde han faktisk allerede 17 års erfaring som organist. For præstesønnen Jakob Lorentzen spillede med kort varsel til konfirmation som 11-årig, da den voksne organist i Sct. Nicolai Kirke i Rønne blev ramt af et galdestensanfald om morgenen.
”Bagefter fik jeg at vide, at jeg spillede mindst lige så godt som kirkens organist. Og det blev han så sur over, at han forbød mig at røre orglet, indtil jeg som 14-årig kunne fremvise et eksamensbevis som organist, så kunne han ikke holde mig tilbage længere,” siger Jakob Lorentzen og griner, mens han hælder kaffe op på organistkontoret.
Begge Jakob Lorentzens forældre var præster, så han voksede op med kirken som sit eget hjem. Og da han som dreng begyndte at spille orgel.
”Jeg har altid følt mig hjemme i kirken. Og hvis jeg ikke var organist, ville jeg gå i kirke alligevel. Allerede som dreng gik jeg i kirke hver søndag. Ikke fordi jeg blev presset til det, men jeg kunne godt lide at komme der og høre salmerne. Jeg sad gerne nede på kirkebænken og holdt de gamle i hånden. Jeg nød både opmærksomheden og trygheden ved at sidde med de ældre mennesker, som jeg også besøgte i løbet af ugen. For jeg var ofte med på husbesøg. Jeg elskede at tage med mine forældre, der også tog mig med til flere døende. Det var helt naturligt for mig. Mine forældre var begge dygtige og anerkendte præster, og min mor, som stadig lever, er typen, der herligt vader ind i folks liv med træsko på. Hun kan ved sygehusbesøg bede Fadervor med alle, uden at det virker anmassende. Da jeg var barn drømte jeg om at blive kirketjener, men jeg elskede også orglets fascinerende klang og fylde.”
Han begyndte selv at lege med tangenterne fra seks-syv-årsalderen. Dengang kunne han ikke noder, men han legede sig bare frem, og til sidst kunne han lytte enhver salme af, så da han fik sin organistdebut som 11-årig, kom han igennem gudstjenestens salmer på gehør.
”Jeg anbefaler faktisk alle, der gerne vil lære musik, at starte med at lege sig frem. Det svarer til at lære at tale. Man taler jo, før man kan læse. Man begynder med at prøve sig frem og lærer så først alfabetet bagefter. Sådan gjorde jeg i hvert fald også med musikken. Men min far syntes også, at jeg skulle lære noderne, så han lagde en flødebolle på klaveret og sagde, at jeg måtte få den, når jeg havde lært en ny nodeside.”
Sådan fik han også taget den præliminære organisteksamen som 14-årig, men allerede som 11-årig begyndte han også at modtage undervisning fra Marmorkirkens organist, Carl Riess, der tog til Bornholm for at hjælpe det unge talents udvikling frem.
”Sådan tog det fart, så jeg hurtigt kunne koble min egen legende tilgang til musikken med noderne. Jeg havde egentlig mest lyst til at fortsætte på konservatoriet med det samme, men jeg fik det gode råd at tage gymnasiet med for ikke at blive alt for nørdet. Og her lod min musiklærer mig faktisk stå for undervisningen i koralharmonisering og teori, fordi hun meget generøst sagde, at jeg havde mere styr på det end hende. Det var ikke nogen dårlig tid, for der var næsten kun piger på musikholdet, og jeg solede mig i opmærksomheden, ligesom det heller ikke var værst at stå for au pair-koret, da jeg efter gymnasiet fik udlængsel og arbejde som organist i den danske kirke i Paris. Det var også nogle lærerige år, hvor jeg sugede al den moderne kirkemusik, som blomstrede i Paris, til mig. For det virkede, som om de havde et meget passioneret forhold til kirkemusikken dernede.”
Da Jakob Lorentzen kom hjem til Danmark, stiftede han hurtigt familie. Og siden har han brugt mange år på at forfine sit spil og lære ”sit” orgel bedre at kende, og gennem tiden har han fået en stadig mere ydmyg holdning til sit eget talent.
”I mange år følte jeg faktisk, at det var Gud, der spillede igennem mig. Og jeg havde svært ved at modtage ros, fordi jeg jo ikke syntes, at det var mig, der havde spillet. Sådan har jeg det ikke helt længere. Gud skal jo heller ikke holdes ansvarlig for mine fejl. Og i dag tænker jeg, at det er mig, der spiller, selvom jeg stadig mener, at talentet er en gave. Derfor spiller jeg også altid til Guds ære. Det er jo det fine ved at være kirkeorganist. Man spiller til Guds tjeneste, og Gud er altid stede i kirken.”
Sommetider er Dronningen eller statsministeren jo også til stede. Bliver du aldrig nervøs?
”Næh, det gør jeg egentlig ikke. Det er klart, at man kan tænke, der er flere hundrede tusinde lyttere ved eksempelvis Folketingets åbningsgudstjeneste eller prins Henriks begravelse. Men der er jo ikke noget menneske, der er finere end Vorherre,” siger han med et smil. ”Sådan spiller jeg altså for en, der er større og mere ophøjet end dem, der kommer i kirken, selv Dronningen. Sommetider føler jeg faktisk et større pres, når der ikke er mange mennesker og en fin ramme, der skal fyldes ud. For så skal der mere til at skabe en magisk stemning. Selv til en eftermiddagsgudstjeneste med blot 14 kirkegængere ved jeg, at Gud lytter med, når musikken lyder. Og det fylder mig både med ærefrygt og inspiration.”
Troen og talentet har altid fulgt ham, men de senere år har han faktisk ændret sit syn på begge dele:
”Som ung overtog jeg nok mine forældres åndelige synsvinkel. Men da min far døde for snart ti år siden, røg jeg ind i en midtvejskrise. Og jeg blev usikker på alt det, jeg hidtil havde taget for givet. I en periode fik jeg oplevelsen af at have sprunget min ungdom over, fordi jeg havde siddet og spillet kirkeorgel, mens mine jævnaldrende tog til rockkoncerter og drak sig fulde, så derfor begyndte jeg lidt patetisk at opsøge de miljøer som 40-årig. I samme periode blev jeg skilt fra min kone, som jeg har to dejlige børn med. Det var en kæmpe fiasko for mig at se familien gå i opløsning, og det førte mig ud i et par depressive år, hvor jeg ikke var mig selv. Jeg kunne kun passe arbejdet som organist og korleder, fordi jeg blev båret af kærlige mennesker omkring mig. Sådan har Gud så mange medhjælpere! Lige så stille vendte livet tilbage og gav mig fornyet tro på opstandelsen – også opstandelsen før døden i overført betydning. For jeg følte mig død, men blev levende igen. Jeg fik en ny chance. I dag har jeg en ny sød kone og en datter med hende, jeg har et godt forhold til min ekskone, og jeg har faktisk aldrig følt mig mere i live,” siger han og tilføjer:
”Jeg elsker historien om de to tvillinger, der sidder inde i deres mors mave, og den ene siger til den anden: ’Tror du på mor?’. Sådan opfatter jeg også mit forhold til Gud. Det er mindre væsentligt, om jeg tror på ham. Det vigtige er, om han tror på mig. I den tro og i det håb oplever jeg frihed til at forme mit liv og min musik. Det er den daglige opstandelse, der fylder mig med glæde. Tænk, at livet og musikken findes! En gave til os alle sammen, der giver håb helt ind i døden. Jeg ved ikke, hvad der er på den anden side, men jeg stoler på, at Gud også er til stede der,” siger Jakob Lorentzen, inden han siger farvel, så generalinden kan sendes til himlen for fuld orgelmusik.