Medrivende og morsom roman om kongen af Island

Islandske Einar Már Gudmundsson leverer endnu en gang stor fortællekunst. Denne gang handler det om danskeren Jørgen Jürgensen, der blev konge af Island og døde af druk på Tasmanien

Den islandske forfatter Einar Már Gudmundssons nye roman er både medrivende og morsom. -
Den islandske forfatter Einar Már Gudmundssons nye roman er både medrivende og morsom. - Foto: Henning Bagger/Scanpix

Jørgen Jürgensen (1780-1841) var en dansk eventyrer og forfatter, som blev konge af Island i to måneder i sommeren 1809. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om ham før eller i hvert fald ikke bidt mærke i ham. Men det er der rådet bod på nu.

Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson fortæller både medrivende og morsomt om ham i romanen ”Hundedage”. Og sikke en historie! Sikke en eventyrroman!

Jørgen Jürgensen, eller Hundedagekongen, som han bliver kaldt, fordi hans regeringstid faldt i sommerens hundedage, har alt, hvad man kan tænke sig af stof i sig til en eventyrlig historie. Som helt ung mand forlader han sin kongelige urmagerfamilie i København og tager ud og sejler.

Han kommer jorden rundt og stiger hurtigt i graderne og bliver kaptajn på et dansk kaperskib. Det mister han på et togt til England og kommer i britisk fængsel. Men hurtigt er han fri igen og tager med nogle britiske handels- og videnskabsmænd til Island. Her tager de den danske grev Trampe til fange, og Jürgensen udråber sig selv til konge.

Han giver sig til at skrive dekreter, der især kommer de fattige til gavn, og han bryder med det danske handelsmonopol. Og så fester han og forelsker sig i en smuk, islandsk kvinde.

Men det hele varer kun et par måneder, så kommer der et britisk orlogsskib, og den adelige kaptajn genopretter ro og gammel orden igen. Opkomlingen Jürgensen bliver sat på plads og bragt tilbage til London, hvor han ender i gældsfængsel.

Her skriver han både en komedie og en tragedie og om sin tid på Island. Men han får også hang til hasardspil og druk, og det bliver på længere sigt hans ulykke.

Men inden han går helt i hundene, bliver han sendt til Frankrig, Tyskland og Polen som britisk spion, og han får også skrevet rapporter, som bliver værdsat af briterne. Til Polen når han dog aldrig, fordi han hænger fast i Berlin på grund af netop druk og spil. Han opfinder da en rapport om forholdene i Polen og sender den til London - hvor den godkendes.

Jürgensen er en fantast, der bevæger sig på grænsen mellem virkelighedens og fantasiens verden. Det samme gør Gudmundsson, der på suveræn vis fortæller historien, idet han springer frem og tilbage i tid, fordi intet i livet alligevel kommer i den rigtige rækkefølge, som han skriver.

Det sker i en mundtlig stil med plads til masser af digressioner og til jævnførelser af forholdene dengang og i dag i Island. Der er satirisk brod til nutidens islandske forhold og dens rige overklasse.

Jürgensen satte et oprør i gang - men hvor blev det af? Islændingene forstod i første omgang ikke noget af, hvad der foregik, fordi Jürgensens tanker om lighed og frihed ikke var til at fatte. Og islændingene gjorde ikke modstand, når danskerne - og briterne - udnyttede dem.

De havde ingen forstand på krigskunst, men på lidt af hvert, og var ”som regel skrappest til litteratur, gammel lærdom, teorier om digtekunst, strofeformer og hedenske guder.” Som fortælleren bemærker: ”Vi er ikke meget for modstand, det er snarere stivsind og trods.”

Gudmundsson er selv et levende eksempel på den islandske evne til at fortælle. Han væver to andre skæbner ind i historien om Jürgensen, nemlig præsten Jon Steingrimsson, der både blev anklaget for mord og for at have delt ud af kongens penge til de fattige og sultne efter det største vulkanudbrud i Islands historie.

Og så hører man også om filologen Finnur Magnusson, der bliver til kongelig arkivar og runeforsker - med fantasifulde fortolkninger. Deres liv og forhold til retfærdighed og uretfærdighed sætter Jürgensens dramatiske liv i relief.

Der er fremgang og tilbagegang i deres liv. Hvad de burde roses for, dadles de for, og omvendt. Og hvad Jürgensens liv angår, så bliver han gang på gang slået tilbage til start og må begynde forfra. Gang på gang ender han i fængsel, og til sidst bliver han udvist af England og kommer i en fangelejr på Tasmanien - hvor han som ung netop var med til at anlægge denne lejr.

Jürgensen har blik for den undertrykkelse, der sker af befolkningen på Tasmanien - ganske som han har på Tahiti og på Island, men han er også ude af stand til at gøre meget ved den - ligesom Jon og Finnur heller ikke kan, der hvor de er. Afmagten er stor, men fortælleglæden er større i ”Hundedage”.

Og glæden smitter, så jeg følte mig helt høj undervejs i Jørgen Jürgensens eventyrlige liv. Det går op, og det går ned, men det er genopstået i Gudmundssons glimrende roman.