Første gang på scenen. Nationalklenodiet ”Kongens fald” har aldrig været iscenesat som teater før. Først nu forstår man til fulde hvorfor.
Det er ikke uden grund, at den er blevet kåret som den bedste danske roman nogensinde. ”Kongens fald” af nobelprisvindende Johannes V. Jensen er et på alle måder storladent værk. En sammensmeltning af historisk realisme, fantastik, folkeviser og symbolisme. Hver sætning så mættet med mytisk kraft, så slående rig på psykologisk indsigt og ekspressiv naturmystik.
Hvem husker ikke hesteslagtningens sansemættede syn? Farvepragten af okkergul, teglstensrød, sort blod og hvidblå hinder, som symbolsk maler hele kloden frem for Mikkels indre blik.
Det er heller ikke uden grund, at denne hjørnesten i dansk litteraturhistorie ikke er blevet konverteret til teater før nu. For Jensens sproglige ekvilibrisme lader sig kun meget modvilligt oversætte til scenens ekstroverte formsprog, ligesom romanens mangel på et egentligt fremadskridende handlingsforløb gør det svært at samle trådene til en forestilling, der ikke bare kollapser i flotte, men flade tableauer.
Og sidstnævnte er netop problemet, når den catalanske instruktør Carlus Padrissa sammen med Det Kongelige Teater og Aarhus Teater fulde af vovemod går i kødet på dansk litteraturs arvesølv. På scenen er Jensens maleriske mytemageri omdannet til et kalejdoskopisk cirkusshow af billedmættet tableau på tableau. Kroppe, der slynger sig, spræller og sitrer snart som heste, hunde og rotter, snart som de fordømte i Hieronymus Boschs urovækkende skærsildafbildninger fra samme mørke middelalder. Et udvendigt amokløb af kæmpemæssige flettede formationer, hejseværk, bassiner og svingende skibsdæk.
Og det er da heller ikke uden en vis ironi og dristighed, at man har kastet romanen om selve den danske folkesjæl i favnen på en frygtløs spanier. Padrissa, som er medstifter af teatertruppen La Fura dels Baus, der er kendt for sit ekspressive totalteater med flittigt brug af nycirkus og eksplosive stunts, har nok forelsket sig i ”Kongens fald”, men ikke forstået dybden i værket. For catalaneren synes fortællingen om kong Christian II og den unge himmelstormer Mikkel Thøgersen, hvis liv og skæbner er vævet dybt ind i hinanden og i nationens ditto, mest et kærkomment afsæt for svælgen i spektakulære artefakter.
Der går brølende, køllesvingende vikingespil og vulgært gestikulerende patos i det stort opsatte sceneshow, som kræver et helt hold teknikeres hiv og sving mellem gigantiske rekvisitter. Badutspringere og dansende menneskedyr bliver flere steder til ufrivillig morskab for et måbende dansk publikum, der ser sin fremmeste nordiske forfaldsfortælling forandret til ukendelighed i mødet med sydlandsk temperament og fabulerende catalansk billedsprog.
En god idé er det imidlertid at lade de mange flagrende tråde spinde sammen af Maria Rossings engleagtige Ide, Mikkels ulyksalige barnebarn og den gennemgående fortællerstemme. Hun har fået æren af flere af opsætningens mere lyriske passager – og fra hendes mund flyder det tungt broderede sprog i Henrik Szklanys udmærket manuskript, modsat mange andres, lydefrit og ubesværet.
Naturligvis kræver en så malerisk og mytisk roman som ”Kongens fald” et vist ekspressivt udtryk i sceneversionen også. Men balancen mellem værkets melankoli og eksistentielle dybder og dets eklektiske, frodige abstraktioner falder desværre for ofte ud til den forkerte side. Personerne drukner formelig i udstyr og effekter. Scenen er forvandlet til et gigantisk soppebassin, hvor de plasker, skøjter, glider og vader i vand til anklerne. Det er elementernes rasen. Naturens evindelige nærvær, der dømmer de stakkels mennesker til at slæbe sig gennem mudder, blod og sekreter.
Men fortællingen, som udspringer af en overgangstid, overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede ved udgangen af den kristne middelalder, rummer også stor eksistentiel smerte, fortabelse og splittelse, som bagvedliggende klangbund. Mikkel Thøgersen, den tragiske tvivler, der som billede på et handlingslammet land, pendulerer pinefuldt mellem eksalteret livsvilje og dyster dødsdrift, mellem megalomani og martrende mindreværd. Hvor er han? I Padrissas betagende billedtableauer er han næsten ikke at få øje på og i hvert fald svær at mærke trods Joen Højerslevs brave indsats. Og kongen, den ellers altid iøjnefaldende Peter Christoffersen, lider lidt samme skæbne og forsvinder i store fagter bag den tunge kåbe. Man ligefrem savner den knugende fortvivlelse i nøglescenen, hvor han pendler forpint af vægelsind frem og tilbage over det nattesorte Lillebælt.
Men endnu værre er det, når Mester Zakarias reduceres til en komisk julekalendernisse og den afdøde Aksel i romanens mest rørende scene anråber sorgfulde Inger med en rungende rumklang på stemmen som en anden tegnefilmsskurk. For nok er ”Kongens fald” fuld af storladen dramatik, mord og hor, men nogen knaldroman er den ikke. Og det klæder den dårligt at være det.