Kongens store kompleks

SE TRAILER "Kongens store tale" om kong George VI's stammen er endnu en film om pædagogers vej ind til elevens virkelige problem -- denne gang en tyranniserende far

I ""Kongens store tale"" skal kong George VI spillet af Colin Firth -- som forleden vandt en Oscar -- lære at tøjle sin stammen, så han kan holde den store og afgørende tale til nationen, da Storbritannien går ind i Anden Verdenskrig. --
I ""Kongens store tale"" skal kong George VI spillet af Colin Firth -- som forleden vandt en Oscar -- lære at tøjle sin stammen, så han kan holde den store og afgørende tale til nationen, da Storbritannien går ind i Anden Verdenskrig. --. Foto: SF Film.

 
 

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Kun et par dage efter at have vundet en Oscar for bedste film kommer den engelske "Kongens store tale" til Danmark.

Colin Firth spiller den stammende George, der i 1936 bliver til George VI, konge af England og Irland, kejser af Indien. Og en del mere. Hans bror, der ellers selv lige er blevet konge efter deres fælles fars død, frasiger sig tronen og vælger i stedet at gifte sig med den fraskilte mrs. Simpson.

George var ikke meget for at blive konge. Ikke fordi han ikke ville tage ansvaret, men fordi han var stammer. I bestemte situationer.

Filmen handler om hans kamp mod at stamme. Efter egentlig at have opgivet lader han sig overtale til at prøve endnu en terapeut, som hans kone finder. Efterhånden som den australskfødte Lionel Logue kommer ind på livet af George, forstår han stammeriets årsag: En voksen mand, der ikke kan sige "far" uden at få spasmer, har psykologiske problemer, der skal håndteres, før sproget kommer til at makke ret.

"Kongens store tale" er en film i rækken af portrætter af pædagoger, der med indlevelse og medmenneskelighed finder vej til elevens virkelige problemer – på trods af eleven.

Det hele bliver ekstra kompliceret af, at George tilhører samfundets allerøverste elite.

Selvom den især er et psykologisk portræt af forholdet mellem lærer og elev, er filmen også en periodefilm: Et kig ind bag facaden på Buckingham Palace i 1930'erne, hvor vi ser de to prinsesser, deriblandt den nuværende dronning, lege med hestedukker og sige søde ting.

Filmen kulminerer med den tale, titlen hentyder til, nemlig den, George VI holder til nationen, da Anden Verdenskrig er brudt ud.

Jo, de kongelige har også deres at slås med.

Ingen tvivl om, at historien er velfortalt, og heller ingen tvivl om, at både Colin Firth som George og Geoffrey Rush som talelæreren er fremragende i rollerne. Men den bedste engelsksprogede film i 2010? Ikke i min bog.

kultur@k.dk

Kongens store tale. England 2010. Instruktion: Tom Hopper. 119 min. Premiere i 79 biografer.