”Blåskjorterne” blev TV 2 Nyhedernes chefer længe kaldt blandt medarbejderne. For i mange år var de fleste TV 2-chefer mænd, der gik i næsten ens pæne, lyseblå skjorter. Men flere af dem iklædte sig ifølge tv-dokumentaren ”MeToo: Sexisme bag skærmen”, der netop har haft premiere på streamingtjenesten Discovery+, også dårlige manerer.
Blåskjorterne var både beundrede og frygtede på grund af deres store magt, fordi de stod med råderetten over den skærmtid, som massevis af unge journalister sukkede efter at blive en del af. Men med få fastansættelser og mange løstansatte skabte det – ifølge dokumentaren, som zoomer ind på ledelseskulturen på TV 2 de seneste 20 år – en giftig cocktail, hvor magtmisbrug og sexchikane lå ligefor.
Dokumentaren kommer i kølvandet på en intern advokatundersøgelse af arbejdsforholdene på TV 2 med mange vidnesbyrd fra kvinder, der har følt sig udnyttet eller chikaneret som TV 2-ansatte.
I dokumentaren bliver der også berettet om en ”løssluppen kultur”, hvor ”alt var én stor gråzone”, mens cheferne til festerne tog sig store friheder og til daglig drev nyhedsredaktionen med ”en hård tone” og ”frygt som ledelsesstil”.
TV 2-værten Cecilie Beck beretter således om en sexistisk kultur, der ”gennemsyrede alt”, mens Louise Degn, der var journalistpraktikant på TV 2 Nyhederne i perioden 2002-2004, ligefrem sammenligner TV 2 med en kult. Hun fortæller blandt andet, hvordan hun blev befamlet og kysset af en redaktør og en kendt tv-vært, der ville have hende med til en trekant, da hun troede, at hun blot havde sagt ja til en fyraftensøl. Og TV 2-nyhedsværten Karen-Helene Hjorth er ifølge egen forklaring også blevet tilbudt en trekant af en redaktør, som også skulle have kysset hende uden nogen invitation. Men sådan var kulturen i mange år, fortæller hun.
”Nogle gange, når jeg kigger tilbage, kan jeg næsten føle, at jeg er kommet ud af en sekt,” siger hun i dokumentaren.
Men hvordan kunne ledelseskulturen gå sådan af led? Bent Meier Sørensen, der er professor i filosofi og ledelse på CBS, fortæller, at risikoen for at skabe en usund seksualiseret frygtkultur er større, når magten er centreret omkring få personer, som man ser det i flere medieorganisationer.
”Normalt siger man, at kultur er noget, der forhandles blandt alle medlemmer af en organisation, men i en medieorganisation med et stærkt hierarki er det typisk ganske få personer, der har magten. Og hvis de udvikler en seksualiseret krænkelseskultur, kan det hurtigt udvikle et slags sexdiktatur, fordi det er chefen, der bestemmer, hvem der får en karriere. Og det kan blive giftigt, hvis man arbejder et sted med mange kortvarige kontrakter, hvis man får forståelsen af, at man kun får foden indenfor, hvis man siger ja til sex med chefen. Det kan også forklare tavshedskulturen sådan et sted som TV 2, for hvis man får oplevelsen af, at sex er vejen til en god karriere, så kan man jo også frygte, at det vil ødelægge ens karriere, hvis man sladrer om det. Især fordi en eventuel klage hurtigt kan ende hos krænkeren,” siger Bent Meier Sørensen og tilføjer:
”Det kan faktisk gøre mig rasende, når jeg hører voksne mænd i den lønklasse tale om, at det foregik ’i en anden tid’. Det var i 2007, så det skete i forgårs. Og de dækker deres overgrebsadfærd ind under, at det skulle være en kultur. Men jeg vil tro, at der er tale om relativt få magtpersoner, som har taget sig de friheder, som udfoldes i dokumentaren.”
TV 2 er langtfra det eneste medie, der har haft problemer med MeToo-episoder, som nærmest kan virke som en hel medieepidemi, der blandt andet også har ramt Ekstra Bladet og DR med adskillige sager.
Søren Schultz Jørgensen, der er tidligere medieforsker og nuværende chefredaktør på forskningsmediet Vid & Sans, mener, at en af forklaringerne på, at sexchikane i mediebranchen kan være sværere at få bugt med, er, at det som chef er relativt nemt at få et nyt lederjob, hvis man har trådt i spinaten på et andet medie.
”Mediebranchen er en branche, hvor hukommelsen på godt og ondt er kort. Det gælder både interne forhold og begivenheder ude i verden. Alting er hurtigt glemt igen. Det betyder også, at folk, der har kvajet sig eller gjort i nælderne, kan finde vej til et nyt job ret hurtigt. Den form for tilgivelse rummer selvfølgelig noget smukt, fordi man så ikke skal bruge hele livet på at sone en gammel synd, men det skaber også nogle etiske grundproblemer, fordi en chef så kan tage sine dårlige menneskelige egenskaber med sig videre,” siger Søren Schultz Jørgensen, som mener, at man på den måde godt kan sammenligne mediechefer med de katolske overgrebspræster, som tidligere blev flyttet over i et nyt sogn.
”Mediebranchen er jo bare ikke centralt styret, men fungerer på konkurrencevilkår. Derfor kan det være fristende at ansætte en, som man tror kan sætte skub i tingene. Men fordi man er fagligt dygtig eller berømt, betyder det jo ikke, at man også har et menneskeligt talent. Og mediebranchen lider nok af en vis portion kynisme, hvor menneskeligt set dårlige chefer genvælges andre steder, hvis det vurderes, at de kan skabe faglige resultater,” siger han.
Leder side 9