I en relativt moden alder – han er født i 1948 – er Ove Kaj Pedersen blevet et varmt navn i den danske samfundsdebat. Han brød igennem til offentligheden for syv år siden med bogen om konkurrencestaten. Begrebet er ikke noget, han har fundet på. Det stammer fra den internationale sociologiske forskningslitteratur, som han havde stiftet bekendtskab med i sin egenskab af professor på CBS/Handelshøjskolen i København.
I bogen om konkurrencestaten var han faktisk ret kritisk over for fænomenet, men har fået et mere forsonligt forhold til den, og Pedersen deklarerer selv denne bog som et forsøg på rette op på de misforståelser, som den første bog affødte.
Konkurrencestaten, hvis opkomst vagt dateres til 1980’erne, er i Pedersens forståelse en modifikation af velfærdsstaten.
Den er netop ikke et (ny)liberalt projekt, der overlader alt til markedet. Tværtimod blev ”markedet nu gjort til en politisk institution. Det blev staten, der skulle sikre rammerne for den nationale konkurrencedygtighed, og virksomhedernes og husholdningernes ansvar at finansiere velfærden. Staten skulle mobilisere den enkeltes potentiale ved at stille uddannelse til rådighed for stadigt flere gennem hele livet. Individet havde på sin side et ansvar for at udnytte mulighederne.”
Konkurrencestaten er altså med andre ord udtryk for en statsliggørelse af markedet, ikke en markedsgørelse af staten. Samtidig er der sket det, at hele uddannelsessektoren er blevet instrumentaliseret, således at børn, fra de er ganske små, opdrages til at blive soldater i konkurrencestatens tjeneste, som det hedder med en nu berømt og berygtet formulering fra Pedersens første bog, og som han nu ikke tager afstand fra, men dog holder ude i arms længde. Skolen for livet har i hvert fald trangere kår.
Der er udkommet to andre læseværdige bøger i år, hvis hovedpointe er, at velfærdsstaten næsten fra begyndelsen var et økonomisk og åndeligt fallitbo.
Arne Hardis’ bog om Jørgen S. Dich viser, at det allerede i begyndelsen af 1970’erne stod klart, at velfærdsstaten var udfordret på finansieringen, og Lasse Horne Kjældgaards ”Meningen med velfærdsstaten” viser, at det allerede i midten af 1960’erne stod klart, at forsøget på at forlene velfærdsstaten med en meningsgivende kulturpolitisk overbygning slog fejl.
Det er en skam, at de er kommet så sent, at Ove Kaj Pedersen ikke har haft lejlighed til at inddrage dem i sine overvejelser, for de kunne have tjent som en klargørende baggrund for hans pointe, nemlig, at mens det er lykkedes at løse det finansielle problem, som Jørgen Dich pegede på, er der ikke tilvejebragt noget svar på spørgsmålet, hvad meningen er med velfærdsstaten.
Pedersen stiller det op som en række af paradokser: ”Hvordan kan den danske konkurrencestat fremstå som en verdensstjerne, men samtidig udsættes for ubønhørlig kritik? Hvordan kan sammenlignende statistik vise, at Danmark har en konkurrencestat med en betydeligt – positiv – fordelingseffekt, mens debatten alligevel er rundhåndet med eksempler på ulighed, fattigdom og folkesygdomme. Hvordan kan sammenligninger vise, at Danmark har en effektiv offentlig sektor, der leverer høj kvalitet for stadig flere, mens debatten alligevel flyder over med skrækeksempler på misrøgtede patienter, brutaliserede relationer mellem borgere og offentlige medarbejdere? Hvordan kan sammenligninger vise, at danskernes tilfredshed med deres liv er højere end nogen anden befolknings og har været stigende siden slutningen af 1990’erne, altså under konkurrencestaten, mens debatten alligevel er grebet af en slags kollektivt mismod med argumenter om forringet livskvalitet, udbredt stress og tab af livsmod? (…) Og hvordan, endelig, kan mange påstå, at den offentlige sektor er skåret til benet, mens omkostningerne til velfærdsydelser og -service aldrig har været højere?”.
Mens det med konkurrencestatens modifikation af den skandinaviske velfærdsstat er lykkedes at skaffe medvind på alle de økonomiske cykelstier, er spørgsmålet, hvorfor konkurrencestaten har udløst en sådan kritik, ”selvom den har leveret velstand og velfærd, finanspolitisk holdbarhed, lighed og tryghed i verdensklasse?”.
Svaret er, at der ikke er tale om en finansieringskrise, men en legitimeringskrise. Igen er det en skam, at Pedersen ikke har haft lejlighed til at konsultere en tredje bog fra i år, Esben Schjørring og Michael Jannerups undersøgelse af forholdet mellem værdipolitik og fordelingspolitik efter 2001, hvor de stiller det afgørende spørgsmål, hvorfor fordelingspolitik ikke længere kan vinde valg.
Schjørring og Jannerups svar er ikke nødvendigvis det rigtige, men spørgsmålet er begavet stillet, for det peger i netop den retning, som Pedersen kigger i. Konkurrencestaten løste velfærdsstatens økonomiske krise uden at sætte velfærdsstatens kerneopgave over styr. Det er i global, ja, i europæisk sammenhæng, en helt enestående bedrift. Problemet er, at vælgerne ikke belønner dem, der løste dette problem, men dem, der fører valgkamp på en værdipolitisk dagsorden.
At Pedersen er så urutineret en pamfletist, er charmerende, fordi han ikke har noget særlig kalkuleret forhold til, hvordan den offentlige debat fungerer.
Det er på den anden side irriterende, fordi han tydeligvis ikke har nogen sikker fornemmelse af, hvem hans publikum er, eller hvordan man mest hensigtsmæssigt skruer en tekst sammen. Hvis Ove Kaj Pedersen føler sig misforstået, har han først og fremmest sig selv at takke.
I forordet takker han hjerteligt sine to forlagsredaktører for deres store indsats. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket skrummel af en tekst de fik indleveret til at begynde med. Han virker i passager som en, der ved et tilfælde er drattet ud af det berømte elfenbenstårn og nu lidt fortumlet står og forsøger at samle tankerne, så han med begge hænder kan øse af sin visdoms fylde for de tilstedeværende repræsentanter for den læsende offentlighed.
Han har heldigvis for den anmelder, der forsøger at finde hoved og hale i bogen, en evne til at samle sine pointer i velturnerede aforismer, men de er øer af klarhed i et hav af snakkesalighed. Teksten kunne snildt halveres uden meningstab.
Faktuelt ryger der for mange finker af panden. Enevælden varede ifølge Pedersen 400 år. Den varede i Danmark under 200 år. Han mener, at ”fra 1969 er det kun chefer i centraladministrationen, der er ansat som tjenestemænd”. Det vil komme bag på de mange postbude, lokomotivførere, professorer, politibetjente, skolelærere og sognepræster, der også efter 1969 har været eller er tjenestemænd. Pedersen mener også, at værnepligten er indført i slutningen af 1800-tallet. Han bør nok lige læse op på Junigrundloven af 1849.
Til syvende og sidst er de spørgsmål, som Ove Kaj Pedersen tager op, imidlertid så vigtige, at drøftelsen af dem ikke må lade sig distrahere af hans manglende evne til at meddele sig i veldisponeret, kortfattet klartekst eller forholde sig samvittighedsfuldt til historiske kendsgerninger. Eller for at tale pedersensk: det er et paradoks, at en så vigtig og tænksom bog er skrevet så dårligt.
Læs interview med forfatteren på