David Frum gider ikke tale om Donald Trump. Han gider ikke tale om Trumps seneste tweets, om Trumps forhold til sin datter og svigersøn eller hvad det betyder, at en kendt pornostjerne nu sagsøger Trump.
”Det konstante fokus på præsidentens personlighed er en distraktion,” mener Frum.
”Det egentlige problem er, hvorfor de barrierer, der burde udelukke en mand som Donald Trump fra at bestemme over en hel nation, brød sammen her i USA.”
I sin nye bog ”Trumpocracy” søger David Frum svar på, hvorfor det amerikanske demokrati ikke var stærkt nok til at stå imod Donald Trump, som Frum kalder ”en kleptokrat forklædt som nationalpopulist”. En mand, der ikke ser det som sin pligt at værne om USA’s demokratiske principper og traditioner og ingen moralske skrupler har over at svække landets institutioner, hvis det kan fremme hans egne interesser og berigelse. Ifølge David Frum en farlig mand, som ønsker at forvandle det amerikanske demokrati til et korrumperet ”Trumpocracy”.
David Frum opfordrer amerikanere, der deler hans bekymringer, til at rette blikket mod resten af verden, hvor nationalpopulister ligeledes er på fremmarch i de fleste vestlige demokratier, og hvor valget af stærke mænd har ført til et demokratisk forfald i lande som Rusland, Sydafrika, Tyrkiet, Filippinerne, Venezuela og Ungarn.
”Jeg håber, at valget af Trump kan fremme en større grad af amerikansk ydmyghed og forståelse for, at vi tilhører den samme forening af nationer som andre udviklede lande. At USA ikke permanent er undtaget fra historiske eller politiske tendenser, men også er sårbart over for det pres, som overgår andre lande. Donald Trump som fænomen er større end de amerikanske forenede stater, og derfor må vi også søge en forklaring, der er større end os selv.”
Som en af USA’s mest fremtrædende Trump-kritikere bliver David Frum nu modtaget med åbne arme i USA’s venstreorienterede kredse. En omfavnelse, der er ny for den intellektuelle canadisk-amerikanske forfatter med jødisk baggrund, der opfandt udtrykket ”ondskabens akse” som taleskriver for George W. Bush og var en markant fortaler for krigen mod terror.
Måske skyldes populariteten, at konservative af min slags nu er en truet art, siger David Frum med et smil.
”Magasinet Esquire beskrev drillende, hvordan hele den konservative ’Never Trump’-bevægelse kan være i min dagligstue.”
Men for David Frum er det ramme alvor, når han beskylder sit eget parti for ”et enormt demokratisk svigt”.
”Der er ingen undskyldning for at lade stå til over for autoritære tendenser. Som konservativ bekymrer det mig dybt, at vores amerikanske republik bliver korrumperet. Jeg ønsker at bevare USA som et liberalt demokrati, jeg ønsker at bevare normerne og institutionerne i det amerikanske samfund, og jeg ønsker at bevare de frie markedskræfter.”
David Frum bliver ofte spurgt, hvordan han kan kalde sig selv republikaner, når han ved valget i 2016 stemte på demokraten Hillary Clinton. Som svar peger Frum på Frankrig som et eksempel på et land, hvor mange konservative stemte på Emmanuel Macron, selvom de var politisk uenige med ham.
”De forstod, at Marine Le Pen ikke var et acceptabelt alternativ inden for Frankrigs demokratiske system. I USA fejlede vi derimod. En af de måder, min konservatisme adskiller sig fra mange af mine republikanske venners, er, at jeg er meget mere bekymret over de farer, som truer vores lands sociale stabilitet. Det er en bekymring, europæerne kender til, men amerikanerne har ikke tidligere delt den bekymring.”
Det Republikanske Parti er ifølge Frum blevet blændet af det, han kalder hensynsløshedens politik. En politik, hvor USA’s to traditionelle partier ikke alene behandler hinanden som politiske modparter, men som fjender af det amerikanske samfund.
”Det overdrevne partipolitiske had er en enorm ressource for Donald Trump, som trives, hvis han kan lege del og hersk. Det er vigtigt at forstå, at hadet ikke bunder i en stor ideologisk forskel mellem vores partier. Vi har for eksempel aldrig haft et socialdemokratisk parti som i Europa. Den intense afsky, der har udviklet sig mellem Det Republikanske og Det Demokratiske Parti, handler om voksende kulturelle forskelle i deres baglande, om en øget splittelse mellem by og land, mellem ung og gammel, hvid og ikke-hvid og ikke mindst om, at mange amerikanerne ligesom europæiske borgere har opdaget, at det 21. århundrede har behandlet dele af befolkningen rigtig, rigtig godt, mens andre har fået det værre.”
Det er en splittelse, amerikanerne må konfrontere, hvis de vil overleve Trump-æraen, mener David Frum.
”Uden for den islamiske verden lever vi i en post-ideologisk tidsalder. Ingen tror længere på kommunismen eller fascismen. Så når den autoritære impuls hævder sig, kan den ikke bruge idelogi som en ressource til at mobilisere folk. Den må arbejde mere indirekte gennem vores følelser, vores foragt og vores utilfredshed og trives derfor bedst i et splittet samfund.”
Derfor peger David Frum på, at amerikanerne må i gang med den store selvransagelse af deres nationale selvforståelse.
”Vi har dele af USA uden for øst- og vestkysten og videnscentrene, hvor folk dør på stribe. Hvor de dræber sig selv enten bogstaveligt eller gennem stof- og madmisbrug. I det amerikanske samfund har vi haft den her idé om, at de eneste folk, der behøvede vores hjælp, var efterkommere af slaver eller immigranter, mens den gamle garde klarede sig fint, fordi de var priviligerede. Men mange fra USA’s største etniske grupper har indset, at deres liv går i stykker, at deres økonomiske fundament forsvinder, samtidig med at de bliver talt til, som om de er USA’s aristokrater. Ligesom mange steder i Europa føler de sig tværtimod som de dårligt stillede. Hvis der er noget, vi kan lære fra Trump, så er det, at vi også må tage vare på den del af vores medborgere.”
David Frum peger på tre overordnede skred i det amerikanske samfund, som han mener har ført til dybe skel i den amerikanske befolkning.
For det første, at USA’s middelklasse har oplevet en økonomisk deroute, samtidig med at formuerne er blevet koncentreret på færre hænder.
”Hvis vi kigger på de udviklede lande, så er størrelsen af middelklassen en god indikator på, hvor godt landene har klaret sig. Lande, hvor middelklassen har det godt som Canada, Australien og de skandinaviske lande, har oplevet mere demokratisk stabilitet.”
For det andet har fraværet af universelle offentlige ydelser i USA skabt en bitter kamp mellem den aldrende babyboomer-generation og så resten af USA om, hvem der skal have adgang til de få eksisterende ydelser.
”I en nøddeskal er det, hvad oprøret imod Obamas sundhedsreform, ’Obamacare’, gik ud på. Tea party-bevægelsen ønskede at forsvare Medicare, det sundhedsprogram vi har for folk over 65 år, selv hvis det betød, at de udelukkede alle andre fra at få adgang til sundhedssystemet.”
Som et tredje skred peger David Frum på en meget stor tilstrømning af immigranter specielt i de nederste lag af det amerikanske samfund.
”I USA vil vi ikke anerkende, at immigration også er en belastning for samfundet. Politologer og journalister deler befolkningens reaktion på immigration op i to dele. Der er en økonomisk grund til at reagere på immigration, og den er vi forstående over for, men hvis det handler om kultur, så er vi fordømmende. Men sådan opfatter folk ikke den virkelige verden, hvor de to følelser ofte er blandet sammen. Folk bider mærke i, at deres by ikke længere er så fremgangsrig, samtidig med at der kommer en masse folk til, som ikke taler engelsk. Så protesterer de imod begge dele.”
Pointen er, at immigration skaber vindere og tabere.
”I USA er de største vindere – ud over immigranterne selv – de store kapitalejere og så den højtuddannede del af befolkningen. Men der er også tabere, som ikke er blevet anerkendt som tabere, men får at vide, at de som amerikanere bør kunne lide immigration. Samtidig har politikerne ikke forsøgt at håndtere belastningen ved at tage stilling til, hvor mange immigranter der må komme til landet, eller ved at skabe et mere omfattende socialt sikkerhedsnet.”
Alle tre skred har paralleller i andre vestlige demokratier, og David Frum råder amerikanerne til at frigøre sig fra idéen om, at USA til alle tider er fundamentalt anderledes end alle andre lande.
”Tænk, hvis vi kunne anerkende, at vi kan lære noget fra andre landes erfaringer med immigration, med fordeling af offentlige ydelser og en middelklasse i oprør. Trump som fænomen er større end USA, og derfor må vi også søge en forklaring, der er større end os selv.”
David Frum mener, det er et åbent spørgsmål, om Det Republikanske Parti ender som et national-populistisk højreparti eller genopfinder sig selv efter Trump som et parti, der igen vil værne om USA’s konstitutionelle demokrati og om de politiske normer og traditioner, som Frum mener er samfundsbærende.
”Hvis Trumps politiske projekt lykkes, vil Det Republikanske Parti blive konsolideret som et mere eller mindre eksplicit autoritært parti. Vi taler ikke om et parti, der vil forsøge at aflyse demokratiske valg. Vi taler om et parti, der siger ’her regerer folket, og med folket mener vi dem, hvis bedsteforældre levede i landet’. Det lyder drastisk, men det er sket flere gange i USA’s historie. Vi har til alle tider haft en debat om, hvad vi mener med folket i en demokratisk forstand. Betyder det mænd, hvide, folk der ejer et hjem, folk der ikke har en kriminel baggrund? Hvorfor er det, at studerende i Texas ikke kan bruge deres billedlegitimation fra universitetet til at stemme, mens våbenejere kan bruge deres våbentilladelse som identifikation?”.
Hvis amerikanerne derimod ved de næste par valg sætter en stopper for ”Trumpocracy”, så må Det Republikanske Parti lede efter nogle nye svar på USA’s udfordringer.
David Frum vil ikke spå om fremtiden, men han finder håb i, at reaktionen på Trump ikke har været afbrænding af amerikanske flag og voldelige protester, men fredelige massedemonstrationer og et øget demokratisk engagement.
”Donald Trump forsøger at gøre krav på de amerikanske symboler, men det er mislykkedes, fordi amerikanere, der ikke ønsker Trump ved magten, nægter at give køb på dem. Vi oplever en patriotisk reaktion imod Trump, og det er utroligt opmuntrende.”