I forfatter og sociolog Henrik Dahls nye roman, NT en forstadstragedie, er der en mand, der er godt og grundigt træt. Træt af, at hans kone hele tiden vil lave alting om med ny livsstil, ny diæt og nye måder at være sammen på.
Bogen har et budskab om, at forandringer er til det værre. Og det kan blive starten på en ny, konservativ tendens i dansk litteratur, mener Erik Svendsen, lektor ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
LÆS OGSÅ: Tidens forfattere er godt tilfreds med tingenes tilstand
Det, Henrik Dahls bog viser, er, at der også findes kunstnere, der har rod i det konservative. Og det er spændende at se, om han vil animere andre forfattere til at skrive konservativt og traditionsbeskyttende, siger han.
Men konservative værdier er faktisk allerede ved at vinde indpas i et stadig mere mangfoldigt dansk kulturliv, mener Jesper Beinov, kulturredaktør på Berlingske.
Det ser han blandt andet komme til udtryk, når de fleste større danske kunstmuseer har valgt at udstille klassikere dette efterår, for eksempel guldalderudstillingen Guld på ARoS og dobbeltudstillingen om Søren Kierkegaard og maleren J. Th. Lundbye på Nivaagaards Malerisamling.
Det er ikke partipolitisk konservatisme, men en besindelse på, at der findes nogle blivende værdier som ærlighed, ære og pligt i vores rødder. Alene det, at de værdier ikke bare bliver smidt på historiens mødding, men at de dyrkes, er jo et udtryk for noget konservativt, siger han.
Ifølge Hans Hauge, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, ses de traditionsbevarende træk også i såvel DRs Bonderøven som sangeren Allan Olsens seneste album Jøwt på vendelbomål. Det får succes, fordi finanskrisens usikkerhed har skabt en længsel mod gamle tider, mener han.
LÆS OGSÅ: Overlæger: Danskerne skal få børn tidligere
Krisen har gjort folk glade og tilfredse med, hvordan tilværelsen er. Og det kan godt kaldes en slags pragmatisk konservatisme, hvis det betyder, at man helst ikke vil have ting lavet om. Der er en længsel, men den formuleres ikke som noget konservativt, siger han.
Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør har også lagt mærke til tendensen. Men hun ser en fare ved, at forandringsuvillighed fremelskes i litteratur og kunst.
Hvis man holder fast i, at man selv lever efter de bedste normer og regler, og at det aldrig skal laves om, ender det med, at vi bruger det mod hinanden. Småborgerligheden trives stadig i bedste velgående, i parcelhuskvartererne såvel som hos speltmødrene på Østerbro i København. Bag det foregøglede frisind lurer moralismen, hvor vi gør os til dommere over hinanden. Og den slags blød konservatisme er jeg absolut imod.