Hvorfor kunne rejsekongen Simon Spies ikke holde snitterne fra de purunge piger? Og hvorfor så Danmark ikke blot gennem fingrene med det, men hyldede faktisk den kroniske grænseoverskrider.
Spørgsmålet er blevet aktuelt i den offentlige debat efter en tv-dokumentar på DR havde premiere i august. Pludselig gik der en prås op for offentligheden. Han var jo en gris! Debatten er indtil videre forsumpet i den alt for forudsigelige frontdeling mellem højre- og venstre. Hvis skyld var det? De andres naturligvis!
Spies er ikke emnet for bogen "Den borgerlige orden" af det konservative "power couple" Eva og Rune Selsing, der udkommer tirsdag. Alligevel rummer bogen et tænksomt svar på spørgsmålet. Den fortjener at blive læst.
Rune og Eva Selsing har længe været markante nationalkonservative stemmer. De er skribenter af den slags, som alle de rigtige rynker på næsen af. Ikke alene mener Selsingerne nemlig alt det forkerte. De mener det også alt for meget. Sådan er det også i "Den borgerlige Orden". Det er en af bogens kvaliteter. Den sætter sig radikalt på tværs af tiden og dens alt for satte sandheder.
Ifølge Selsingerne er ikke bare konkrete normer, men også forestillingen om det normale under angreb i vores tid. Kulturen og tænkningen har vendt sine kanoner mod det almindelige menneskes almindelige liv, dømt dette menneskes værdier ude og efterladt ham eller hende i en verden præget af mismod og ensomhed.
Idéernes konsekvenser
Bogens substans ligger mindre i samtidsanalysen, der synes at tage for givet, at læseren er enig med forfatternes negative vurdering af vores samtid, end i det konsekvente og ambitiøse forsøg på at eftervise den åndshistorisk linje, som er skyld i det moderne forfald. Bogen insisterer på at tage filosofien alvorligt som samfundsomvæltende faktor. Idéer har konsekvenser.
Samtidig flytter Selsingerne fokus fra de åbenlyst politiske idéer – socialisme, liberalisme og konservatisme – til den egentlige filosofi. De store kanoner. Der eksisterer en tænkning – en ”hadets filosofi”, som har lært os at hade den borgerlige orden og ikke mindst dens nødvendige forudsætning, kristendommen.
Denne åndslinje strækker sig fra den tyske filosof Nietzsche, der proklamerede Guds død og overmenneskets komme, over Heidegger, der lagde videnskaben i graven ved siden af Vorherre, og så herefter Sartre og hans samleverske det feministiske ikon Simone de Beauvoir. Skildringen af disse mildt sagt ulækre eksistenser, hører til bogen bedste. Efter disse et væld af postmodernister og poststrukturalister som Michel Foucault, Jaques Derrida og Gilles Deleuze. Filosoffernes mål var det grænseløse liv. Derfor blev deres filosofi et had til det bestående, begrænsede småborgerlige liv.
Hadets filosofi er i hovedsagen eksistentialismen og dens efterskælv. Med Nietzsche og Heidegger blev tænkningens og moralens faste holdepunkter ophævet til fordel for en betoning af det enkelte menneskes autenticitet. Hos Nietzsche møder vi idealet i ”overmennesket”, hos Heidegger i kritikken af det konforme menneske, hvis selv determineres af andre.
Man skulle bryde med dette og leve i egentlighed. Hos Sartre bliver det frie valg i det hele taget forudsætningen for at leve autentisk.
Eksistentialismens ideal om at vi skal være autentiske opfattes her som drivkraften bag opgøret med normerne. Eksistentialisterne betonede valget, men lagde ikke just op til, at man så kunne vælge det småborgerlige liv. Tænkningen er fastlåst i modsætningen mellem det småborgerlige og det autentiske. Den er antiborgerlig og asocial.
Gud reduceret til en artig sakralitet
Synspunktet har meget for sig, og Selsingerne viser, hvordan denne tænkning drev over i kunsten, hvor det grænseoverskridende nu er så trivielt som lørdagskylling – og helt ind i vores sovegemakker, hvor den har gjort erotikken til en slave for frigørelsen.
"Den borgerlige orden" er her et oprigtig bidrag til en samtale om det gode liv. Ikke mindst borgerlige bør læse den.
I sidste ende overbeviser opbyggeligheden ikke. Hvordan kommer vi ud af normopløsningen? Ved at komme ud af gudløsheden! Hvordan kommer vi så ud af den? Ja, ved at finde Gud! Lettere sagt end gjort. Det viser sig da også hurtigt, at vi kan nøjes med det guddommelige, det evige og ”det sakrale”.
Gud er reduceret til en artig sakralitet, der skal holde hånden under og over den borgerlige orden og dens moral. Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan finde Gud, hvis det vi søger, er en religiøst støttefod for det småborgerlige liv? Jeg sympatiserer med bestræbelsen, men tvivler. Gud er ikke det samme som vores længsel efter orden eller det hellige.
Måske skabte eksistentialisme heller ikke gudløsheden. Var den had? Eller måske også et forsøg på at besvare det spørgsmål, der opstår efter Guds død, nemlig ”hvad så nu?”. Eksistentialisme er en egoisme. En falsk Gud, der forstærker den nihilisme, der betinger den. Men den er også en trøst for det i forvejen ensomme menneske. Og denne ensomhed er et moderne grundvilkår.
Hvis du vitterligt kun har dig selv, gør eksistentialismens autenticitets-præk en dyd ud af nødvendigheden. Et figenblad for din stolthed. Såre menneskeligt.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvorfor kunne Spies ikke holde snitterne fra pigerne? Jo, på grund af Heidegger naturligvis!
Eva Selsing & Rune Selsing: Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske. 282 sider. 275 kroner. Eksistensen.