Uortodokst forsøg på at formulere en kristendom, der på én gang oplyser og opliver

Frisk og utraditionel vinkel på kristendommen fra Anne-Cathrine Riebnitzsky

Uortodokst forsøg på at formulere en kristendom, der på én gang oplyser og opliver

Den, der har læst Anne-Cathrine Riebnitzskys romaner, vil givetvis have bemærket, at forfatteren er bibelkyndig, ligesom hun tydeligvis har et kristent ståsted. I ”Tro i hverdagen” får vi fortællingen om forfatterens vej ind i kristendommen.

Riebnitzsky beskriver sig selv som både intelligent og smuk.

Jeg finder ingen grund til at bestride nogen af delene, skønt jeg er så håbløst gammeldags opdraget, at jeg mener, at det bør være omgivelserne, der når frem til den slags konklusioner. Men i litteraturens verden er beskedenhed uden tvivl et handicap.

Og Riebnitzsky har bestemt fortjent sine mange læsere og De Gyldne Laurbær, som hun ikke hviler sig på. Det viser denne bog, der røber en sindets munterhed eller en ukuelighedens nådegave hos forfatteren.

Under læsningen forstår man, at hun i høj grad også har haft brug for at trække på de egenskaber.

Riebnitzsky har haft et mareridt af en barndom med en utilregnelig far og en uligevægtig mor, men gennem kristendommen lærte hun betydningen af tilgivelsen og at tænke stort. Bogen bærer med rette titlen ”Tro i hverdagen”, for det er just, hvad den handler om. Riebnitzsky tøver ikke med at henvende sig til Den Almægtige om stort og småt i dagligdagen, og hun oplever, at hun bliver hørt – også dengang det gjaldt om at finde lykken i et ægteskab:

”Jeg kan ikke love nogen, at Gud altid svarer på den måde. Men svaret kom i form af en mand, jeg næppe selv ville have valgt. Jeg syntes blandt andet, at han var betænkeligt tynd… Ak ja.”

Forfatteren er ikke ukritisk over for den måde, hvorpå kristendommen præsenteres i protestantismen: ”Til tider skulle man tro, at der var særlige statspræmier for selvopofrelse”.

Riebnitzsky advarer nemlig imod, at man som kristen totalt negligerer sine egne behov: ”Du kan ikke yde for fællesskabet, hvis du ikke også tager vare på dig selv.”

Bogen er let læst og efterlader samtidig indtrykket af at være hastigt affattet. Eksempelvis henviser Riebnitzsky til Paulus’ Brev til Kolossenserne (3, 15), som hun ”parafraserer efter hukommelsen: ’Lad fred afgøre alle sager…’” Forfatteren kunne her have slået op i Bibelen, hvor der står: ”Kristi fred skal råde i jeres hjerter”.

Det er jo ikke helt det samme.

Til slut forklarer Riebnitzsky, at hun efter langt tids søgen har fundet sig bedst til rette i frikirkemiljøet, selvom hun for resten i lange perioder slet ikke frekventerer kirken. Hun søger imidlertid Gud hver dag eller med hendes egne ord, så er hun i kontakt med kontroltårnet hver dag.

”Tro i hverdagen” er en bog, der vil ægge til modsigelse blandt traditionelt tænkende teologer, men alle andre kan roligt læse med. Her er tale om et uortodokst forsøg på at formulere en kristendom, der på én gang oplyser og opliver, og hvor kadencen minder om det talte sprog.