Per Kirkeby: Læse. Uddrag af den store tekst 1961-2011. Redigeret af Asger Schnack. Tiderne Skifter. 496 sider. 350 kroner.
Omslaget til den monumentale udgivelse af Per Kirkebys prosa og lyrik igennem 50 år er yderst smagfuldt. På sort baggrund træder de hvide staver i titlen Læse tydeligt frem understøttet af forfatter- og forlagsnavn i grå toner. Intet andet end skrift udgør omslaget, og det signalerer, at det er sproget, denne handler om, skønt forfatteren af de fleste forbindes med maleriet.
LÆS OGSÅ: En romantisk fontæne
Per Kirkebys position i moderne dansk billedkunst skal ikke diskuteres her. Men det er klart nok hans fremtrædende stilling i kunstverden, der er den umiddelbare anledning til udgivelsen. Som forfatter har han nemlig aldrig opnået samme anerkendelse. I litteraturhistorierne er han højst en biperson inden for 1960ernes eksperimenter i retning af en uprætentiøs og ikke-symbolsk digtning.
Man kunne havde den mening, at Kirkeby ikke er en højt anerkendt som forfatter, fordi han først og fremmest nyder respekt som billedkunstner, og man er sjældent lige god til begge udtryksformer. Omvendt kan man mene, at Kirkeby ikke bliver en større forfatter af at være en stor billedkunstner, de to ting kan og bør skelnes fra hinanden.
Efter at have mavet mig igennem den store læse er jeg tilbøjelig til at mene det sidste. I al fald er Kirkebys forsøg med lyrikken ikke videre imponerende. Hans vers er jævnt intetsigende, fulde af alt for banale konstateringer, som hverken prenter sig ind i sindet eller afføder nogen overvejelser. Hvad skal for eksempel stille op med følgende lille digt:
Det sorte hul/ de grå flader/ de snavsetgule altaner/ de koldgrønne altankasser/ zinkhvid bag vinduet/ i en Berliner Gade?
Hvis nogen skulle tvivle på, om dette virkelig kan være et dækkende eksempel på Kirkebys lyriske evner, gives her endnu en prøve:
Pludselig så jeg/ at det virkelig/ var helt rigtigt/ at gadelampens lys/ var lange stråler/ der koncentrisk/ gennemløb den mest vulgære farveskala / ved at ånde på ruden/ julenat mens jeg forsøgte at se ud over fjorden.
Nå, langt mere bid for ikke at sige vid er der imidlertid i Kirkebys essayistiske ræsonnementer over billedkunsten, og disse fylder heldigvis det meste af læseen. Man fornemmer en intens, langstrakt dialog med maleriets store mestre, et stadigt forsøg på at nærme sig en forståelse af, hvad malerne gør, når de lykkes med deres forehavende. Dialogen går tilbage i kunsthistorien til de danske guldaldermalere, ikke mindst til billedhuggeren Thorvaldsen, og den går uden for Danmarks grænser til amerikansk pop-art og forskellige former for europæisk modernisme.
Den kunstner, hvis navn oftest nævnes, er Asger Jorn. I et kortere prosastykke fra 1995 indkredser Kirkeby meget overbevisende, hvorfor kan må vende tilbage til og blive ved med at se længe og indgående på hans billeder, skønt hans generation i 1960erne forkastede Jorn som noget, man havde passeret. Når Kirkeby er bedst, involverer han læseren i en intim refleksion over maleriets alt andet end banale refleksion af virkeligheden.
Læseen indeholder desuden læsværdige prosatekster, som ikke nødvendigvis befatter sig med kunsthistorien. For eksempel kan man give sig hen til en serie optegnelser fra en rejse rundt på Sjælland og til Det Sydfynske Øhav i 1974. De nøgterne og dog indlevede beskrivelser af landskaber, landsbyer og landsbykirker minder én om, at Kirkeby ikke bare er dygtig til at intellektualisere over kunst, men sandelig også kan se og sanse den omgivende natur og kultur.
Det er vanskeligt inden for disse rammer at komme rundt om alle sider af en læse på knap 500 sider, og som strækker sig over en periode på 50 år. Billedet må nødvendigvis blive ufuldstændigt og præget af personlige præferencer.
En af de små tekster, som har brændt sig fast, har overskriften Biografi. Den handler om, hvordan Kirkeby begyndte at tegne i mellemskolen eller rettere, hvordan han blev bevidst om, at han kunne noget særligt med en blyant. Hans begynderfejl var dog, at han tegnede planter, sådan som han vidste, de ifølge botanikkens system skulle se ud, og ikke sådan, som han rent faktisk så den enkelte plante. Problemet løste sig senere for ham:
Jeg læste naturvidenskab ved universitetet, selvom jeg drømte om at blive maler. Og først da blev jeg klar over, at systematik kan være fantasiens årsag, blev jeg maler.
Læse skal mere læses for sine utallige begavede refleksioner og selvrefleksioner over billedkunsten end for sine talrige hurtigt læste og hurtigt glemte digte og prosatekster. Bogen markerer kort sagt en beundringsværdig konstant koncentration igennem et langt liv.