Jeg er stor beundrer af den britiske sanger og sangskriver Morrissey, men har det lidt svært med hans romantisering af kriminelle og kriminalitet. Efter at have læst Jean Genets 1949-essay ”Det kriminelle barn”, der indgår i tekstsamlingen af samme navn, sidder jeg med præcis samme følelse af idealisering iblandet homoseksuel tiltrækning, som når jeg lytter til eksempelvis ”First of the Gang to Die”, hvor Morrissey synger om ”the pretty, pretty thieves”.
Men den franske forfatter og dramatiker, der døde i 1986, kendte modsat Morrissey kriminaliteten indefra. Allerede som dreng blev han taget for smårapserier og endte år senere også i fængsel. For at slippe ud meldte han sig til Fremmedlegionen, hvorfra han siden stak af og rakkede rundt i Europa i årevis, og først i 1937, i en alder af 27 år, endte han i Paris, hvor han blev sigtet for usædelighed, tyveri, vagabondering, falske papirer og desertation.
Det var i det næste urolige, men uhyre produktive årti, han skrev de skandaløse og storsælgende værker, der har givet ham plads i verdenslitteraturhistorien, ikke mindst i kraft af ”Tyvens dagbog” – om en ung mand, der ernærer sig som tyv og trækkerdreng og har en svaghed for hårdhændede elskere – fra 1949.
Med hjælp fra beundrere som Jean-Paul Sartre, Pablo Picasso og Jean Cocteau lykkedes det også Genet at blive benådet fra den livstidsdom, der hang over hans hoved. Men han holdt op med at skrive romaner. I stedet skrev han dramatik og tekster om en bred vifte af emner, sådan som det ses af det udvalg fra 1949-1985, som Rasmus Graff og Morten Chemnitz har foretaget i ”Det kriminelle barn”. Og selv nu, på så mange års afstand, evner Genet at irritere og provokere med sine romantiserende ord om de unge kriminelle mænd, som han håber ”vil bevare det oprør som gjorde dem smukke”.
Men hos Genet synes kriminelle også at være en metafor for kunstnere, der, som han selv, overskrider lov og moral for at skabe, sådan som det antydes her:
”Hvis det ubehagelige, det hensynsløse, repræsenterer den kraft I kæmper imod, vil vi være denne onde kraft. Vi vil være det materiale som yder modstand og uden hvilket der ikke findes kunstnere.”
Den kriminelle som kunstner, kunstneren som kriminel. Det er en interessant sammenstilling, der vækker eftertanke i 2021, hvor kunstnere er så bange for at falde i spindet af identitetspolitiske snubletråde. Og i en tid med politimord på sorte i USA og med Israels forsøg på at annektere de palæstinensiske områder er der også noget at komme efter.
Genet rejste i USA i 1970 og skrev en række tekster om De Sorte Pantere og sorte stemmer som Angela Davis, George Jackson og Bobby Seale. Senere samme år rejste han i Mellemøsten og skrev om palæstinensernes sag og om frihedskæmperne, fedayinerne, og vel er der en lidt skinger aktivistisk tone i nogle af teksterne, men også den evne til at stikke til korrektheden, han syntes født med.
Som når han et sted mener:
”En anti-arabisk racisme er tilstede i enhver europæer i dag, næsten som en virus, i en grad så man må spørge hvorvidt palæstinenserne overhovedet kan regne med hjælp fra os, selv i det mindste.”
Tekstsamlingen er noget af en rystetur. Fra tanker om at skrive over politisk agitation og indfølte kunstnerportrætter til reportage-lignende indslag om ulighed, krig og undertrykkelse. Men når man har vænnet sig til formen, den på samme tid rå og patosladede stil, der altid samler sig til et forsvar for de marginaliserede, for outsiderne, så er det en oplevelse af læse Genet.
Også når han kører helt af sporet i en tekst om Rote Armee Fraktion, hvor han skriver:
”Vi skylder Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Holger Meins, Gudrund Ennslinn og Jan-Carl Raspe, RAF som helhed, at have vist os ikke kun med ord men med handlinger, uden for fængslet og i fængslet, at vold alene kan ophæve menneskets brutalitet.”
Passagen taler for sig selv i al sin velformulerede uhyrlighed. Her er lovovertræderne ikke smukke, Morrisseyske kunstnertyper, men en samling mennesker, der myrdede med koldt blod.
Genet er på godt og ondt en ener. Og trods sin insisteren på at være en af dem, en af de forråede og kriminelle, også sært blåøjet i sin tro på volden i det sande og det rigtiges tjeneste, ja, på hele den revolutionsromantiske fortælling. Om man ikke kan holde det ud, eller som jeg finder anfægtelsen stimulerende, er en smagssag. Men der er uanset hvad stor skønhed og ømhed at hente rundtomkring i bogen. Som i ”Linedanseren”, hvor Genet skriver om den tysk-algierske linedanser Abdallah Bentaga, han mødte i 1956 og levede sammen med indtil Bentagas selvmord i 1964. Tag bare de poetiske åbningslinjer:
”En guldpaillet er en lillebitte gylden metalskive med hul i midten. Den er tynd og let og kan flyde på vandet. Nogle gange bliver der en eller to hængende i en akrobats krøller.”
Det er digteren Morten Chemnitz, der så sikkert og lydhørt har oversat Genets mildest talt varierede tekster, der bliver siddende i tankerne og i kødet. På godt og ondt.