”Husk, det er bare teater”.
Ordene er instruktør Sargun Oshanas, og de falder som beroligende replik midt i en mildt sagt uvant situation under urpremieren på "Kannibalen". For det er sjældent, at teater ligefrem afstedkommer fysiske reaktioner – angstanfald og opkast – blandt publikum. Det var dog ikke desto mindre, hvad der skete på Det Kongelige Teater forleden, hvor forestillingen måtte afbrydes og publikum gelejdes ud af salen, da flere tilskuere decideret blev dårlige af den voldsomt ubehagelige fortælling. Måske var det mørket, måske den kvælende hede i det lille scenerum, men stykkets udpenslede kannibalisme bidrog uden tvivl til premiereaftenens dramatiske optrin.
Jeg ved ikke, hvor længe vi har siddet i mørket, da forestillingen afbrydes. Fornemmelsen af tid og rum opløses, når dunkelheden slutter sig så tæt om sanserne. Både sal og scene er henlagt i et klaustrofobisk sort, som trækker stemmerne tættere på. To mænd. Et frygteligt stævnemøde. Billederne er vores egne, og de vokser og knopskyder med stemmernes stadig mere detaljerige beskrivelser. Det er ord fra en afgrund. Unævnelige laster udpenslet og forklaret med hårrejsende ædruelighed. Men ud af mørket vokser også en overraskende ømhed. En kærlighedshistorie om to forkomne sjæle, der finder hinanden.
Beretningen er hentet fra virkeligheden. Det handler om kannibalen fra Rotenburg, den 41-årige enspænder Armin Meiwes, der i 2001 dræbte og spiste sin date Bernd-Jürgen Brandes efter fælles aftale. De to har forinden truffet hinanden i et chatforum på nettet, hvor Meiwes søgte én, han kunne slagte og spise, og Brandes én, der ville fortære ham levende. De mødes på Meiwes’ herregård i Rotenburg, hvor den blodige seance udspiller sig. Vi hører, hvordan Brandes’ penis skæres af, først med en sløv, dernæst med en lidt skarpere kniv, hvordan Meiwes går i køkkenet og blancherer det afskårne lem med lidt hvidløg, salt og peber. Vi får tilmed teksturen af det bizarre måltid beskrevet; lidt gummiagtig, for sej til at tygge.
Og nogenlunde her i forestillingen er det så, at der udgydes foruroligende lyde fra salen, lyset tændes, og skuespilchefen må på rundgang med vandflasker til det opskræmte publikum.
Selvfølgelig er det spektakulært, når et teaterstykke på den måde kan fremkalde reaktioner, så forestillingen må afbrydes undervejs og publikum beroliges. Men det er nu ikke dét, og heller ikke den chokerende detaljerigdom i slagtescenerne, der gør forestillingen god. Så banalt er det ikke. Det er derimod Johannes Lilleøres begavede, nuancerige og ømtdunkende tekst. Det er skuespillerne, Morten Burian og Patrick Baurichter, der brillierer sublimt med deres lavmælt inderlige nærvær på scenen. Deres musikalske samspil, der får det allermest ufattelige til at flyde os i møde i mørket – ubesværet og uden distance.
"Kannibalen", som er Lilleøres dramatikerdebut og resultatet af Det Kongelige Teaters laboratorium for ny dansk dramatik, udmærker sig ved hverken at fordømme eller forskønne.
Det er en forestilling, der dristigt rækker ud over afgrunden og skaber forståelse for det, vi ikke forstår. Synlighed for det, vi ikke vil se. Den udfordrer forholdet mellem godt og ondt, offer og bøddel, på en interessant, ikke-pegefinger-pædagogisk måde. Og under alt det ækle banker en simpel universel længsel efter at blive ét med et andet menneske. Efter ophævelse af ensomheden. Ønsket om ikke at blive forladt.
Kannibalen er forsynet med en digters følsomhed og dybde, der gør ham umulig at afvise. Skræmmende let at forstå.
Sargun Oshana er lykkes flot med sin kompromisløse iscenesættelse, der pirrer vores sanser med sin mesterlige mørkeleg og sætter spørgsmålstegn ved, hvad der tåler dagens lys, og hvad, der må forblive uset.
Undervejs kommer jeg til at tænke på Nabokovs smukke pædofiliroman "Lolita", der bevæger sig i et tilsvarende gedulgt terræn. Perversionerne, det monstrøse og afvigende er tilsyneladende kommet for at blive. Uanset hvor flittigt vi ellers slører det i fortrængningens skygger. Men i "Kannibalen" konfronteres vi direkte og uden omsvøb med det makabre og bestialske, træder lukt ind i det dybeste menneskelige mørke – og finder lys.
Kannibalen. Manuskript: Johannes Lilleøre. Iscenesættelse: Sarhun Oshana. Forestillingen er en samproduktion med Teater Grob. Spiller på Det Kongelige Teater, København, til den 7. maj.