Indie for voksne ★★★★★☆
Aaron Dessner kan få rock- og poppublikummet til at lytte til meget langsom indie-folk. Han producerede Taylor Swifts meget populære ”Folklore” og ”Evermore”, og hun (og Fleet Foxes og cirka ti andre) synger på Big Red Machine-projektet, hvis anden ankermand er Justin Vernon. Et blødt klaver og inciterende kor danner bagtæppe til sange om depressioner, angst, sensitivitet og broderkærlighed. Dessner synger selv for første gang. Gruppens eksperimenter fra første plade er nedtonede. ”Magnolia” og andre sange popper let og kælent, så man tror, Swift står bag.
Godt flow dér ved lejrbålet med akustisk guitar og de mange stemmer og vidt forskellige personligheder, som mødes i en times musikalske udvekslinger. Det føles ofte intimt. Man(d) må gerne græde.
Falch føler Amor ★★☆☆☆☆
Kærligheden overvinder jo alt. Men kan den bo inde i en sang, så man får lyst til at spille den igen og igen? Ja, musik handler næsten kun om det. Falch har tidligere lavet langtidsholdbare sange om alt mellem himmel og jord og har i de senere år inviteret os helt ind i privaten. Nu synger han igen om, at han ikke længere vil barrikadere sig med ord.
Albummet ”Elsker” handler 100 procent om sangerens nyfundne kærlighed på den anden side af jorden, og romantiske klokker lyder allerede i første nummer. Men andres feriebilleder – og følerier – er ej altid vedkommende.
Den dygtige tangentspiller Adi Zukanovics elektroniske lydflader virker sjældent som den rigtige sovs til Falchs stemme. ”Rejs dig op”, det udmærkede sidste nummer om spillegal tro på held og Amors pil, rammer dog nogenlunde der, hvor den skal.
Knitrende poesi fra Norge ★★★★☆☆
Man forstår godt, at Nils Petter Molvær har valgt at lave et cover af Radioheads ”True Love Waits”, der glider let fra dur til mol, organisk, atmosfærisk buldrende. Den norske trompetstjerne og komponist er kendt for sin signaturlyd af knitrende elektronik, skønhedssøgende ambient og trippende percussion. Jeg har været solgt siden ”Baboon Moon” i 2012.
Molværs valg af samarbejdspartnere er altid spændende, også disse norske musikere, som ud over Radiohead også havde Talk Talks klassiske album ”Spirit of Eden” (1988) som et referencepunkt. Det høres flere steder, for eksempel melankolsk udflydende pedal steel i ”Honey In Your Head”, som Molvær synger hen over med sin lyriske trompet.
Boblende Boel ★★★★☆☆
Sandheden skal man høre fra originaler som Hanne Boel. Også når hun på ”Kopi”, hendes første dansksprogede album, låner sange fra blandt andre Marie Key, Medina, Lars H.U.G. og Peter Sommer. I sine nedbarberede, radikalt anderledes og rytmisk ofte noget kantede versioner finder den 64-årige rockdame nyt i alt det, vi kender.
Mest overraskende er ”Hurtige hænder” af det populære band The Minds of 99, der bobler lystigt omkring ord som ”Villige fødder/ Villige læber/ Kys mig og elsk mig”. 1980’erne møder 2021. Boel kan sagtens spænde de årtier.
Hvis verden vælter, har vi originalerne. Og kopierne. Det er faktisk en overset kunst at låne en sang – og tage vare på den, men også tage den nye steder hen. Jeg afleverer ikke villigt dette album tilbage. Nok hellere nogle af de oprindelige versioner.
Solskins-kærlighedshistorier ★★★★★☆
Driften mod bunden, kragernes holdeplads, det dybe (og altid kreative) Tom Kristensenske hærværk deler han med Nick Cave, og i åbneren ”Elskede at drømme, drømmer om at elske” fraserer Peter Sommer som Cave. Det hører jeg først for alvor nu. Sommer viser netop her, hvorfor han er en af de mest interessante danske sangere.
Han har flere versioner af sig selv: den stærke og den forvirrede. Hans dobbeltbundede, ru og kloge solskinskærlighedshistorier – samlet fra tidligere udgivelser – ledsages ikke af et stort band, men af Palle Hjorts tangenter, og den kammeragtige tone i disse chansons er vidunderlig.
Hvor skal Sommer gå hen efter dette epos, som må være et af karrierens absolut fineste; nu, hvor han er begyndt at springe ud som optimist?