Prøv avisen

Koret har smeltet franske hjerter

- ""Koret"" har ændret mit liv rent materielt, men hvad der er mere interessant er, at jeg nu kan komme igennem til de fleste i branchen i telefonen, hvilket ikke var tilfældet før i tiden. Det ændrer meget, siger instruktøren Christophe Barratier om sin store succes med ""Koret"", som næsten ni mio. franskmænd har set. Her ses instruktøren (i midten) under optagelserne. -- Foto: angelfilms.

INTERVIEW Med sin første film "Koret" har Christophe Barratier lokket næsten ni millioner franskmænd i biografen. Han har rejst verden rundt med sin film og kan sin historie om held, forstand og tidsånd på fingrene. Kristeligt Dagblad mødte ham i Paris

Da Christophe Barratier i begyndelsen af sidste år skulle vise sin film "Koret" til en forsamling af franske biografejere på filmtræf i Bordeaux, var han nervøs. Det kan ikke undgås, når man viser sin debutfilm for fremmede første gang. Barratier sad selv i salen og var ved at gå ud af sit gode skind, da han midt i filmen så en mikrofon i enden stikke ned øverst til højre i billedrammen. Enhver filminstruktørs mareridt og noget, som man gør alt for at gardere sig imod.

Han styrtede ud fra seancen og begyndte at ringe til sine teknikere og skælde ud. Bedst som han var ved at puste sig alvorligt op ovenpå premiere-nerverne, blev han hevet ind i salen igen. Biografejerne klappede, hujede og piftede og tilråb som "bravo" og "tak" fyldte salen. Lige netop der vidste Barratier, at hans liv var ændret, og da vi møder ham i Paris, har han redet på en succesbølge i et lille års tid. Knap ni millioner franskmænd har set "Koret", og filmen har været nomineret til både en Oscar og en Golden Globe. Ja, selv noget så utrendy som drengekor har fået en revival i Frankrig.

På en fransk kostskole for adfærdsvanskelige børn i 1950'erne får en humanistisk hjælpelærer med komponist-ambitioner (Gérard Jugnot) vendt op og ned på de ellers barske tilstande. Rektor er en mand af sin tid, og han straffer ethvert tilløb til uro med en tur i hullet.

"Koret" er en fransk udgave af "Døde poeters klub" med elementer af filmene "Billy Elliott" og "Mine aftner i Paradis". Barratier beskriver selv sin films tema som en historie om, "hvordan vores liv kan ændres af mødet med en kunstart".

Er nøglen til filmens succes ikke også nostalgi efter barndommen?

– Jeg tror ikke så meget på teorien om, at "Koret" rammer nostalgiske sjæle, for en rigtig stor del af publikum har været børn og unge, og de elsker typisk en film uforstilt og uden bagtanker. De er endnu ikke nostalgiske. Allright, hvis vi så siger, at en del af de voksne er nostalgikere, så er det i det mindste vigtigt at sondre mellem to slags nostalgi. Det duer ikke at sammenligne "At være og at have" (dokumentarfilm om et skoleår i en fransk en landsbyskole, red.) med "Koret", for den første film handler om nostalgien efter gamle dage. Hvis min film handler om nostalgi, så er det nostalgien efter barndommen. Ingen har jo lyst til at gå i den skole, vi ser i "Koret", siger Christophe Barratier.

Kan en så stor succes ende med at begrænse dig som filminstruktør?

– Man har advaret mig. Når du laver en film, der har en succes over hele verden, så er du nødt til at koncentrere dig om at følge den til dørs i et års tid. Det ville jo have set mærkeligt ud, hvis ikke jeg gjorde det. Du kan godt sige, at man på en måde mister et år som filminstruktør, men at besøge store lande som Spanien og Tyskland på promotion kan også bane vejen for næste filmprojekt. På et tidspunkt skal man selvfølgelig sige stop og komme videre, men at stå med en filmfiasko havde trods alt været værre. At lave sådan en fænomen-film sker kun en gang for mange instruktører og for endnu flere sker det aldrig.

Deres udsendte kan ikke lade være med at fortælle historien om Thomas Vinterberg, der rejste verden rundt med "Festen", og som pludselig var meget længe om at komme i gang igen. Barratier er nysgerrig efter at høre, om han så fik lavet film igen og hvad der videre skete.

– Det sker nok også til en vis grad for mig. Min næste film skriver jeg selv, og det vil tage en del tid. Det vigtigste er heller ikke så meget at få filmen hurtigt færdig, men at tænke over, hvad den skal indeholde meget hurtigt, og på det plan er jeg klar. "Koret" er gået ind på alle tiders franske top 20 med mere end ni mio. solgte billetter, så det vigtige bliver nu, at jeg ikke tænker på den næste film i rekordernes perspektiv. At følge mit instinkt er vigtigere end at lave det samme en gang til eller lave det modsatte bare for at bevise, at det nu er muligt. Det eneste, jeg kan sige nu, er, at jeg fortsætter med en film, hvor musikken spiller en hovedrolle, fordi det betyder meget for mig.

Hvordan gik dit samarbejde med Bruno Coulais, der også har skrevet musik til den danske film "Drengen der ville gøre det umulige"?

– Jeg har arbejdet sammen med Bruno Coulais flere gange før. På "Microcosmos", "Himalaya" og "Fugle på rejse". Han har en klassisk uddannet musiker og er en af de få i Frankrig, som både komponerer musik og selv orkestrerer den. Da jeg selv er musikuddannet, arbejdede vi på den måde, at Bruno sendte mig nodepapiret, som jeg så kunne rette i. Rent faktisk skete der det, at jeg endte med at skrive to af musikstykkerne, fordi jeg ikke synes, at han ramte det, jeg gerne ville.

Hvordan har succesen ændret dit liv?

– Den har ændret mit liv rent materielt, men hvad der er mere interessant er, at jeg nu kan komme igennem til de fleste i branchen i telefonen, hvilket ikke var tilfældet før i tiden. Det ændrer meget. Og så har jeg opdaget, at filmverdenen fungerer på den måde, at man hjælper hinanden til at holde andre folk ude. Det er en meget bizar opdagelse. Det er som om, at der er en stiltiende aftale om, at alle dem der nu er lykkedes i branchen, holder hinanden i hånden for at holde fast på det, de har. Skidt med om man har mindre talent end dem uden for. Pludselig er det mindre det reelle talent, der betyder noget, frem for det de andre tror, du kan. Og så avler succes måske også talent. Du får større selvtillid og kan forestille dig flere ting.

Er det med vilje, at filmen ligner "Mine aftner i Paradis"?

– I første omgang ville jeg bare gerne give Jacques Perrin en rolle, fordi han var producent, og han samtidig er skuespiller. Først bagefter opdagede jeg, at der er store ligheder med hans rolle i "Mine aftner i Paradis". Med hensyn til flashback-strukturen, synes jeg den passer godt til, at "Koret" samtidig med, at det er en film om barndommen, jo også er en film om barndomsminder. Jeg gik selv på en kostskole og har selv studeret musik, så der er en del selvbiografiske elementer i filmen. Det viser sig jo, at kostkolebørns følelser ligner hinanden, om så de har gået på en skole i 1930'erne, 1950'erne eller 1970'erne. Frygten for rektor, frygten for at blive glemt af familien og længslen efter hjemmet. En trist stemning.

Hvis du kunne lave dit liv om, ville du så gerne undgå at gå på kostskole?

– Ja, det ville jeg, men så havde jeg nok ikke lavet "Koret". Hvis ikke jeg havde stået selv og ventet på min far efter skoletid og haft det dårligt med det, havde jeg ikke skrevet om lille Pepino, der forgæves venter på sine forældre i filmen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk