Alle mennesker har gået i skole. I hvert fald i vor del af verden. Alle har derfor en mening om skolen, og alle har erindringer om skolen. Måske er erindringerne traumatiske og handler om nederlag og terroristiske, Hans Scherfigske pædagoger. Måske de er gode og handler om en tid, hvor man dagligt blev udfordret positivt – og måske man ligefrem husker lige dén lærer, der gjorde den store forskel.
Der er mellem år og dag lavet mange pædagogfilm. En kendt skabelon fortæller om den idealistiske lærer, der kommer til en pragmatisk, autoritært ledet skole og har held til at få lavet bare en lille smule om, før han eller hun ved skoleårets udgang forlader skolen igen. Sådan er strukturen også i den franske film "Koret", der i sit hjemland har solgt hele ni millioner billetter.
"Koret" er altså en helt traditionel pædagogfilm. Dog har den to træk, som adskiller den fra alle de andre velmenende og udmærkede film af slagsen: en rammefortælling, der lader os forstå, hvad der siden hændte nogle af hovedpersonerne, og lærerens person og passion. Han er nemlig en falleret musiker, der mere af nød end af lyst har søgt og fået job som hjælpelærer på en skole, der snarere burde kaldes en opdragelsesanstalt, og som får den idé, at det kunne være, han skulle prøve at få drengene til at synge i kor. Og kormusikken er vigtig i forbindelse med filmen her som fænomen, for den skulle have fået franskmændene – og de unge – til at synge i katolske kirkekor som aldrig før, som Kristeligt Dagblads korrespondent Birthe Pedersen skrev om i avisen den 21. marts.
Filmen starter med at fortælle om den verdensberømte dirigent Pierre Morhange. Han kaldes hjem til Frankrig til sin mors begravelse, og i den anledning opsøges han af en gamle skolekammerat, der overrækker ham deres gamle hjælpelærers notater fra det skoleår i slutningen af 1940'erne, som de sammen med en masse andre forsømte drenge tilbragte under den strenge og selvhøjtidelige rektor Rachins regimente. "Aktion-reaktion" hed hans pædagogiske princip, hvilket betød så meget som, at hvis drengene gjorde noget, de ikke måtte, blev de straffet – hårdt, længe og gerne kollektivt.
Til skolen kommer den forsigtige og delvist uduelige Clément Mathieu, som dog med en mere forstående form for pædagogik formår at komme i kontakt med drengene. Og da han opdager, at de går rundt og synger, får han – selvom det så kun er smædeviser, de kan i forvejen – idéen til at føre dem ind i musikkens verden. Det viser sig, at Pierre – den senere dirigent – har en vidunderlig sangstemme, og efterhånden lykkes det, meget mod rektors vilje, Mathieu at få et mere end hæderligt kor ud af de forvorpne drenge.
"Koret" er bestemt en dejlig film, hvor de gode synger sig til sejren, og de onde får deres bekomst. Og selvom ni millioner franskmænd naturligvis ikke kan tage fejl, så har de generelt nok gået i hårdere skoler end vi danskere, så måske de nemmere kan forholde sig til filmens miljøskildring. For mig at se kammer "Koret" over og bliver for patetisk og selvfed, især i den meget hurtigt afviklede slutning.
På mandag bringer Kristeligt Dagblad et interview med instruktøren af "Koret", Christophe Barratier.
Koret. Frankrig 2004. Instruktion: Christophe Barratier. 95 min. Premiere i dag i Grand og Palladium (København), Gentofte Kino, Cinemaxx (Århus) og Café Biografen (Odense).