Do, do, do, do, do, do, synger dirigenten Mogens Dahl og fylder mødelokalet med de gregorianske toners bløde og runde klang, der illustrerer, hvordan komponisten har valgt at gribe tilbage i tiden og minder os om, at vi ikke er historieløse.
Han bladrer hjemmevant videre gennem partituret og udpeger de mange små finurlige pointer, der for ham at se gør korværket til et mesterværk.
LÆS OGSÅ: Patriarkens død gav stof til succesroman
Hellig, hellig, hellig er Herren. Himmel og jord er fuld af din herlighed og kærlighed, læser han op og fryder sig over, hvordan komponistens måde at opdele korsangen af netop det tekststykke på får det til at lyde, som om korsangerne udgør tre forskellige engle.
Værket er den italienske komponist Ildebrando Pizzettis Requiem, og det bliver sammen med den schweiziske komponist Frank Martins Messe sunget a cappella af Mogens Dahl Kammerkor skærtorsdag i Christians Kirke i København, dirigeret af Mogens Dahl selv.
Det er andet år i træk, at koret og dets dirigent har påtaget sig udfordringen med at synge det stærke påskebudskab ud til de fremmødte. Og for den 60-årige dirigent er der ingen tvivl om, at tilhørerne vil blive grebet af både tekst og musik uanset om de er religiøse eller ej.
Eftersom påsken har et stærkt evangelium og et betydningsfuldt budskab, får musikken en stærk aktualitet, og det kan man høre. Musikken indeholder alt fra det mest inderlige til det mest eksplosive, så man behøver ikke engang være religiøs for at fornemme, at der er noget på færde, siger han og griber fat om partituret, hvor Kristi lidelseshistorie står fortalt gennem nodernes vandring side op og side ned mellem taktstreger.
Kristi lidelseshistorie kan alle i et eller andet omfang tage på sig, for du møder jo sjældent et menneske over 30 år, der ikke har oplevet en form for lidelse. Verden i dag er på mange måder nådesløs med ensomhed og social differentiering. Dermed ligger der absolut noget almenmenneskeligt i de to værker, siger han.
Begge værker blev skrevet i 1920erne. For Pizzettis vedkommende i kølvandet på hustruens død og midt i diktatoren Mussolinis fremmarch.
Men selvom Frank Martin skrev sin Messe for to firestemmige kor i samme periode, hørte han den først opført 40 år senere af den svenske kormaestro Eric Ericson. Frank Martin havde indtil da opbevaret værket i skrivebordsskuffen som et personlige anliggende mellem sig selv og Gud.Det er nu første gang, Frank Martins messe ligger på Mogens Dahls skrivebord, hvorimod han har opført Pizzettis Requiem tre gange tidligere i karrieren.
Det er for mig at se et hovedværk, og hver gang jeg dirigerer det, er det en kæmpe oplevelse. Hver gang åbner der sig en ny flig af det for mig. Men det synger ikke sig selv. Sangerne og jeg kommer virkelig på arbejde og er nødt til at gå ind i det. Man fornemmer, at der er noget stort i gærde, og det er med stor ærbødighed, at jeg dirigerer det, siger han.
Det, der samler de to værker, er, at de begge er helt sublime udtryk for kristen kormusik, mener Mogens Dahl. En genre, der indbyder mennesker til den fordybelse, der ellers er svær at finde plads til i en hektisk hverdag.
Alene når man er i et kirkerum og har sat sig ind på en kirkebænk, har man indstillet sig på at fordybe sig og træde ind i kunstens verden. Det har man som menneske brug for, uanset om man er religiøs eller ej, siger han.
Den religiøse kormusik har præget hele Mogens Dahls karriere, og han vurderer, at omkring 70 procent af alle de koncerter, han har stået i spidsen for i løbet af karrieren, har været kirkekoncerter. Dirigenten er uddannet fra Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus og Det Jyske Musikkonservatorium. Han har tidligere arbejdet som lektor i direktion ved Aalborg Universitet og var i 12 år kunstnerisk leder for Den Jyske Operas kor frem til 2003, hvorefter han etablerede koncerthuset Mogens Dahl Koncertsal med sit dertilhørende kammerkor.
Men hans fascination af netop religiøs kormusik stammer helt tilbage fra barndomshjemmet i Thy. Et hjem, hvor moderen ofte sang for bag klaveret. Især i forbindelse med de kirkelige højtider, hvor andre familiemedlemmer kom på besøg. Det var også et hjem, hvor Mogens og hans fem søskende gik i søndagsskole og fulgtes med forældrene i kirke. Og hvor hans musikalske interesse blev vakt i den kristne børne- og ungdomsorganisation FDF.
Det var på mange måder et samvær, hvor religion havde en betydning, og på den måde er mit liv egentlig stadig forankret i min barnetro. Jeg lever på et tidspunkt i mit liv, hvor tingene går meget hurtigt. Men jeg har altid haft fornemmelsen af, at det religiøse er min medspiller. Og når jeg har lavet en kirkekoncert som vores årlige Messias-koncert i Holmens Kirke eller påskekoncert i Christians Kirke, bliver det meget nærværende, siger han.
Men ud over at være et naturligt sted at komme har kirken dannet den perfekte ramme for Mogens Dahls musikalske udfoldelse.
Der har jo traditionelt altid været en tæt sammenhæng mellem musik og kirkelige tekster, og kirkeåret bygger på så utrolig mange facetter, som musikken kan trække på, siger han og understreger straks efter med et venskabeligt klap på partiturerne foran sig, at ikke alene kirken og dens tekster giver indhold og rum for musikken, men at musik omvendt også bidrager væsentligt til kirken.
Man kan dårligt forestille sig en kristen liturgi uden musik. Og der er en grund til, at alle de store teologer har skrevet salmetekster, mener Mogens Dahl.
Korsang skaber vores fælles åndedræt. Når vi begynder at synge og giver ordene melodi, bliver budskabet endnu mere vedkommende for os. Der er ikke noget mere skønt end at synge, for når man gør det, bliver man på en eller anden måde så frydefuld indeni, siger han.
Når Mogens Dahl Kammerkor træder op foran alteret i Christians Kirke skærtorsdag og synger deres versioner af Pizzetti og Martins store korværker, er det derfor også helt uden musikalsk akkompagnement. Sangstemmerne skaber i sig selv noget helt unikt, mener Mogens Dahl.
Åndedrættet er en livsnerve. Den livsnerve kan du ikke komme tættere på end ved den menneskelige stemme. Instrumentalt kan man spille inderligt og fantastisk, men der er noget helt specielt og stærkt over sang. Og jeg tror, åndedrættet spiller ind på det. Livet opstår i vejrtrækningen, og derved kommer livet ind i musikken.