Sangglæden lever med to meters afstand

At synge mange mennesker sammen er risikabelt i coronatider, og det gør det svært for landets kor at holde dampen oppe. I hele landet deles kor nu op i mindre bidder, og der findes alternative måder at synge på, så efteråret ikke bliver uden sang. Men for nogle er dette også blevet et ufrivilligt farvel til sangen

Fortuna-koret fra Silkeborg mødtes første gang forrige mandag for at synge sammen efter coronakrisen. Koret øver i Dybkær Kirke med to meters afstand mellem sangerne, som anbefalingerne lyder. – Foto: Else Nybo Andersen.
Fortuna-koret fra Silkeborg mødtes første gang forrige mandag for at synge sammen efter coronakrisen. Koret øver i Dybkær Kirke med to meters afstand mellem sangerne, som anbefalingerne lyder. – Foto: Else Nybo Andersen.

Da Fortuna-koret fra Silkeborg forrige mandag mødtes til korprøve i Dybkær Kirke, var det uden krammere, men med et væld af følelser. Det var nemlig første gang, de 35 sangere så hinanden efter et forår og en sommer i coronakrisens tegn.

”Det var lidt, som når køerne bliver sat på græs om foråret, uh det var dejligt!”, siger Trine Klarsø, der er sopran og korformand.

”Det er klart, det kan mærkes, når man ikke har sunget længe. Jeg har kun sunget godnatsange for børnene, og der skulle da helt klart bankes lidt rust af de høje toner. Men selvom det var et halvt år siden, vi sidst havde sunget, havde vi alligevel en helt fantastisk klang.”

Fortuna-koret, der primært synger klassisk musik og salmer, er bare ét af de mange kor rundtomkring i Danmark, der i disse dage forsigtigt starter efterårssæsonen op. Forsigtigt, fordi korsang, trods al sangglæden, stadig er en relativt risikofyldt aktivitet i en verden, hvor coronasmitten huserer. Mange mennesker tæt sammen er én ting, noget andet er den ånde og de spytdråber, som nødvendigvis vil flyve ud i rummet, når korsangerne giver los. Et særligt grelt eksempel på smitte i et kor i delstaten Washington i USA resulterede i foråret i, at 32 ud af korets 61 medlemmer blev coronavirussmittet, tre kom på hospitalet, og to kormedlemmer mistede livet som følge af covid-19.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi lukkede jo ned som kor, da resten af landet lukkede. Vi håbede, vi ville kunne komme i gang igen hurtigt, for vi havde en masse koncerter på programmet, men vi måtte hurtigt erkende, at forårssæsonen, den kunne vi godt skyde en hvid pind efter,” siger Trine Klarsø

Før efterårets første korprøve ringede hun selv til Styrelsen for Patientsikkerhed for at få klarhed over, om der var særlige hensyn at tage i Silkeborg, hvor der her i august har været et mikroudbrud af coronasmitte. Det var der ikke ud over de anbefalinger, der generelt er for korsang i øjeblikket: To meters afstand er én af dem. Det gør det sværere at høre hinanden, men det går an.

Værre er det, at der ikke er ret mange, der vil få glæde af de sange, der skal synges til julekoncerterne i Dybkær Kirke, blandt andet Hallelujah-koret fra Händels ”Messias” og en række gode, danske julesange.

”Der må maksimalt være 80 personer inde i kirken, og koret alene er 35. Tager vi hver en pårørende med, er kirken jo fuld,” siger Trine Klarsø.

Niels Græsholm er formand for Danske Korledere, en faglig organisation med omtrent 350 medlemmer, der alle leder én eller anden form for kor. Han siger, at der for korlederne har været en del frustrationer forbundet med coronakrisen og forvaltningen af covid-19-restriktionerne.

”Det er meget forskelligt, hvordan man tolker det, og vi har ret store diskussioner om, hvad er egentlig retningslinjerne. Der kigger vi efter Kirkeministeriet og Søren Brostrøm. Nu kan man mødes lidt flere end hidtil, med to meters afstand, men det er stadig et stort ansvar, der hviler på korlederne. Det er jo os, der kalder folk sammen,” siger Niels Græsholm.

Han leder selv en vokalgruppe, der kalder sig Kolorit og synger moderne arrangementer af nordisk folkemusik og moderne latinamerikansk kormusik. Vokalgruppen var i begyndelsen delt i to mindre grupper a 10 personer, der øvede privat, men nu er de ikke længere delt op.

”Vi har længe øvet i et menighedshus, men der blev vi smidt ud fra, fordi menighedsrådet ville prioritere at bruge lokalerne til kirkelige aktiviteter. Og det er helt fair, men for nogle af medlemmerne betyder det, at de pludselig har 10 kilometer ekstra at køre,” siger Niels Græsholm.

I hans kor er der desuden et par sangere, som derhjemme har personer i risikogruppen, og som derfor holder sig hjemme, og fra andre korledere hører han, at de har sangere, som er meget kede af situationen.

”Dem, jeg taler med, er dybt frustrerede. Det ene er, at man ikke kan dyrke det musikalske liv, men det er jo kombinationen af det sociale liv og det musikalske liv, der er livsnerven i et kor. For mange er det et fællesskab, der betyder meget for, at man har det godt. Jeg hører om ældre mennesker, som med stor sorg siger: ’Jeg kommer ikke tilbage til det her igen.’”

Det er ikke, fordi der ikke er blevet tænkt kreativt: Flere korledere har holdt korprøver udendørs, men her halter akustikken gevaldigt. Og så er der jo Zoom, Skype og alle de andre digitale alternativer til fysiske møder. Men digital korsang er rent ud sagt ”noget hø”, siger Niels Græsholm.

”På amatørfronten har der været gang i noget mere fællessang hjemme foran skærmene, og det er jo godt. Men har man sunget i kor på et tidspunkt i sit liv, ved man, at det er samværet og musikken, der tænder rigtig meget for folk. Digital korsang kræver en meget, meget hurtig forbindelse, ellers lyder det simpelthen ikke godt. Og for mange er det slet ikke det samme. Det kan være svært at sidde hjemme og tage sig i nakken, der er ikke det sociale, hvor man støtter sig op ad hinanden. Hvor meget det betyder, kunne jeg jo se, da vi kunne mødes igen. Folk blev virkelig glade, og jeg måtte stå og råbe: ’nallerne fra hinanden!’,” siger Niels Græsholm

Det med det digitale kan Claes Nue, der er bassanger og kontaktperson i Rytmekoret i Slagelse, et større kor med 60 medlemmer, skrive under på. Koret har holdt digitale korprøver i foråret, og det var ikke just nemt, siger han.

”Vi har haft online møder, hvor stemmerne har øvet alene. Problemet er jo bare lidt, at man ikke kan synge i kor hver for sig,” siger Claes Nue.

Nu kan koret igen mødes og synge, men der er kun plads til 40 af korets 60 medlemmer i det lokale, hvor de synger, så der er gang i en rotationsrunde.

”Det er værst for damerne, for det er dem, der er flest af. Vi mænd er ikke så mange, så vi er sikret,” griner han.

For Rytmekoret i Slagelse er det de mange aflyste koncerter og mistede koncertindtægter, der er værst, da det er dem, der holder koret kørende og betaler for leje af lokale og løn til korlederen. Nu har kommunen meldt ud, at de gerne vil støtte koret, så længe koret selv betaler for korlederen, og den økonomiske situation må tages lidt hen ad vejen, siger Claes Nue.

”Det vigtigste er jo, at man kan mødes og synge. Sang frigiver endorfiner, glædeshormoner, der buldrer rundt i kroppen. Det er en fornøjelse at synge og et savn, når man ikke kan det. Især når det er sammen med gode mennesker.”