2022. Det Muslimske Broderskab har indtaget præsidentpaladset i Paris. Sorbonne er et muslimsk universitet. Kvinderne forlader arbejdsmarkedet i rivende fart. Flerkoneri er en realitet. Vestens humanisme har sejret sig selv ihjel, venstrefløjen har allieret sig med islamisterne, og apatisk pacificeret af porno og take away-mad ser middelklassen til, mens en moderat sharia overtager Europa.
Det er situationen i Michel Houellebecqs kontroversielle fremtidsdystopi fra 2015 – nu sat i scene som en vedkommende, velspillet og gysende stærk monolog på Betty Nansen Teatret i København.
Et gigantisk kollapset kors hænger faretruende som et vandret spørgsmålstegn over hovedet på vores hovedperson. Kan en civilisation overleve uden tro og religiøse værdier? Kan kristendommen revitaliseres? Fortælleren Francois er mere samtidsdiagnose end menneske. En omvandrende inkarnation af den vestlige kultur i knæ og et billede på dens værdiløse, triste apati. En typisk Houellebecq-figur, der er ”skideligeglad” med det hele.
Som underviser på Sorbonne Universitetet centrerer hans døsige tilværelse sig om tre ting; Huysman (dekadent 1800-tals-forfatter), sex med sine unge studiner og indiske take away-retter. Kropslig nydelse er alt, han har tilbage – og selv ikke dén synes at give ham tilstrækkelig tilfredsstillelse længere. Som han tørt konstaterer, har han ikke længere lyst til sex, men vil hellere dø.
Således balancerende på selvmordets rand, uden rigtigt at kunne mønstre mod eller handlekraft til dét heller, henslæber han en ensom tilværelse, hvor den ene kærlighedsløse affære erstatter den anden.
Lars Brygmann gestalter den undseelige forelæserfyr med det halvlange, uredte hår, den nussede skjorte og de bløde kernelædersko med overbevisende naturlighed. Hans tilbagelænede, afdæmpede, næsten skødesløse spillestil fuldender det apatiske, illusionsløse og gør det konkret mærkbart.
Og det er ellers noget af en mundfuld. Man er nemlig gået tekstnært til flere passager i det litterære forlæg. Anja Behrens sceneversion har dog nedtonet de mange ekskurser – blandt andet de nok så interessante, mangfoldige referencer til Huysmans – og holdt sig stringent til hovedhistorien. Forestillingen taber dog lidt herved, for Huysmans, som konverterede til katolicismen sent i livet, fungerer i romanen som en vigtig spejling af hovedpersonen, der kvalificerer og forklarer Francois’ eksistentielle dilemma.
Udgangspunktet for fortællingen er den vestlige civilisations forfald. Men ikke som offer for en udefrakommende invasiv ideologi, snarere fordi den har fuldbyrdet sig selv.
”Jeg blev mere og mere præget af den tanke, at en civilisation ikke dør, fordi den bliver angrebet af andre, men fordi den begår selvmord,” som Francois siger et sted.
På den ene side har vi altså den vestlige frihedsforherligelse, der har gjort sit for at udrydde egne værdier og aflive guder, og på den anden side byder en potent, patriarkalsk kultur sig til med eksistentielle løsninger, mådehold og mening. Francois som Vestens vrængbillede ender da også med at underkaste sig og konvertere til islam, hvor han oven i hatten får udsigten til et par koner og en genansættelse på universitetet.
Scenografisk forløses fortællingen på ret bogstavelig vis. Det gigantiske kors som eneste rekvisit i det ensomme mørke bijobber som kæntret kæmpefallos, symbolsk illuderende Vestens impotente, slappe magelighed og mangel på agens. Francois fælder da også den stolte rejsning med motorsav midt på scenen, så savsmuldet sidder som en besk bismag i munden flere timer efter. Det er simpelt symbolsprog grænsende til det banale, men som modvægt til den teksttunge, lange enetale fungerer den primitive symbolik trods alt. Og Nathalie Mellbyes bevægelige scenebillede tilfører en kærkommen dynamik til Brygmanns statiske spil.
Også det tavse kvindekor i baggrunden er godt tænkt og flot forløst. Raffineret og velkoreograferet bliver de bindeled mellem det erotiske og det religiøse. Stadig mere tilhyllet og slutteligt forsvindende helt i et kæmpemæssigt mørkt klæde, der sænker sig over scenen, taler kvinderne deres tydelige tavse sprog, som de sande ofre for den igangværende kulturapokalypse. Igen; simpel men gysende stærk scenesymbolik.
Om det er et sci-fi-skræmmebillede, der tegnes? Måske. Måske ikke. Men under alle omstændigheder rejser ”Underkastelse” nogle uomgængelige spørgsmål – ikke mindst om de eksistentielle slagsider ved det gudløse oplysningsprojekt, som Vesten er – som fint lader sig adaptere til scenen. Det er teater, der tør tale ind i tiden helt uden apologier og ”happy endings”. Det er teater, man tager med hjem. En kvalmende, ubodelig og begsort envejstur mod afgrunden.