I udgangspunktet er det et problem for mig at svare på, hvilket værk der for mig overstråler alle andre. Det er praktisk talt umuligt. For det svar ændrer sig, afhængigt af hvor man er i livet, og svaret vil altid være en konstruktion, en del af ens egen myte om sig selv.
Men i øjeblikket vil jeg uden tvivl nævne Jesu korsfæstelse, sikkert påvirket af, at jeg for tiden arbejder med de tre store monoteistiske religioner og korsfæstelsens mulighed. Når jeg svarer korsfæstelsen, er det ikke ment som en provokation, men som en seriøs overvejelse taget i betragtning af begivenhedens betydning for alt det, der er sket i historien og især i kunsthistorien siden da. Ikke mindst i det 20. århundredes kunst og avantgarderne.
Jeg antager, at korsfæstelsen var en reel historisk begivenhed som en happening, der foregik i sidste uge et sted i København, modsat opstandelsen, som er noget helt andet, ”en begivenhed”, som biskop Tine Lindhardt siger.
Der er mange aspekter i Jesu korsfæstelse, der berettiger til at betragte det som et værk. Der er sammensmeltningen imellem liv og værk og livet som kunstværk. Mellem liv og kunsten i det offentlige rum, som en begivenhed i det offentlige rum, en iscenesættelse af det offentlige rum og brugen af egen krop i værket. Det er evnen til i en begivenhed og i et stykke iscenesættelse at skabe billeder, som rækker ud over værkets varighed, som bliver hængende og er uudslettelige i menneskenes og kulturernes bevidsthed. Det er evnen til skabe en begivenhed, som, samtidig med at billederne bliver hængende, efterfølgende afføder dokumentation, rygter og myter. Evner man at skabe en tilstrækkelig stærk begivenhed, så avler den alle disse ting.
Det er helt fundamentalt for mig at se korsfæstelsen som noget, der ikke kunne ske alene ved Jesu vilje. Det er jo svært at korsfæste sig selv. Det kræver hjælpere. Det må være et socialt kunstværk. Det kan ikke blive enerens værk alene. Måske Gud kan lave mirakler, men Jesus havde brug for andre mennesker til at blive hængt op og til at fortælle om sine handlinger.
Jeg er ikke teolog, men jeg har læst Bibelen og en del filosofiske værker, og det er vel sådan, at de to hovedpersoner i korsfæstelsen, Faderen og Sønnen, på forhånd vidste, hvad der skulle ske. Så i den forstand kan man vel tale om en iscenesættelse. Og her ofrede kunstneren sit liv for sit værk og var besat af, at det skulle virkeliggøres. Og Faderen vidste fra begyndelsen alt, hvad skulle ske: at Sønnen skulle fødes og med det formål at vokse op og blive gammel nok til at skabe en kult, en bevægelse, der rakte ud over sig selv, og som var inkluderende og åbnede sig i alle retninger. Og på et vist punkt, inden successen blev for stor, skulle han ofres på vegne af menneskeheden.
Dethandler ikke om at kuppe Jesu korsfæstelse ind i kunsten. Jeg har selv ophævet grænsen mellem liv og værk. Jeg har erklæret Claus Beck-Nielsen død, levet 10 år som navnløs og været ansat som forsøgsperson i firmaet Das Beckwerk. Jeg har forsøgt at udviske kategoriseringen af mennesker og komme hindsides det at ekskludere og inkludere grupper og ”de andre”.
Korsfæstelsen er eksistentiel og handler også om æstetik og etik. For hvor meget ofrer man sig, og kan man tillade sig at ofre sig for andre, selvom de er imod det? De fleste i dag ville formodentlig sige lad være med det eller være ligeglade. Men det lykkedes for Faderen og Sønnen med sidstnævntes anmassende selvopofrelse.
Så er der spørgsmålet om de øvrige medvirkende, disciplene, folket, Pontius Pilatus og soldaterne. Vidste de, hvad der skulle ske? Kunst i det offentlige rum, som jeg har lavet en del af, handler ofte om at involvere et publikum. På museer ved folk godt, hvad de skal ind at se. Men i det offentlige rum skal kunstneren skabe omstændigheder og rammer, som uvægerligt vil få folk til at reagere på en bestemt måde.
Man vil aldrig helt kunne kontrollere eller forudse folks reaktion - og det er det smukke, det demokratiske ved en sådan kunst i det offentlige rum - men man kan forsøge at forføre folk så præcist som muligt. Iscenesætterne ville, at Pontius Pilatus skulle reagere, som han gjorde. Judas og Peter vidste, hvad der var på vej. Jesus var et karismatisk geni og en stærk leder, som hans disciple eller assistenter fulgte hengivent og kritikløst. På den måde minder korsfæstelsen også om sociale kunstarter som musik og scenekunst med karismatiske lederskikkelser.
Korsfæstelsen har alle de store kvaliteter, som et betydningsfuldt værk skal have. Det er kraftfuldt, uudgrundeligt og en utrolig rig begivenhed med uafrystelige billeder, der bliver ved med at generere betydning. Det er aldrig entydigt og bliver ved med at kræve nye svar af os. Med tiden er det blevet nok med et enkelt tegn, en enkelt figuration, til at få folk til at tænke på hele Jesu historie og død, på hele myten, kristendommen og fortællingen rundt om hans liv.
Det hele bliver reduceret ned til et enkelt billede eller ikon: Jesus på korset. Endda korset alene. Jesu korsfæstelse bliver ved med - akkurat som store kunstværker - at være noget, man aldrig helt kan forstå. Den bliver ved med at fascinere og er noget, man kan blive ved med at tolke igen og igen. Der er lavet skrifter over skrifter, som igen er tolket, og hele tiden må man vende tilbage til selve værket og dets udtryk, som aldrig kan reduceres ned til Bayern München-Barcelona 3-2.
