Prøv avisen

Kort nyt

Kort om krimier

Den franske forfatter Jean-Christophe Grangé skriver nogle af vor tids mest fascinerende krimier, og lige nu er han aktuel med "Forbarm dig". Her får man ikke bare velskrevet spænding for alle pengene, men også et helt usædvanligt plot, hvor både salme 51 i Det Gamle Testamentes Salmernes Bog og korværket "Miserere mei Deus" af Gregorio Allegri indgår i en større sammenhæng. Miserere betyder "vær (mig) nådig" og refererer til salme 52, der begynder med "Gud, vær mig nådig i den godhed". Historien begynder i den armenske kirke i Paris, hvor organisten findes myrdet på en noget speciel måde. Hans trommehinde er blevet gennemboret af et nålelignende instrument. Manden er simpelthen død af smerte. Den pensionerede politimand Kasdan, selv fransk-armensk, begynder at efterforske sagen sammen med den yngre kollega Volokine, og flere mord følger. Samtidig opdager de to, at en række drenge, alle medlemmer af kor ved forskellige kirker i Paris, gennem de senere år på mystisk vis er forsvundet. Sporet fører til en fattig egn i Frankrig, hvor et religiøst kollektiv med den franske stats velsignelse har oprettet en slags stat i staten. Stifterne af kollektivet har rødder tilbage til diktaturtidens Chile og derfra til nogle af de nazilæger, der stod bag historiens mest horrible forsøg på mennesker i kz-lejrene. Stemmer, især drengestemmer før de går i overgang, skal vise sig at have en helt uhyggelig betydning for dette sære kollektiv, og mens denne hårrejsende del af historien rulles op, får man et kort, men alligevel interessant indblik ikke kun i Chiles historie, men også i den armenske og ikke mindst i fransk udenrigspolitik i nyere tid. Det er flot gjort, og det er en fornøjelse at kunne anbefale "Forbarm dig" til andre. Et godt råd: Sørg for at have en bibel ved hånden, og hvis man ikke lige har "Miserere" i sin samling, så invester i en cd med værket. Efter endt læsning er nysgerrigheden alligevel så stor, at man bliver nødt til at stifte bekendtskab med dette musikstykke, der fylder så meget i historien. Og ja, det er storslået. Jean-Christophe Grangé skriver i "Forbarm dig", at "Miserere" indeholder musikhistoriens højeste C. Om det er rigtigt eller ej, skal her være usagt. Men det er heller ikke så vigtigt. Både bog og musik er i en klasse for sig.

Jean-Christophe Grangé: Forbarm dig. 556 sider. 299 kroner. Rosinante.

Der er god grund til at takke nogle af de forlag, der er begyndt at rette blikket mod nabolandet mod syd og introducere det danske krimipublikum for tyske krimier. Sohns Forlag er et af dem, og nu foreligger Anne Chaplets tredje krimi fra landsbyen Klein-Rhoda på dansk. Titlen er "Liget i sneen", og igen er Paul Bremer i hovedrollen. Han er en af den lille landsbys tilflyttere, men har efterhånden boet i Klein-Rhoda så længe, at naboerne næsten er ved at acceptere ham som en af deres. Det er vinter, men da tøvejret sætter ind, finder man liget af en kendt krigsreporter. En kvinde, der har et fritidshus i området, tilstår mordet, og landsbyen ånder lettet op, da det viser sig, at morderen ikke er en af dem. Men så let går det ikke. Landsbyen har nemlig også sine skeletter i skabet, og selvom alle tilsyneladende pludselig lider af et kollektivt hukommelsestab, så lykkes det alligevel Paul Bremer at nå til bunds i historien. Anne Chaplets portræt af folk og fæ i en lille tysk landsby, der såmænd ikke er så forskelligt fra livet i en dansk ditto, er noget af det, der bærer hendes bøger, men hun forstår også at sætte et godt plot sammen.

Anne Chaplet: Liget i sneen. 303 sider. 299,95 kroner. Forlaget Sohn.

Et andet forlag, der også ved, at krimier kan være andet og mere end svenske husmoderlige femikrimier, er People'sPress, der har udsendt tyske Oliver Bottinis "Mord i zen". Her drages læseren fra start ind i en usædvanlig scene: En munk iklædt kutte og sandaler er i høj sne på vej gennem en landsby i det sydlige Tyskland. Han går og går og går og mæler ikke et ord, når de lokale forsøger at komme i kontakt med ham. Politiet i Freiburg tilkaldes, og den 42-årige Louise Bonni sendes afsted. Men heller ikke hun kan få et ord ud af manden, der bare går. Man er faktisk langt inde i bogen, før der sker det, der er karakteristisk for en krimi, nemlig et mord, men så går det også stærkt, og et komplot af vanvittige dimensioner, der involverer indsmuglede unge piger og drenge fra Thailand, rulles op. Imens kommer man tættere på den 42-årige fraskilte og småalkoholiserede Louise Bonni, der prøver at kommer gennem skilsmisse og en depression, mens hun på sit arbejde kun hænger fast med det yderste af neglene. Det er et hjerteskærende portræt af en kvinde, der er ved at gå i opløsning, og en spændende historie om ondskab og begær. Det er godt at tænke på, at "Mord i zen" kun er den første i en serie med Louise Bonni, og man kan næsten ikke vente, til den næste kommer.

Oliver Bottini: Mord i zen. 301 sider. 299 kroner. People'sPress.

kultur@kristeligt-dagblad.dk