Prøv avisen
Bogen i tiden

Karl Ove Knausgård kender de fleste, men hvad med Sergej Lebedev?

Mens mastodontværkerne fylder godt op i Karl Ove Knausgårds bibliografi, står der endnu ikke meget i den 37-årige russiske forfatter Sergej Lebedevs.

Hvis man skal tro anmelderne, er Sergej Lebedev et navn, som vi lige så godt kan skrive os bag øret med det samme. Bogen i tiden vender i denne uge blikket mod et essay om at skrive og en roman om russisk erindring og fortrængning

Meningerne er delte om Karl Ove Knausgårds nyeste udgivelse på dansk, ”Hvorfor skriver jeg?” (Lindhardt og Ringhof, oversat af Charlotte Jørgensen). Efter kæmpeudgivelser som seksbindsværket ”Min kamp” og årstidskvartetten ”Forår”, ”Sommer”, ”Efterår” og ”Vinter” har den verdensberømte norske forfatter nu skrevet 70 sider om, hvorfor han egentlig skriver.

Men ved vi ikke allerede det, hvis vi har læst hans selvbiografiske værker? Og er det i virkeligheden ikke mere interessant bare at læse dem?

Nej, mener Politiken, der giver seks stjerner til det lille essay om at finde sin egen stemme og sit eget litterære ståsted. Jes Stein Pedersen finder nemlig, at Knausgårds ”fremragende essay om at skrive bærer præg af hans særlige trolddomskunst” og slutter sin entusiastiske læsning således:

”For Knausgård handler det om at åbne verden, skabe et rum, hvor sandheder viser sig. I dette meget personlige essay gør han præcis det. Han havde besvær med at komme i gang med det, skrev om at skrive uden at vide, hvor det ville føre ham hen, og kom netop derfor i mål med magien intakt.”

Den essayistiske og henkastede stil forfører dog på ingen måde Tobias Skiveren i Morgenavisen Jyllands-Posten. Han har nemlig ”uhyre svært ved ikke at blive irriteret over den prætentiøse og selvhøjtidelige attitude, der præger bogens essayistiske skrivestil”, som ifølge ham kommer til at ligne en manér. Han giver tre stjerner ud af seks mulige og konstaterer:

”Resultatet kan man muligvis kalde personligt, prøvende og indkredsende. Men man kunne også kalde det noget rod. For hvorfor er det egentlig så slemt at skrive (og genskrive og redigere), til man har en tydelig og sammenhængende tekst? Måske er problemet ikke, at det er for reduktionistisk. Måske er problemet, at det er svært.”

Men i Kristeligt Dagblad lader Michael Bach Henriksen tvivlen komme Knausgård til gode og læser hans essay en ekstra gang. For ved første gennemlæsning, indrømmer han, virker den gennemprøvede blanding af det hverdagslige og det metafysiske velkendt og banal. Men det ændrer sig ved den anden, som minder os om, hvor vigtig form er, såvel i livet som i litteraturen, og derfor falder der fire stjerner til Knausgårds tanker om at skrive:

”I sig selv er ’Hvorfor skriver jeg?’ ikke en genial bog. Den er et essay, der også kunne være inkluderet i en større artikelsamling, men nu udkommer som selvstændig bog, fordi det er Knausgård, der har skrevet den, og det er også helt på sin plads. Han er ikke ’hvem som helst’, men han skriver om os alle. Og hans nye bog er en tankevækkende påmindelse om, at formen og måden, vi skriver og møder verden på, er afgørende. ’Hvad skulle litteratur handle om, hvis ikke netop det fællesmenneskelige, det almenmenneskelige, og hvad holder det oppe, hvis ikke netop henvendelsen?’.”

I Weekendavisen betoner Bo Bjørnvig, som flere af de andre anmeldere, Karl Ove Knausgårds kommentarer om betydningen af såvel den positive som den negative omtale. Som forfatteren selv skriver i sit essay: ”(…) den bestemmer, hvad det overhovedet er muligt at skrive, og den er en vigtig del af motivationen for at skrive.”

Bo Bjørnvig finder, at es- sayets intensitet og forfattersuccesen ”opildner” hinanden, og at Knausgård kan sit kram:

”Hvorfor skriver han så? Fordi han ligesom andre kunstnere som Tolstoj og Tjekhov og van Gogh og Munch stædigt kæmper for at fremstille sin opfattelse af verden og videregive sine store ’indre’ oplevelser. Som når han ser ’hundredvis af krager, der dannede en enorm, langsomt bølgende formation mod det grå skydække’ og føler ’en chokagtig glæde’, som vækker hans ’lyst til at skrive, det er, som om jeg må have udløb for det.’ Og for at blive set og vække beundring. Og fordi han ikke kan andet.”

Mens mastodontværkerne fylder godt op i Karl Ove Knausgårds bibliografi, står der endnu ikke meget i den 37-årige russiske forfatter Sergej Lebedevs. Men nu er hans debutroman fra 2010, ”Ved glemslens rand”, tilgængelig på dansk, udgivet af det lille forlag Palomar i Lotte Jansens oversættelse, der fremhæves for sin imponerende sikkerhed og sit smukke sprog hos så godt som samtlige anmeldere, der også – i store træk – overgiver sig til den unge russer.

Christian Johannes Idskov giver i Politiken de maksimale seks stjerner til ”et uafrysteligt fabulerende storværk om de spor, som Sovjet- rusland efterlod sig” og sammenfatter:

”Sergej Lebedevs debutroman er en bog af de sjældne: Et enestående, drømmende essayistisk-filosofisk stykke associationskunst, der trænger ned gennem den russiske historie og stiger direkte ind i et af de største sår i den russiske folkesjæl, Gulag-lejrene.”

Også Jørgen Johansen giver seks stjerner i Berlingske, hvor han blandt andet kalder romanen for ”et stykke formidabelt sprog- og stemningskunst”, konstaterer, at det er ”både storslået trøstesløs og suggestivt betagende læsning”, og at en helt nutidig russisk depression på siderne i Sergej Lebedevs roman forvandles til en nærmest magisk læseoplevelse.

Der er dog også anmeldere, der læser romanen anderledes, blandt andre Kathrine Tschemerinsky i Weekend-avisen, der mener, at romanen ”efterlader én med så vekslende indtryk, at det næsten virker umuligt at anmelde bogen som ét samlet værk”. For hende knækker den ellers så fremragende roman over i to, da barnets vinkel viger for den voksne fortællers og dermed mister ”noget af sin dragende kraft, når den sansende dreng forvandles til en videnskabsmand, som både kan afdække og forstå. Resultatet er et studie i erindring, som starter pragtfuldt og ender trægt.”

Og den opfattelse deles af Mathilde Moestrup, der i sin ligeledes blandede anmeldelse i Information skriver: ”Da jeg havde læst de første hundrede sider af ’Ved glemslens rand’, tænkte jeg på at bruge et ord som mesterværk. Men desværre holder bogen ikke det høje niveau.”

Også hun finder således bogens første del langt mere vellykket end dens anden, hvor ”sproget bliver mere højstemt, nogle ganske så højstemt, at det bliver svært at tage seriøst”.

Netop den russiske patos er noget af det, som Jeppe Krogsgaard Christensen nævner i sin femstjernede anmeldelse i Kristeligt Dagblad. Han medgiver, at den for en skandinav godt kan virke for svulstig og for opulent, omend han konkluderer:

”Men, men, men: ’Ved glemslens rand’ dirrer af nødvendighed og er en såvel sproglig som fortællemæssig kraftpræstation”, og han har svært ved at begribe, at det er den unge russers debutroman, ”netop fordi den er så afsindigt velskrevet, og fordi den forsøger at indkredse så vidtrækkende et emne som russisk erindring og fortrængning – og vel at mærke lykkes med det”.

Også Christian Møgeltoft i Morgenavisen Jyllands- Posten er begejstret. Han uddeler fire stjerner og sender Sergej Lebedevs debut ud på det danske bogmarked med følgende skudsmål:

”’Ved glemsels rand’ er en absurd velskrevet, vidende og læseværdig roman om en ung mand på udflugt med døden i nutidens og fortidens Rusland. Sine steder går der lidt rigeligt nipseri og ordgyderi i den, og det ville være løgn at påstå, at bogen er let at tygge sig igennem – men for døvlen, hvor bliver man belønnet for sin møje.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.