Den engelske forfatter James Hawes udgav for nogle år siden ”Den korte historie om Tyskland”, som blev en international bestseller. I bogen gennemgik han Tysklands historie fejende og flot, og argumenterer for, at hver gang Tyskland regeres øst for Elben, går det galt. Det vestlige Tyskland, som vi kender det fra efterkrigstiden, følger den romerske Limes-grænse, og det er den rette grænse, argumenterer han for. Det er således tale om de store linjer. Det er der også i denne udgivelse ”Den korte historie om England”.
Her dukker England op af historiens tåger i 55 f.Kr., hvor Cæsars flåde krydser den engelske kanal. Romerne bosætter sig primært i den syd-østlige del af landet, hvilket omtrent følger det Jurassiske skel. Således har både England og Tyskland linjer fra romertiden, der får betydning. Og denne opdeling af landet er afgørende op til vor tid, hvor den herskende klasse om det så er normanerne, kostskolerne, og de konservative behersker landet endog helt ind i det rette engelske sprog og udtale. Den syd-nord-opdeling, der første gang er beskrevet af historikeren Beda i 700-tallet, er afgørende for fremstillingen.
Hawes har blik for både detaljen og for de lange linjer, hvilket gør hans bøger elementært spændende. Det er Englands forhold ikke alene til den omgivende verden, men også til de nære områder som Wales, Skotland og Irland, der er i fokus her.
Det er argumentet, at siden romerne, og i hvert fald siden Vilhelm Erobreren i 1066 slog Harald ved slaget ved Hastings i 1066, har den almindelige engelske kultur været undertrykt. Det siges, at man 1000 år efter Vilhelm Erobreren stadig skal hedde normaniske navne som Darcy og Percy for at komme frem i verden, og siden 1066 har en fransktalende elite frembragt et skær af kulturel enhed i et land, hvor mennesker fra nord og syd knap nok kunne forstå hinanden. Den engelske elites ordforråd er stadig, påvises det, fyldt med franske udtryk. Det fremmede er en del af identiteten.
Alt dette er i hvert fald postulatet, og det fremføres med energi og overblik, så selvom man ikke skulle være enig, er man godt underholdt, oplyst og modsagt. Det går nogle gange lidt stærkt helt ned i sproget: Martin Luther udnævnes til både præst og advokat, selvom at et års jurastudium ved universitetet i Erfurt vel næppe berettiger til det, og i øvrigt er Luthers holdning til Henrik den Ottende og hans reformation særdeles kølig. Prinsesse Mary, der har sine opgør med radikale protestanter, gennemgås i øvrigt uden at nævne tilnavnet Bloody Mary. Men det er småting i en flot og velskrevet gennemgang af Englands historie, hvor der ikke lægges skjul på holdningerne, men hvor man også får et dybere indblik i hvad der har skabt England, og hvor England måske står nu. Man kommer til at tænke over, hvad der tidligere er sket, hvad der sker nu, og hvad der vil komme til at ske.
James Hawes er som sagt velskrivende og har tydelige holdninger. Man ledes gennem Englands historie, og man diskuterer undervejs. Det er godt. Det er næsten som om Hawes, der i 2005 forudså bruddet med EU, ser den engelske historie som førende frem mod Brexit, og derfor kan han også sige, at nu fortoner det engelske imperium sig og slaget om England skal til at begynde. Et slag, der både er i forhold til den resterende verden og i særdeleshed i det forenede kongedømme selv.
Derfor står vi foran en fornyet fortælling om England. For at forstå den, er James Hawes bog et meget godt sted at begynde.