Prøv avisen

Kort om bøger om Første Verdenskrig

Den store krig var forudsagt af kommentatorer og statsmænd, der havde nævnt krigen som en mulighed, men den kom alligevel som et chok. Krigsprofetierne blev af de fleste regnet for rent "akademisk snak", skriver forfatteren Sten Hansen, men i bogen "Et krigsudbrud" forsøger han alligevel at give et bud på, hvordan det kunne ske - og lægge op til debat om, hvorvidt det kan ske igen. Foto: Skriveforlaget

Gå på opdagelse i disse fire bøger, som alle omhandler Første Verdenskrig

Gert H.N. Laursen, "Igennem ingenmandsland". 281 sider. Forlaget mellemgaard.

Gert H.N. Laursen har en usædvanlig baggrund som skønlitterær forfatter. For han kommer fra lederstillinger hos blandt andet Mærsk og IBM, men i sin historiske debutroman "Igennem ingenmandsland" skruer han tiden tilbage til længe før computerens opfindelse og følger to soldaterskæbner under Første Verdenskrig.

Fra de to hovedpersoner Siegfried Simmel og James Cape er drenge i England i begyndelsen af det 20. århundrede, til krigen ændrer dem, og krigsminderne gør det nødvendigt at gøre op med fortiden.

Sten Hansen: Et krigsudbrud og dets fortolkninger. 255 sider. Skriveforlaget.

Første Verdenskrig er blevet kaldt Europas store selvmord, fordi den virkede så meningsløs og tilfældig, da den pludselig brød ud en sommer i 1914, midt i en tid, der på mange måder ellers var præget af fremgang.

Den store krig var forudsagt af kommentatorer og statsmænd, der havde nævnt krigen som en mulighed, men den kom alligevel som et chok. Krigsprofetierne blev af de fleste regnet for rent akademisk snak, skriver forfatteren Sten Hansen, men i bogen "Et krigsudbrud" forsøger han alligevel at give et bud på, hvordan det kunne ske og lægge op til debat om, hvorvidt det kan ske igen.

Bogen indeholder desuden et nuancerende ekstra afsnit af historikeren Erik Stengaard.

Kirstin Deckert: "Vidnet". 204 sider. Skriveforlaget.

Walter Deckert var en af de mange tyske soldater, der blev sendt i krig under Første Verdenskrig. Han var fra Hamborg, men blev senere dansk gift og slog sig ned i Danmark.

Og nu har hans datter Kirstin Deckert oversat hans erindringer fra både Øst- og Vestfronten:

"Min far havde hele livet mareridt om døde soldater, der marcherede med spader over deres skuldre, hjelmene hængende dybt ned over øjnene og uniformerne oversprøjtede med mudder og stivnet blod," skriver Kirstin Deckert i et følgebrev til sin fars erindringer, der også omhandler en del af Anden Verdenskrig, hvor faderen også deltog.

Pernille Juhl: "Vent på mig Marie". 389 sider. Juhls Forlag.

Første Verdenskrig hev mange dansksindede sønderjyder med i krigen. De var tvunget til at kæmpe på tysk side i en krig, der ikke var deres.

En af dem var Pernille Juhls farfar, der efterlod sig detaljerede, dramatiske, men også humoristiske dagbøger fra sine krigsoplevelser fra både Østfronten og Vestfronten.

Og dem har Pernille Juhl nu ladet sig inspirere af til den historiske roman "Vent på mig Marie", der handler om sønderjyden Anders, der må undvære sin elskede Marie i fire år, mens han er udsendt. Romanen udkommer desuden også som lydbog på Lindhardt og Ringhof.