Prøv avisen

kort om digtsamlinger

Det kan ofte være vanskeligt at forstå poesi fra kulturer, der ligger fjernt fra den nordeuropæiske sammenhæng. Dette skyldes ikke bare, at der kan være historiske og kulturelle forhold med relation til andre lande, som vi kan mangle kendskab til, men også at den poetiske stil og forestillingen om, hvad lyrik er, kan være ret forskellig fra land til land. I latinske og orientalske kulturer kan man bemærke, at den poetiske stil ofte er højere, tonen mere emotionel og patosladet, og symbolikken spundet ind i en række mytologiske og religiøse referencer, som vi i mindre grad kender fra vestens sekulariserede kunst og litteratur.

Alligevel er der ved de rigtig gode digtere almenmenneskelige erfaringer, som lader sig kommunikere på tværs af sprogområder og kulturelle barrierer. I Danmark har oversættelserne af poesi fra andre kulturer været i stærk vækst siden begyndelsen af 1990'erne, hvor især den aarhusianske S.O.L.-serie fra Husets Forlag var bemærkelsesværdig. Siden har bl.a. Forlaget Korridor markeret sig med oversættelser af digtere fra den tredje verden. Blandt disse er den kvindelige syriske digter Rana Zeid, der med digtsamlingen ”En tøvende engel” absolut fortjener opmærksomhed.

Rana Zeids værk rummer adskillige temaer, men mest gribende og aktuelt er oplevelsen af at leve et land, der på få år har forvandlet sig fra et socialt stabilt og kulturelt rigt diktaturland til en borgerkrigshærget slagmark, hvor døden er til stede overalt. I digtet ”En enkelt gade” fortælles der om den angst, desperation og tomhed, der sætter sig i et menneske, som har været omgivet af krig og terror i sit eget land: ”Hver dag skal jeg lægge brød ud til duerne / og mit hjerte ud til ulvene / Der er et hul i mit bryst, / jeg skjuler det under min skælvende hånd / men frygter at min hånd er utilstrækkelig.” Det er ofte enkle, stærke og hårdtslående sansninger fra krigsskuepladsen, som digtene indeholder, og man mærker dem næsten fysisk, når de dukker op i hendes digte: ”Den friske brise mellem kysten og havet / vil blive krydset af en kampvogn.”

Zeid er imidlertid også en digter, der kan skrive om kærligheden, og selv om billedsproget i skildringen af forholdet mellem de elskende kan få en sakral tone, som man ikke er vant til i moderne dansk lyrik, er der nogle smukke og gribende kærlighedsdigte i samlingen. En passage lyder: ”Natten er min eksistens / mit begær er tusind år / Jeg har dine nøgler / du har mine nøgler.” Erotikken er dog ikke kun en åndelig sag for Zeid, og der er også digte om ulykkelig kærlighed, hvor den emotionelle smerte er til at føle på. Hør f.eks. denne på én gang rå og subtile passage: ”Støjen er en luder / Toget i hendes krop / stopper aldrig / Hendes hår er hård hvede / når det falder ned over mændene / Kun den bløde mand / som elskede hende / ødelagde / denne sammenligning.”

Digtsamlingen er et kvalificeret og vigtigt møde med moderne syrisk poesi.

Lars Mønster har siden årtusindskiftet gjort sig bemærket ved, at han i et halvt dusin digtsamlinger har excelleret i de klassiske japanske kortformer. Blandt disse er haiku, hvor der i tre verslinjer veksles mellem fem og syv stavelser, den langt mest kendte, men også de lidt længere japanske former, tanka og choka, hvor der skiftes mellem fem og syv stavelser i henholdsvis fem og syv verslinjer, optræder hyppigt i Mønsters samlinger.

I ”Skævvredne hængsler”, hvor alle de tre ovennævnte japanske former anvendes, fornemmer man Lars Mønsters evne til at kombinere et prægnant sanseindtryk med en sjælelig impuls på en helt utvungen og selvfølgelig måde. Den anspændte forstilthed beskrives rammende i det følgende haiku: ”Mit smil er dødt som / var det en spinkel finger /spiddet på en syl.” Den ekstatiske nydelse indfanges i en sansning: ”Vellysten sitrer / som en påfuglehales / changerende glans.” Der er kort og godt originalitet og slagkraft i digtenes billeder, som man mærker det i det følgende tanka, hvor stemningen af angst, modløshed og oprevethed er særdeles effektfuld: ”Den grimme sorte / kamphund ligger på stolen / under halvtaget / mens regnen fosser ned og / lyn flammer himmelen op.”

Interessant ved Mønsters digte er det endvidere, at der ikke er tale om et forsøg på at alludere en eller anden udgave af zenbuddhistisk indsigt, som man har set det hos visse digtere, men at teksterne er fyldt med den type af dissonantisk stof, som de fleste forbinder med at være et moderne menneske. Der er således intet livsområde, som ikke er inkluderet i ”Skævvredne hængsler”.

Vi møder privat erindrende haiku om digterens barndom - og opdragelse generelt: ”Nedladne blikke / hegnede min barndom ind / Satte mig på plads”. Der optræder en række tekster, som man kunne kalde miljøkritiske digte, hvor skærende kontraster mellem natur og kultur opridses: ”Tre rådyr æder / vintersæd på regntung mark / Mænd fælder træer”. Og tager man et emne som religiøsitet, udviser digtsamlingen også en fin evne til at tale så modsætningsfyldt, som det menneskelige sind er. I visse haiku finder man noget, der kan læses som en ateistisk proklamation: ”I nat er natten / alene med sig selv og / sin gudløse vægt”. I andre udtrykkes religiøst farvede oplevelser af, at verden ikke blot er, hvad den giver sig ud for: ”Den sene sommer / Mørket mellem træerne / tit sært svævende.”

I dette hele taget rummer Lars Mønsters ”Skævvredne hængsler” en betydelig større palet af sansninger, stemninger og refleksioner, end man finder det i så megen anden lyrik fra samtiden. Endelig skal det nævnes, at Mønsters digte smagfuldt flankeres af en række udtryksfulde tuschtegninger af Kim Ramholt.

Sten Kaaløs digtsamling ”Mens lyset vokser” rummer alt det, som man kender fra denne digters tidligere værker. Det gælder det karakteristiske spændingsfelt mellem på den ene side sansningerne af hverdagens mindste ting og hændelser og på den anden side en romantisk præget, besyngelse af kærligheden og naturen. Der er dog også noget andet på færde, som gør den nye digtsamling interessant. Man finder således et påfaldende bredt spektrum af stemninger i Kaaløs værk, hvor ikke mindst de mørke og skeptiske toner klinger igennem. Og det bliver hans lyrik bestemt ikke dårligere af.

”Mens lyset vokser” består af 35 tekster med korte forskudte verslinjer, der fremhæver de enkelte ord. Med denne opbygning af digtene dvæler man ved de enkelte udtryk og stemninger i digtene. Og Kaalø er en af de digtere, hvis stil har et så stærkt oplevelsespotentiale, at teksterne kan bære dette.

Samlingen indeholder både ekstatiske og humoristiske kærlighedserklæringer til et fænomen fra dagligdagen, men også sarkastiske og sortsynede digte, hvor en udsøgt sans for den idiosynkratiske detalje manifesterer sig: ”tåget dag / krogede træer / fladt landskab / lange negle / grim smag / i munden / våd asfalt / kattehår / på tøjet / briller / på næsen / solsort / i vandpyt / udsendelse / om grise / i P1”. Tilsvarende er det mindre vanligt i Kaaløs værker med digte, der i en illusionsløs og hudløs tone beretter om afmagt og fortvivlelse: ”det sker / trods diverse masker / at alt erindret / fylder os / med en kvalme / ikke til at slippe / og vi må erkende / højt og tydeligt / at vi for tiden / er nul og niks”.

Optikken i værket begrænser sig dog ikke kun til digterens private liv. Ikke mindst de sidste digte i samlingen er stærke, idet digteren bl.a. giver nogle selvoplevede beskrivelser af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Man træffer også digte om religiøs fundamentalisme, hvor en prægnant formulering lyder: ”En gud/ der gir besked på at slå ihjel/ en gud/ som ikke kan forsvare sin egen væren/ men må ha mennesker til det/ kan ikke være/ en gud.”

Sten Kaaløs ”Mens lyset brydes” er en smuk, alsidig og inspirerende digtsamling, der bekræfter, at denne 70-årige digter stadig er blandt de bedste lyrikere, vi har i landet.

kultur@k.dk