Badet i klordamp og månelys sad der i torsdags, den 28. juli, hundrede mennesker og stirrede betaget ned mod det glitrende langbassin i Helsingør Svømmehal i Nordsjælland. Alle bar deres sko i en udleveret plasticpose og havde fået strenge ordrer om at slukke telefonerne.
”Det er en meget sensitiv oplevelse,” havde en assistent advaret om ude i forhallen. Gud nåde den, der pludselig måtte få et opkald fra tante Olga.
Advarslen var på sin plads. Den karismatiske danske komponist Lil Lacys 12-stemmige korværk ”Crawl Crawl Crawl” krævede ikke kun usædvanlig risikovillighed af sangerne fra det aarhusianske Ensemble Edge, der blev sendt durk ned i vandmasserne for at synge om velfærdsstatens illusioner. I den lave ende af bassinet, ganske vist, men et muskelbundt af en livredder stod nu alligevel klar ved kanten.
Nej, også publikum måtte udvise disciplin. Da det unge kor gjorde sin entré, klædt i delfingrå halvdragter, lød blot en sagte nynnen. En højtidelig, ordløs appel om at lytte godt efter den følgende time, men også en diskret forvandling af svømmehallen til scenisk rum. I midten af vandet, på en let forhøjning af fliser, sad dirigent Mathias Skaarup Sørensen i en gennemblødt smoking. Han smilede stort og fægtede de syngende gennem instruktør Jon R. Skulbergs ritualistiske koreografi, ned i det let bølgende vand.
Hvad sang de om? Isolation, ulighed, samlebånd og forventningspres. En abstrakt utilpashed, et fælles gisp efter vejret. Velfærdsproblemer, kan man vel kalde det. Lil Lacy skulpturerede deres sårbarhed med ligefrem hjerteslagsrytmik, kakofonier af talesang, pågående munkeklang og en polyfonisk satsteknik, der oftest vægtede enkel sangbarhed højere end raffineret harmonisk udvikling.
Pludselig slukkede alt lys i hallen. Sangerne begyndte at plaske rytmisk, omdannede vandoverfladen til slagtøj og hvinede frit over spektaklet. Til sidst, tømt for energi, drev de rundt på ryggen og nynnede ustabile toner som mørke konturer af nedkørte eksistenser. Livet kan være en kamp – selv i velfærdsstaten.
Den slags øjeblikke af effektiv poesi var nerven i ”Crawl Crawl Crawl”. Lacy gjorde egentlig ikke mere væsen af sig end højst nødvendigt, men stillede sine kompositoriske evner til rådighed for en større sag, havde man fornemmelsen af. Måske for en folkelig kunstmusik? Enkelheden gav sangerne den fleksibilitet, der skulle til for at løse den tilpas absurde opgave at synge i vandet. Resultatet: at opførelsen ikke føltes forceret, men indlevende og fri.
Beskæftiger man sig mere indgående med Lil Lacys værker, vil man opdage, at en stor del af hendes virke går ud på at dyrke samhørigheden som ideal. Med andre kunstnere, med naturen, med menneskeheden som sådan.
Det kunne man høre et eksempel på et andet sted i Helsingør, nemlig i en af de gamle værftshaller nede ved havnen. For at opleve Lacys indspillede multikanalværk ”You’re Somehow Connected” blev man ledt op ad en knirkende metaltrappe og ind i et af Kulturværftets ruinøse rum. Her mødtes man af intet mindre end 34 højttalere og adskillige røgkanoner; en regulær himmelfærd.
I samarbejde med den elektroniske komponist Tobias Sejersdahl havde Lacy her skabt et værk, der vekslede mellem monstrøst knas, djævelsk akkordeontango, blid klangtåge og interviews med fem generationer af mennesker – fra en ung, norsk klimaaktivist til Suzanne Brøgger.
Nuvel, budskaberne om frihed og fred var floskler på parade, men musikken glimtede ligesom i svømmehallen lejlighedsvis. Som da Bjarke Mogensens akkordeon dansede sig selv til døde i sin flirt med Århus Sinfonietta, mens tørisen sev ud i lokalet og indhyllede os i et drømmesyn, vi selv digtede videre på.
For jo, det er komponisten, der sætter scenen. Men i Lil Lacys univers er det mest for at give plads til andre. Redningsvest må man selv vurdere, om man har behov for.
Lil Lacy: ”Crawl Crawl Crawl”. Lil Lacy og Tobias Sejersdahl: ”You’re Somehow Connected”. Passage Festival i Helsingør den 28. og 29. juli.