Søren R. Fauth har siden 2014 skrevet en række digtsamlinger, der har været bemærkelsesværdige og meget forskellige. Mens debutdigtsamling ”Universet er slidt” (2014) med sine 48 sider var et leporelloalbum, hvilket vil sige et værk, hvis sider består af ét foldet ark papir på 13,5 meter, hvor man så i en lang ekspansiv bevidsthedsstrøm bevæger sig frem og tilbage mellem drøm og virkelighed samt referencer til tysk romantisk-symbolistisk digtning, så var ”Digt om døden” (2018) et autofiktivt langdigt på næsten 300 sider, hvor vi følger en søns sidste tid med sin far, og en undersøgelse af, hvem faderen og den øvrige familie egentlig var.
Nu kommer der så året efter en ny digtsamling med titlen ”På Jupiter findes fortiden ikke”, hvis form og stof er ganske forskelligt fra de to forrige, idet der er tale om korte koncentrerede, kosmiske billeddigte, der kredser om et personligt tab og en dyb følelse af savn, smerte og forladthed. Digtene interagerer på interessant vis med en serie kosmisk-surrealistiske fotos af Frej Rosenstjerne, der i pagt med Fauths første udgivelsers forfinede boghåndværk fra forlaget Wunderbuch er indsat i små lommer, som vi kender det fra farfars fotoalbum.
Geografisk udspiller digtene sig hovedsageligt ved en sydlig lokalitet, men man kunne lige så godt sige, at digtene foregår i kontakt med universet og nattehimlen, som det er tilfældet for en række af de bedste danske digte fra det 20. århundrede som Ole Sarvigs ”Fra nattens hus” (1944) og Michael Strunges ”Ud af natten” (1982). Fauths digte har som deres store force, at de formår at forene tilværelsens mest modsatrettede kvaliteter fra det dagligdags, konkrete og nøgterne til det kosmiske, abstrakte og patosladede.
Hør for eksempel det følgende digt, der som en stor del af teksterne handler om at blive overvældet af ensomhed og undergangsfølelse: ”som nu de figner på et bjerg i Sedella i Salares/ ikke langt fra Canillas de Aceituno/ i højderne nordvest for Malága/ hvor jeg i et hvidkalket hus/ i mørket falder grædende i søvn/ i en seng i et rum med fire meter til loftet/ i en katakombe/ i en katedral/ i en lysende sarkofag/ hver nat viser mit blødende indre frem.” Tilsvarende udtrykker det kosmisk orienterede udsagn ”På Jupiter findes fortiden ikke” længslen efter at slippe bort fra de smertefulde erindringer om at blive forladt, som martrer jeget.
Et andet glimrende digt beskriver – igen orkestreret af hele kosmos på en hverdagslig måde – hvor lidt der skal til for at bryde et menneskes isolation, og hvordan der – modsat i det ovennævnte digt – altid er håb: ”som stjernerne/ solen for eksempel/ skaffer jeg mig energi gennem fusion: / min femtenårige søns ranke gang over køkkengulvet/ min hånd i hans hår/ min hånd på hans ryg.”
”På Jupiter fíndes fortiden ikke” er en hudløs, smertefuld og smuk digtsamling.