Prøv avisen
Bog

Hawkings' tilbagevisning af Gud er baseret på dårlig teologi

3 stjerner
Bogen giver i lighed med tidligere titler fra Stephen Hawkings god besked om Newtons teorier, kvantemekanik og relativitetsteori. – Foto: Dennis Van Tine/Star Max/Polfoto

Stephen Hawkings og Leonard Mlodinows bog er god kosmologi og dårlig teologi

Denne bog bygger videre på Stephen Hawkings kendte bøger ”Hawkings Univers” og ”Hawkings Uendelige Univers”. Den giver ligesom dem en god beretning om Newtons teorier, kvantemekanik og relativitetsteori. Disse gennemgange er skrevet ud fra det styrende synspunkt, at de skal lede frem til moderne teorier om universets skabelse og udvikling, og om der kan findes en stor samlet teori.

En sådan teori prøver at samle de fire fysiske kræfter, vi kender. Det er tyngdekraften, den elektrisk-magnetiske kraft og to former for kernekræfter, som kaldes den svage og den stærke. Hertil skal kræfternes vekselvirkning med stof indgå.

Forsøget på at skrive en samlet teori har en lang historie. Aristoteles mente, han havde gjort det, Newtons overrumplende præcise teori skabte optimisme, fordi den med de samme naturlove kunne beskrive bevægelser på Jorden og på himlen. Mange troede herefter, at en samlet teori lå lige henne om hjørnet. Men så kom Einsteins relativitetsteori og kvantemekanikken. De to teorier viste, at den fysiske verden var noget mere kompliceret end forventet. Hertil kom Hubbles påvisning af, at kosmos er uendelig meget større end vi troede, og at det tilmed hele tiden bliver endnu større. Ups!

En kandidat til en samlet teori har i nogle år været den såkaldte strengteori. Den er som alle fysiske teorier i dag meget matematisk og påstår, at den fysiske verden i virkeligheden har 10 dimensioner. Vi kender kun selv fire (tre i rummet plus tiden), fordi de seks andre er krummet tæt sammen, så vi ikke kan se dem. Ligesom et meget tyndt rør ser ud som en snor, selvom det både har længde og et indre rum.

Strengteorien var i krise først i 1990’erne, men i 1995 fik den en ny formulering og en til dimension, og det har givet den nyt liv under navnet M-teori; man har endnu ikke bestemt, hvad M står for.

Hawking-Mlodinow griber denne nye teori og siger, at den er den bedste kandidat til deres egen fremgangsmåde, som de kalder model-afhængig realisme. Model-afhængig realisme accepterer, at vi ikke kan forstå, hvordan verden ”egentlig” er. I stedet for finder vi teorier, der stemmer overens med observationer, og som kan forudsige resultatet af forsøg. Disse teorier beskriver hver for sig dele af verden, og det er et krav, at de giver ens resultater, der hvor deres områder lapper over.

Hawking-Mlodinow skriver ikke ret meget om M-teorien. Det er også svært, for det er en matematisk teori, der ikke er bekræftet af nogen fysiske forsøg. Så det er ikke bogens interessante aspekt. Derimod forklarer de på en interessant måde, hvordan teorierne tillader, at kosmos selv opstår ud af intet, og at tiden hermed begynder. Endvidere tillader teorierne, at der kan findes et uendeligt antal kosmos’er. Vi er bare heldige, at kosmos blev sådan, at vi kunne opstå og leve i det.

Alt dette er det spændende at læse om, men bogen igennem er der en forstyrrende undertone. Det er nemlig, som om Hawking-Mlodinow er i diskussion med det gamle og for længst forladte synspunkt, at Gud er sådan en storskala-urmager, der har skabt tiden og universet med alle dets fint afstemte love som det perfekte hjem for mennesker.

Hvis man så kan vise, at universet kunne opstå af sig selv og antage mange forskellige former, ja, så har man videnskabeligt modbevist troen på en skabende Gud. Man skal være ret uvidende om nutidig teologi for at tage denne argumentation alvorligt.

Oversættelsen er nogle steder uskøn, tegnsætningen tilfældig, og på side 134 er teksten uforståelig, fordi det engelske ord ”latitude” er oversat til længdegrad. Det betyder breddegrad. Der kan formodentlig findes flere fejl i oversættelsen.