Prøv avisen

Der er kræft i det tyske fadermærke

4 stjerner

Anerkendt romanforfatters nye bog om østtysk kompleksbearbejdelse er en mørk, medrivende og personlig dystopi

Der findes fadermærker, så vel som der findes modermærker. Førstnævnte er bare værre, for de findes i åndelig forstand og kan lægge skæbner, familier og nationer øde. De kan befordre hykleri, skændede gravsteder, urimelige hemmeligheder og almindelig tristesse.

Christoph Hein er en af de mest fremtrædende nulevende repræsentanter for arven efter DDR, og ”Lykkebarn med far”, der udkom i 2016, er hans store epos om det hele. En monumentalt lang roman fra slutningen af Anden Verdenskrig til den tyske provins anno 2008 med ”kebabkiosker”, hvor de arbejdsløse hovedsageligt køber bajere.

Romanens skønne titel synes at spille på Thomas Manns svindlerroman om Felix Krull – det lykkelige søndagsbarn – nu tilsat Tysklands lange efterkrigstids dystre fadermærke. Det udgøres af hovedpersonen Konstantins familiehistorie, hvor faderen begik usigelige krigsforbrydelser på Østfronten og endda lagde an til at bygge en koncentrationslejr i sin hjemby ”G”.

Konstantin har aldrig mødt faderen, der blev hængt i krigens sidste tid, men fadermærker er jo altså også åndelige. Som analogi til den tyske skæbne følger skyldkomplekset med, og Konstantins historie bliver dermed også den tyske: Hvad end han gør, er han mærket.

Romanens store anlæg og kompleksallegorisering er umiddelbart tiltalende. Det kræver en fortælleevne, som ikke alle selvbestaltede lykkebørn er i besiddelse af, når man vil tage læseren med på en østtysk rejse gennem his-torien – i så personligt et perspektiv.

Konstantin flygter til Vesttyskland, lige omkring lukningen af overgangen mellem øst og vest. Han vil til Marseille for at melde sig til Fremmedlegionen og må først igennem de vesttyske flygtningelejre. Men selv i Marseille findes historien, især når man har en far. Det har man som regel.

På sin vej tilbage til den els-kede mor, der lærte ham tre fremmedsprog, må han i østtysk modtagelseslejr, hvor man er sikker på, at han er spion. Han kommer til sidst til Magdeburg, hvor drømmen om en plads på en filmskole brister, fordi nogen får nys om hans fars ugerninger. Som Serenus Zeitblom fra en anden Thomas Mann-roman (”Doktor Faustus”) indser Konstantin, at hans sande kald er at være pædagog, og han bliver derfor gymnasielærer i en række fremmedsprog, men så let træder man ikke ud af familiens og nationens djævlepagt. For hvis du vil løbe fra fortiden, må du i DDR tie om den. Det er aldrig sundt. Hvis der går kræft i ens modermærke, kan det heller ikke lades ubehandlet.

”Lykkebarn med far” er på denne vis både en stor realistisk roman, men den arbejder også med en række arketyper og allegorier. Eksempelvis er der den jævnaldrende bror Gunthard, som mener, at faderen bare gjorde sin pligt ”som alle sande tyskere”. Romanens lange skygge kommer især af, at det faktisk går denne type godt, både i DDR og efter Berlinmurens fald. Det samme sker for alle dem, der i modsætning til Konstantin gerne vil bekende sig til de nye voldsmænd i form af de partitro DDR-soldater, der alle konstant overhaler ham i karrieren på gymnasiet. Og som ikke synes at skulle igennem de personlige tragedier, der samtidig forkrøbler Konstantin personligt.

Det er så oplagt at værdsætte ambitionen og vingefanget i Christoph Heins anliggende, men romanens mismod synes også at have bredt sig til hans egen tillid til sprogets kunnen og den nutidige tyske læser.

Konstantins vej gennem kontinentet og tilbage er selvfølgelig en flugt, og da han som ung, fri mand kommer til Magdeburg, lyder det sådan her: ”Ingen kendte noget til min far, jeg kunne glemme ham. Jeg kunne stryge ham. Viske ham ud. Bortradere ham. Arkivere ham under Aldrig mere.”

Har læseren mon forstået det? Og fornemmet, at det, selv her på side 313, selvsagt ikke går sådan? Det kunne jo også være, at de tyske læseres egne farfadermærker har givet dem anlæg for en væsentlig mere stilmæssig subtilitet, selv når det bliver mørkt.

Hein er bedst stilistisk, når han viser, hvordan opgøret med fortiden blot har medført nyt hykleri og personlige katastrofer, men når det bliver mest dystert, forfalder romanen til noget, der minder om triviallitteratur. Da Konstantin endelig fortæller sin forlovede om sine fadermærker, siger hun: ”Du er ikke hans søn, du er hans sidste offer,” og han svarer: ”Ja, det er jeg også, hans sidste offer, men hele mit liv vil jeg også være hans søn.”

I sådanne optrin for de senile forhindrer Hein sin egen roman i at nå det niveau, den fortjener, men i skildringen af det, han kalder ”historiens sejrherrer” – hyklerne – har vi alligevel fået en mørk, mørk roman om nyere tysk historie.