Efter det uhyrlige mord i Paris på en skolelærer, som havde vist Muhammed-karikaturer i sin undervisning, har nogle fanatikere herhjemme krævet, at tegningerne nærmest skal være fast pensum. Så kan de lære det, alle de, som ikke har forstået de danske værdier til bunds.
Men som lærerforeningens formand meget rigtigt bemærkede: Vi viser jo ikke pornofilm, hvis vi i historieundervisningen kommer ind på legaliseringen af billedpornografi i sin tid. Naturligvis kan man også forklare, hvad ytringsfrihed er, uden at vise karikaturer. I nogle tilfælde kan de være velanbragte, i andre ikke. Det er måske endda klogere at lade være.
For ytringsfrihed handler om individets ret over for myndighederne. Hvis den fortolkes som retten til uden konsekvenser at sige hvad som helst om eller til hvem som helst, så er der ikke længere tale om ytringsfrihed, men blot om et fribrev til verbale overgreb.
Havde det været lovgivers mening, ville vi ikke have haft en injurieparagraf. Injurie betyder æreskrænkelse. Der er med andre ord noget, der hedder ære, og noget, der hedder krænkelse. Kræver man, at mennesker bare skal finde sig i krænkelser, erklærer man dem æreløse eller forlanger af dem, at de selv skal betragte sig som æreløse. Det er i den mest bogstavelige forstand for meget forlangt. Omvendt behøver man ikke at respektere enhver mimose, som giver ondt af sig. Som i de fleste af livets forhold handler det om balance.
I Heinrich Bölls roman ”Katharina Blums tabte ære” dræber en kvinde en journalist, som i sin avis har beklikket hendes ære og ved et aftalt møde har tænkt sig at blive ved med det. Først sker det verbalt i avisen, så er det ved at blive fysisk ved mødet – og så skyder hun. Bogens undertitel er ”Hvordan vold kan opstå, og hvad den kan føre til”. Böll ved, at volden ofte begynder i sproget, ofte endda i de meget små doser, eller simpelthen som vane. Han forsvarer overhovedet ikke volden, han skriver blot om, at den sjældent kommer ud af den blå luft.
I et forhør skal Katharina forklare nogle mænds optræden over for hende. Hun siger: ”De blev nærgående.” Protokolføreren siger: ”De mener kærlige.” Katharina: ”Nej, jeg mener nærgående!” Hun får sin vilje, men de andre i lokalet synes, at hun er en værre snerpe. Det samme sker, da forhørslederen jovialt spørger til hendes forhold til en eftersøgt bankrøver, som hun elsker: ”Kneppede han dig?” Og Katharina svarer rødmende og stolt: ”Sådan ville jeg ikke betegne det.”
Mon ikke det ville være en god idé at undervise i ytringsfrihed ud fra nogle grundige sproglige analyser? Mon ikke det i det hele taget ville være en god idé at forklare eleverne noget om lovgivningen, fortælle dem, hvorfor visse love og regler eksisterer, hvordan de er blevet til, og hvad de skal gøre godt for? Eleverne skal være velkomne til at anfægte det alt sammen, men det er ingen skade til først at fortælle dem, hvad det er, de skal anfægte. De bedste revolutionære har altid været dem, der havde forstået mest af det bestående.
Den lærer, som undlader at vise pornofilm, behøver ikke at være nervøs for, at hendes elever aldrig ser den slags, og den lærer, som redegør for ytringsfrihedens væsen uden brug af Muhammed-karikaturer (og hvorfor lige dem, for resten?), behøver ikke at frygte, at eleverne ikke stifter bekendtskab med dem alligevel, hvis de skulle få lyst til det.
For det er en del af friheden: Det hele er tilgængeligt. Men skal det proppes ind i hovederne som selve sandheden om danskhed og danske værdier, er det ligeså totalitært som en hvilken som helst agiterende imam. Og hvis vi nu også lige her til sidst skal tale om en anden beslægtet debat: Hvis man – med rette – har ondt af undertrykkelsen af kvinder i dele af islam, skulle man måske tænke over, hvor mange mænd i vores oplyste kultur, der synes at have haft svært ved at acceptere, at kvinderne her hos os ikke vil undertrykkes.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.