I øjeblikket kører der en kampagne på de sociale medier, hvor tusindvis af brugere lægger 10 år gamle billeder op af sig selv som en såkaldt #10yearschallenge. Det skulle angiveligt være modigt at turde vise, at spejle ikke er, hvad de var engang. Men det er ikke kun lidt flere rynker, grå hår og nogle ekstra kilo, der er kommet til de sidste 10 år. Det er hele debatkulturen, der er blevet grim. For krænkelseskulturen er eksploderet, i takt med at de sociale medier har vundet frem i samme periode, mener forfatteren Christina Hagen:
”Jeg føler, at vi lever i en tid, hvor der er rigtig mange ting, der er forbudt. Man bliver udskammet, hvis man ikke bruger det rigtige sprog. Og der er opstået en fanatisk religion, der handler om at udskamme dem, der ikke lever op til det, jeg kalder korrekthedsreligionen,” siger hun.
Stemmen i hendes nye bog ”Korrekthedsbibelen” udskammer selv bevidst alt og alle. Helt absurd bliver det, når stemmen både udskammer rygere og ikke-rygere. Man må forstå, at det er hensynsløst at ryge, når ens sidemand ved busstoppestedet kan være på vej til Rigshospitalet med en lungekræftdiagnose, skriver hun, men 80 sider længere inde i bogen skriver hun, at det er hensynsløst at være nikotintyggegummityggende eksryger, fordi det kan opfattes som en hån mod de mennesker, der ikke har andre glæder tilbage i deres triste tilværelse end cigaretten.
Sådan har alle noget at skamme sig over.
Titlen danner et kors på bogens forside med en ironisk henvisning til, at vor tids værste farisæere ikke (længere) kommer fra kristendommen. For de politisk korrekte i vores mere gudløse tid har skabt deres eget rummelighedsevangelium. Og nu står vi reelt over for en form for digital inkvisition af krænkelsesparate forkyndere af tidens nye korrekthedsreligion, der dømmer alle de kættere, der ikke er lige så ”korrekte” og ”rummelige”, som de selv tror, de er, mener hun:
”Det er i virkeligheden ironisk, at mange af dem, der gerne vil fremstå rummelige, ender med at blive meget lidt rummelige selv. For alle, der ikke taler og tænker som dem, bliver udskammet. Og sommetider virker det nærmest som et slags spil, hvor man som indforstået medlem af krænkelsesmiljøet kan få likes og anerkendelse på de sociale medier, hvis man kan finde nogen, der skal udskammes, fordi de har udtalt sig på en måde, der ikke lever op til de dogmer, der er fastlagt af krænkelsesmiljøerne,” siger Christina Hagen og tilføjer, at der selvfølgelig også findes miljøer, der udsender krænkelser.
”Tragedien på de sociale medier er, at de tit fokuserer på det, der skiller os, i stedet for det, der samler os. Det er ærgerligt, at man ikke fokuserer lidt mere på, hvad vi har tilfælles. Vi er alle både krænkende og ofre for krænkelser. Det kan slet ikke undgås, så vi må være lidt mere nådige over for hinanden og hinandens fodfejl og eventuelt manglende forståelse. Jeg savner en smule mere tilgivelse.”
Findes der ikke også reelle krænkelser, som man bør sige fra over for?
”Jo, bestemt. Men bagatelgrænsen har også flyttet sig, og jeg synes, at der er en irettesættende tone i tiden. Jeg føler mig i hvert fald tit talt ned til, som om jeg var et lille, uartigt barn. Da jeg forleden skulle fortælle en journalist om en person, der gik ind for unisextoiletter, glemte jeg at sige ’en ciskvinde, der ikke var født som kvinde’, og det var jeg flov over. Men den slags sproglige forventninger ender jo med at være absurde og meget udmattende og hindrer, at man kan tale åbent og umiddelbart med hinanden.”
Christina Hagen efterlyser en mere fornuftig balance i ømhedstolerancen.
”Dilemmaet er, hvor meget man skal tage hensyn til andre. På den ene side kan man aldrig vide, hvilken historie et andet menneske har. Og når man ikke kender et andet menneskes kampe, ved man jo heller ikke, hvad der kan krænke vedkommende. For eksempel har jeg det selv svært med at blive fotograferet på grund af en oplevelse, jeg havde engang. Men på den anden side må de, der så føler sig såret eller krænket, forsøge at bære over med dem, som de føler sig krænket af.”
De fleste sider i bogen består af ternet papir, der er skrevet på i hånden, mens andre sider står med normal maskinskrift. Og stilen har også en formmæssig pointe for Christina Hagen (født i 1980), som selv voksede op i 1980’erne og 1990’erne med ternede blokke i folkeskolen i den måske sidste generation, der ikke primært kommunikerede digitalt med vennerne i skolen.
”Jeg havde altid svært ved at holde bogstaverne inden for ternene på papiret i matematik. Jeg var ellers dygtig nok i skolen, men jeg havde altid svært ved at forstå, at det med ternene kunne være så vigtigt,” siger forfatteren, der fornemmer samme strømliningstendens i samfundet i dag.
”Det er måske også frækt at kalde det en religion, men der er ikke ret mange af mine venner, der er religiøse i traditionel forstand, og jeg har tænkt på, om det er derfor, at krænkelseskulturen er blevet så ekstrem en tro, hvis man kan kalde den det. Uden religionen mangler vi måske noget, vi kan tro på sammen, et fællesskab.”
Er vor tids kættere så dem, der sætter spørgsmålstegn ved den politisk korrekte sandhed?
”Ja, det er lige det. Vi er stadig meget opmærksomme på, om kristne missionærer kan virke fordømmende med deres holdninger – det er jeg også selv opmærksom på, og dét er ikke et tabu. Men det andet opfatter vi stadig ikke som absurd. Og det er derfor, at man kan være fræk og kalde det en korrekthedsreligion, når den, der ikke kan gå med på dens præmisser, skal skammes ud. For der er en skam forbundet med ikke at tilhøre den her religion. Man kan nemt blive stemplet som et ondt menneske, hvis man ikke kan abonnere på alle korrekthedsreligionens dogmer,” siger hun og tilføjer:
”Men det er jo det modsatte af tolerance, hvis man bliver så allergisk over for mislyde, at man ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker, der ikke taler og tænker som en selv. Det skaber angst og afstand til ’de andre’, når der er mennesker, som man ikke kan tale med, fordi man er bange for at sige noget forkert. Og det er et kæmpe problem, for det lukker for al samtale og muligheden for at finde fællesskaber på trods af køn, hudfarve, religion, udsatheder, besværligheder og seksualitet.”
Forfatteren sukker, inden hun tilføjer:
”Hvad der startede som en higen efter tolerance, har efter min mening udviklet sig til et ekstremt komplekst orddiktatur, som skiller mennesker ad frem for at samle dem.”