Prøv avisen
Eftertanken

Krænkelsesret eller selvforsvar?

Mange mener, at Rasmus Paludan skal have lov at råbe og skrige – men en burka er til forargelse og skal forbydes, skriver Per Øhrgaard i en refleksion over den aktuelle debat om ytringsfrihed. – Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Når så mange i dag føler sig krænket, behøver det ikke at skyldes en større nærtagenhed. Det skyldes også, at krænkelser er blevet mere udbredte. For vi er ved at vænne os til, at det er i orden at chikanere, men lidt sippet at reagere på det

I kølvandet på diverse skandaler og episoder er det igen blevet diskuteret, hvad der bør være tilladt, og hvad der er i orden, eller netop ikke. Krænkes ytringsfriheden, hvis en Facebook-profil lukkes, eller hvis et medie afstår fra at bringe en bestemt reportage? Kan man true sig til indflydelse, hvis man erklærer at føle sig krænket af det ene eller det andet? Og hvem har mest held med at føle sig krænket? Pudsigt nok ofte folk, som håner andre for ikke at kunne tåle mosten. Så skal Rasmus Paludan have lov at råbe og skrige – men en burka er til forargelse og skal forbydes.

En klog jurist forklarede mig for mange år siden noget, som er blevet mere og mere tydeligt i de senere år, og som stikker dybere end de mere overfladiske diskussioner om berettigelsen af det ene og det andet. Hvad angår ytringsfrihed, sagde han, er der betydelig forskel på den europæiske, i hvert fald den kontinentale, og den amerikanske tradition. Kort fortalt er udgangspunktet for presselov, injurielov og så videre i Europa hensynet til ofret: Meget skal være tilladt, men ikke alt. Begrundelsen hentes i opfattelsen af individet som den svage part over for statsmagt eller mediemagt.

Den amerikanske tradition er i langt højere grad baseret på krænkerens ret til at krænke, man kunne også sige på det ene individs ret over for det andet. Den amerikanske tradition ser beskyttelsen af individet bedst garanteret af retten til angreb, den europæiske af muligheden for forsvar eller for at få lov at være i fred. Det hænger sammen med meget andet i samfundssynet, som det for eksempel også giver sig udslag i forskelle i våbenlove: De er restriktive i Europa, liberale eller ikke-eksisterende i USA.

Hvad der er sket i de seneste årtier, er et skred i Europa bort fra vores egen tradition til en overtagelse af den amerikanske. Det er utvivlsomt ofte sket ubevidst, men det fortjener at blive tematiseret og drøftet. Når så mange i dag føler sig krænket, behøver det ikke at skyldes en større nærtagenhed. Det skyldes også, at krænkelser udbredes offentligt i en grad, som ikke kendtes før. Vi er åbenbart ved at vænne os til, at det er i orden at skælde og smælde og chikanere, men lidt sippet at reagere på det.

Det går altsammen stik imod vores lange, hårdt tilkæmpede tradition for at opføre os nogenlunde anstændigt. Vi er lige så stille – eller larmende – begyndt at acceptere en mudderkastning, som vi tidligere anså for under lavmål.

Det er tankevækkende, at nogle nu vil afskaffe den racismeparagraf, som oprindelig skulle beskytte jøderne og blev anset for et kulturelt fremskridt. Nu lægges den for had som hæmmende for ytringsfriheden.

Meget af dette er som sagt sket ubevidst. Og meget hænger sammen med vores manglende evne til at orientere os mod andre fremmedsprog end engelsk.

I forbindelse med farcen om en præst i Sønderjylland, som ville fortælle sine konfirmander, at evolutionsteorien var umoralsk, påpegede professor Niels Henrik Gregersen og lektor Bo Kristian Holm her i avisen (den 8. november 2018), at vores sproglige dovenskab fører til, at selv teologer efterhånden ikke kan læse andet end engelsk. Altså importerer vi debatter fra USA, som er uvedkommende, fordi de intet har at gøre med vore kirkelige eller teologiske traditioner, for slet ikke at tale om vores virkelighed.

Lys over land! Lad os få drøftet, om det virkelig skal være sådan, at vi fornægter vores egen historie og tradition og overtager et såkaldt ”internationalt”, men i virkeligheden meget nationalt amerikansk mønster. Måske skal det være sådan. Men så bør det være med åbne øjne og øren, og ikke bare fordi vi ikke har tænkt os om.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.