Kravl ind i moderkagen: I Roskilde findes et museum for al den kunst, der ikke skal på museum

Museet for Samtidskunst i Roskilde forlod sidste år museumsbygningen og specialiserer sig nu i al den kunst, der ikke hører hjemme på hvide vægge i store sale

Museet for Samtidskunst samarbejder gerne med kunstnere om at udstille værker, der slet ikke egner sig til et udstillingslokale. Her er det kunstneren Marie Munk, som har skabt en gigantisk moderkage, der skal vises flere steder i Roskilde.
Museet for Samtidskunst samarbejder gerne med kunstnere om at udstille værker, der slet ikke egner sig til et udstillingslokale. Her er det kunstneren Marie Munk, som har skabt en gigantisk moderkage, der skal vises flere steder i Roskilde. Foto: Emil Helms.

I en industrihal i udkanten af Roskilde går en ung kvinde iført beskyttelsesdragt og ansigtsmaske og arbejder på et kunstværk, der er for stort til at stå på de fleste museer. Værket skabes ikke med pensel på lærred eller mejsel mod marmor. Stående på en lift er hun sammen med sine to hjælpere ved at overfladebehandle en gigantisk moderkage, udført i pvc-belagt nylon.

"Det er det samme materiale, man laver hoppeborge af," forklarer kunstneren, Marie Munk, som med sit værk, "Placenta" dels vil give sit publikum noget, de kan "kravle ind i og op på", dels vil diskutere det moderne menneskes forhold til noget så naturligt som den enhed, der holder os i live, når vi er fostre, men som derefter udstødes og smides væk.

"Jeg er interesseret i at diskutere, om vores brug af teknologi giver os et mere akavet forhold til kroppen. Min idé er, at jeg ved at forstørre noget så absurd som en moderkage kan få folk til at tænke over det," siger hun.

Marie Munks moderkage er udviklet i samarbejde med et museum, der ikke har et rum, den kan udstilles i. Museet for Samtidskunst i Roskilde har i sin 30-årige levetid altid fokuseret på kunst, der var nyt og grænseoverskridende og kunne udfordre publikums ideer om, hvad kunst er. Men sidste år traf museets ledelse selv den grænseoverskridende beslutning helt at skille sig af med sit eget udstillingsrum, Det Gule Palæ, i byens centrum.

Udarbejdelsen af Marie Munks overproportionerede moderkage.
Udarbejdelsen af Marie Munks overproportionerede moderkage. Foto: Emil Helms

Nu udfordrer museet hele forestillingen om, hvad et museum er, ved blot at eje en administrationsbygning i byens udkant i den nye kulturbydel Musicon, der er nabo til den berømte festivalplads i Roskilde, og som også rummer et rockmuseum, festivalhøjskole og en række andre kulturbygninger.

Museet uden vægge

Da avisens udsendte fotograf skal finde vej til museet, ringer han og spørger, om der er noget galt med adressen. På hans google-kort kan han ikke se noget kunstmuseum, bare en byggeplads, siger han. Men den er god nok. Og på Museet for Samtidskunst smiler fungerende direktør Amanda Schwarzfeldt og museumsinspektør Magnus Kaslov, da de hører om fotografens tvivl. For såvel museet som hele Muscion-bydelen er én stor byggeplads, og det er ikke sikkert – eller meningen – at det nogensinde skal være færdigt. Begge dele er i konstant forandring.

"Vi prøver at være museum for den svært håndterbare kunst. Alle de udtryksformer, der ikke passer ind i rammerne og ikke skal stå til tid og evighed. Der ligger en indbygget selvmodsigelse i vores navn. At ville være samtidige og at ville være museum, der jo traditionelt gemmer fortiden til fremtiden," forklarer Magnus Kaslov, der nævner konceptkunst, performancekunst, digital kunst og lydkunst som eksempler på kunstarter, der passer mindre til langtidsophængning i store sale med bonede gulve end traditionelle malerier og skulpturer, men som med fordel kan udstilles på "Museet uden vægge", som Roskilde-museumsfolkene også kalder deres koncept.

Ifølge museumsinspektør Magnus Kaslov og fungerende direktør Amanda Schwarzfeldt har kunsten altid rykket grænserne for, hvad vi kan forstå. Museet for Samtidskunst i Roskilde rykker grænserne for, hvad vi forstår ved et museum.
Ifølge museumsinspektør Magnus Kaslov og fungerende direktør Amanda Schwarzfeldt har kunsten altid rykket grænserne for, hvad vi kan forstå. Museet for Samtidskunst i Roskilde rykker grænserne for, hvad vi forstår ved et museum. Foto: Emil Helms

Marie Munks moderkage er eksempel på dette. Den har været vist på Roskilde Festival, som sammen med Bikubenfonden også har støttet værket, og fra 22. august vises værket i en udstilling flere steder i Roskilde, hvor moderskabet vil blive diskuteret, kulminerende med et event på "Moderskabets dag" den 4. september. "Placenta" hører ikke hjemme i et museums rum. Den skaber sit eget rum, forklarer museumsfolkene.

Mens kunst i byrummet traditionelt bliver stillet op et sted, fordi kommunalpolitikerne ønsker sig noget kunst foran biblioteket, forsøger Museet for Samtidskunst at trække i retning af at lade kunstneren bestemme stedet.

"Vi ser os ikke så meget som udstillere, mere som fødselshjælpere og formidlere af kunst," siger Amanda Schwarzfeldt, og Magnus Kaslov tilføjer:

"Hvis nu ikke museer fandtes i forvejen, men skulle opfindes i dag, ville vi så stadig bygge dem op som store huse af sten? Det er måske ikke passende mere."

Museet følger kunsten

I mere end 100 år har kunstnere brugt deres kunst til at diskutere kunstbegrebet. Da franskmanden og kunstmaleren Marcel Duchamp (1887-1968) i 1917 udstillede en porcelænskumme fra et urinal og erklærede, at det var kunst, vakte det stort postyr, men pointen er, at kunst hele tiden skal skubbe til forestillingerne om, hvad kunst er, forklarer museumsfolkene.

"Det handler ikke om at provokere, men om at finde nye udtryk," siger Magnus Kaslov.

Tilsvarende mener de, at det kan være relevant for museer at skubbe til forestillingerne om, hvad et museum er, men Amanda Schwarzfeldt betoner, at "Museet uden vægge" ikke skal ses som et angreb på eller en kritik af de mere etablerede museumsinstitutioner.

"Vi mener ikke, at alle museer skal være som os, men vi vil gerne bidrage til bredden og være med til at opfinde en måde at være museum på, som følger efter kunstens nye udviklinger, for eksempel på det digitale område," forklarer hun.

Digital formidling betyder, at der er kunst, som man ikke behøver forlade hjemmet for at se, men blot finde ind på den rette hjemmeside eller podcast-udbyder. Dette rummer også nye muligheder for at tilbyde kunst, som skoleelever kan arbejde med. Og da coronapandemien ramte Danmark i foråret 2020 og tvang alle museer til at lukke for den fysiske udstilling og forsøge at nå publikum på afstand, flaskede det sig tilfældigvis sådan, at Museet for Samtidskunst netop skulle til at offentliggøre en serie af lydværker, der handlede om isolation.

"Alle sad fast derhjemme og havde tid til at prøve nyt, og vores koncept virkede pludselig ekstra meningsfuldt," fortæller Magnus Kaslov.

Hvad er original, og hvad er kopi?

Et centralt værk i den digitale sammenhæng er skabt af kunstneren Ditte Ejlerskov. "The Wrestlers" eller "Bryderne", forestiller to kvinder i brydekamp. Det er inspireret af en klassisk græsk statue, som kun eksisterer i senere romerske kopier, og som forestillede mandlige atleter. I den danske kunstners fortolkning symboliserer de to kvinder kampen mellem hormonerne oxytocin og adrenalin, mellem glæde og kamp, og der ligger selvfølgelig en feministisk pointe i, at de kæmpende atleter kan være to kvinder.

Men det er ikke dét, der gør skulpturen speciel. Det er, at den ikke har nogen fast form. "The Wrestlers" er en digital 3D-skulptur, også kaldet et non-fungible token. Værket har siden december 2021 indgået i Museet for Samtidskunsts samling, men er samtidig til fri download for alle, der ønsker det. Man kan downloade værket i plastic i tre dimensioner, man kan printe det, væve det ind i stof – og så kan man udstille det virtuelt, forklarer museumsfolkene og haler en mobiltelefon frem fra lommen.

Værket "The Wrestlers" af Ditte Ejlerskov er et digitalt værk, som her visualiserer sig på en telefon uden for Museet for Samtidskunst i Roskilde.
Værket "The Wrestlers" af Ditte Ejlerskov er et digitalt værk, som her visualiserer sig på en telefon uden for Museet for Samtidskunst i Roskilde. Foto: Emil Helms

Mobiltelefonens kamera bliver tændt, og ude på den bare mark ved museumsbygningen dukker skulpturen nu op i billedet. Skulpturen findes ikke i fysisk forstand, men kan gennem telefonen ses til stede i virkelighedens omgivelser. Augmented reality (forstærket virkelighed, red.) kaldes fænomenet, som minder lidt om online-spillet Pokemon Go, som var en stor dille for nogle år siden, hvor man via sin telefonskærm kunne få fantasi-væsener til at dukke op i omgivelserne omkring sig. Og en særlig pointe ved værket er, at der findes ikke én original skulptur, som alle de andre udformninger er kopier af. Hvert eneste papirprint, hver eneste virtuel manifestation, hver eneste plasticudgave af "The Wrestlers" er lige meget eller lige lidt det originale værk, forklarer Magnus Kaslov.

Han tilføjer, at der eksisterer en QR-kode, som kan aflæses af telefonen, hvorefter kunstværket dukker op digitalt. I forbindelse med en udstilling, som Museet for Samtidskunst var med til at kuratere i Nikolaj Kirke i København, blev det besluttet, at det ikke-eksisterende kunstværk skulle vises ved, at der var en kæmpestor QR-kode på gulvet, som ville få skulpturen til at manifestere sig i et forholdsvis traditionelt udstillingsrum.

"Det morsomme var, at vi besluttede at lave QR-koden som en flise, som vi fik lokale stenhuggere til at lave i marmor, hvorefter mønsteret, telefonerne kan aflæse, blev malet på i hånden. Her havde vi ellers gjort så meget for at bevæge kunsten væk fra de traditionelle udtryksformer udhugget marmor og oliemaling, og så var det alligevel der, vi endte."