Besættelseshistorie mangler dybdegående portrætter

”Helenes krig I” har både tidsatmosfære og fortidens drengebøgers kækhed. Romanen har dog for mange klichéer og flade personportrætter

Besættelseshistorie mangler dybdegående portrætter

Besættelsestidens krav om stillingtagen fører for hovedpersonen i Pernille Juhls roman ”Helenes krig I” til svært håndterlige dilemmaer om krig og kærlighed. Hun er jurastuderende ved Københavns Universitet, pligtopfyldende og i enhver henseende, hvad man forstår ved ”en pæn pige”.

Men hun keder sig. En medvirkende årsag til, at hun sammen med andre studerende engagerer sig i en modstandsgruppe, synes netop at være kedsomhed. Den slipper hun af med! Hendes tilværelse ændrer sig mere radikalt, end hun vist havde forestillet sig. Men alt må hun skjule for sine konforme forældre, som hun stadigvæk bor hos. De anser modstandsbevægelsen for at bestå af bøller, der forstyrrer den offentlige orden ved at sprænge virksomheder i luften. ”Det er det glade vanvid”, vrisser faderen, så vrede spytdråber sætter sig i hans skæg.

Kimen til det, der udvikler sig til kærlighed, er Helenes møde i sommeren 1940 med en tysk soldat, Johan. Men tysker er han blevet ved en fejltagelse. Hans mor, en fraskilt tysk kvinde, der efter Genforeningen flyttede til Haderslev med sin da etårige søn, var ikke opmærksom på, at dennes statsborgerskab fulgte faderens. Det betød, at Johan blev indkaldt til den tyske hær. Ulydighed ville blive betragtet som faneflugt – med risiko for dødsstraf. Den spektakulære historie – som M&M Productions har købt filmrettighederne til – er grundlæggende velfortalt. Dog med en indimellem svigtende vagtsomhed over for klichéer – hvilket kan forårsage et ufrivilligt komisk udsagn som dette: ”Kålrabistuvning blev aldrig hendes kop te.”

Helene er romanens eneste fuldt udfoldede portræt. De fleste af de øvrige personer er mest kun navne. Jeg savner en dyberegående præsentation.

Romanen vinder i intensitet, efterhånden som alvoren i og omkostningerne ved deltagelsen i modstandskampen virkelig går op for – og mærker – de unge frihedskæmpere.

Det gælder ikke mindst Helene, der indleder sit hemmelige virke med at uddele illegale flyveblade. Men hun inddrages snart i farligere missioner og viser sig særdeles effektiv, uddannes til skarpskytte og udfører en stikkerlikvidering. Hvor belastende det er beskrives nøje.

”Helenes krig I” har i begyndelsen noget af den kækhed, der hører fortidens drengebøger til. Senere bliver besættelsens farlige virkelighed mere nærværende – og romanen opnår noget af den tidsatmosfære, som den mangler i det forudgående.