Wilhelm Dinesen (1845-1895) deltog som ung, nyuddannet officer i krigen i 1864, hvor han udmærkede sig. Forfatteren Tom Buk-Swienty stødte på ham i sit arbejde med sine bøger om Dybbøls fald og Slaget på Als og lagde mærke til, at Dinesen reagerede anderledes end den typiske deltager i de forfærdende slag.
Mens krigen for de fleste var den rene rædsel, var den for den unge Dinesen en form for eksistentiel nødvendighed. Midt i galskaben fandt han den glød, som han levede af. Han opsøgte krigen igen som frivillig på fransk side i Den Fransk-Tyske Krig 1870-1871, på samme måde som han opsøgte farerne ved andre dristige eventyr.
LÆS OGSÅ: Fra redning til flugt
Det kom fra faderen, A.W. Dinesen, godsejer og artilleriofficer, der havde deltaget som frivillig på fransk side i kolonikrigene i Nordafrika, og som vandt sig status som dansk nationalhelt under Første Slesvigske Krig 1848-1850. Viljen til krig blev bragt videre til Wilhelm Dinesens søn, Thomas Dinesen, der deltog som frivillig i Første Verdenskrig i den canadiske hær. Tilfælles havde de tre generationer yderligere, at de gav deres krigserfaringer et litterært udtryk. De kunne skyde, og de kunne skrive.
Det gjaldt som bekendt også Wilhelms datter og Thomas søster, Karen Blixen, hvis pseudonym, Isak Dinesen, jo ikke for ingenting spiller på patriarkalske principper og muligheden af et blodigt sønneoffer.
Krigen var for familien Dinesen ikke ensbetydende med tab af mening; den var derimod ladet med skæbne og betydning. Den var en del af kulturen og ikke en del af kulturens forfald. Om sin hjemsendelse dekoreret med Victoriakorset skrev Thomas Dinesen:
Nu vender vi tilbage til den gamle verden med dens kendte love og vedtægter. Vi skal igen gøre os sorger og bekymringer om mange ting, vi skal have de gamle skyklapper på, nu har vi igen en fremtid som en lammende byrde på skulderen. Det ventes af os, at vi skal tage interesse i livets realiteter, dagens politik, vores aktiers udbytte, vores slips farve ... Bag os, uigenkaldeligt bag os, ligger eventyrskoven, den virkelige verden, det eneste liv.
Præcis som sin far fandt Thomas Dinesen livets mening i krigerhåndværket, kunsten at slå ihjel. Det blev Thomas Dinesens skæbne, at hans livs højdepunkt faldt så tidligt, at han derefter måtte leve 60 år i denne fladbundede og trivielle hverdag, inden døden endelig kom til ham. Anderledes gik det for hans far, Wilhelm, der døde som blot 49-årig, angiveligt for egen hånd. Omstændighederne om hans død er ikke ganske opklarede, heller ikke i denne bog, der er første bind i en tobindsbiografi, hvis konklusion vi må vente med at få næste år.
Bogen er ikke en biografi, men ifølge sin egen varedeklaration en dokumentarisk fortælling. Det må forstås således, at den er en levnedsskildring, der benytter sig af fiktionens former, men er baseret på dokumenterbare oplysninger. Buk-Swientys styrke som forfatter er beskrivelsen af de dramatiske tildragelser, der udgjorde centrum i Dinesens eksistens. Bogen begynder og slutter med de dramatiske begivenheder, da kommunardopstanden blev slået ned i Paris i 1871 med Dinesen som øjenvidne. Hertil hører også historien om, hvordan Dinesens tilbedte kusine, komtesse Agnes Frijs, der på samme tid døde af tyfus under et kurophold i Italien, fratog ham hans glødende ungdomstro på, at man i krig fandt skønhed og storhed.
Der er dog kun spredte henvisninger til kildematerialet, må man bemærke. En kritisk læser kunne godt have tænkt sig nogle flere noter, så man kan se, hvor forfatteren har sine oplysninger fra. Det er en nedvurdering af det store publikum, som Tom Buk-Swienty med rette har fået, at det må nøjes med et summarisk noteapparat.
Det er en åbenlyst god idé at tage fat på Wilhelm Dinesen, fordi han inkarnerede en kultur, der har spillet en væsentlig rolle langt op i det 19. århundrede, men som er blevet negligeret og glemt i det 20. århundredes historieskrivning. Han var ikke adelig, men han repræsenterede et aristokratisk sæt af værdier, en patriarkalsk krigerkultur, som i nutiden er forblevet en nærmest oprørsk understrøm i et ellers tryghedssøgende velfærdssamfund.
Vi ser denne understrøm repræsenteret i de unge mænd, der indtil for nylig har opsøgt ild og blod som frivillige i dansk krigstjeneste i Afghanistan. Det er jo paradoksalt, at en oprindeligt systembevarende, konservativ kultur i dag har fået et oprørsk udtryk, men netop dette paradoks finder Buk-Swienty udtrykt hos Dinesen, der ikke fandt sin ære i at repræsentere sin tids tempererede dannelseskultur, men i at drikke tæt og le op i dødens åbne ansigt.