Det er sen eftermiddag i den lille by Ladelund, lige syd for grænsen. I byens hovedgade går unge med håndklæder over skulderen mod badesøen, en lille boghandel er ved at lukke. Et par heste græsser, og alt ånder fred. En ældre mand og en lille pige med lyserød cykelhjelm kommer bumlende ned ad en grussti ved byens kirke.
”Mojn!”, råber de to cyklister, idet de kører forbi et blåt skilt, gemt lidt inde i et hegn. Nær ved skiltet åbner en meterdyb og umiddelbart formålsløs rende sig i jordens overflade.
Både skilt og rende er en del af en lille vandretur, man kan gå i Ladelund og her blive mindet om ét af de mest grufulde kapitler i Tysklands historie. Her lå nemlig en kort periode under Anden Verdenskrig en koncentrationslejr, og selvom lejrens levetid var kort, kostede den 298 fanger livet.
Museet ved lejren, KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte Ladelund, har lukket for dagen, da Kristeligt Dagblad kommer forbi. Men så er det godt, at alle på alle tider af døgnet kan gå den lille rundtur, der giver indblik i, hvad der engang er hændt her.
Vi begynder i mindelunden ved byens kirke. Her står tre store granitstøtter med kors og navne på de 298 døde. Klaas, Antonio, Charles, Johan og Viktor, hedder de. De fleste er hollændere og italienere, og de er døde inden for et spænd af ganske få uger i vinteren 1944. Blev de slået ihjel? Ja, nogle blev skudt, andre mishandlet til døde.
På et blåt skilt ved mindelunden kan man læse, at lejren blev oprettet som én af koncentrationslejren Neuengammes 87 udekommandoer, på tysk ”aussenlager”. Man eksporterede simpelthen fanger ud for at foretage tvangsarbejde andre steder i Tyskland, og her i Ladelund skulle der graves en såkaldt antikampvognsgrøft. Næste stop på ruten rundt på lejrens område er denne grøft. Den blev egentlig dækket til efter krigen, står der på det blå skilt, men man har sidenhen gravet et lille vinkelstykke ud igen. Åbnet såret for at lave et ar.
Der er noget mystisk ved at sidde på kanten af grøften mellem violer og smørblomster. På den ene side får barnet i én lyst til at rutsje ned. Men samtidig vokser en svimmelhed frem, som stod man ved en afgrund. For det indre blik forsvinder sommerblomsterne og afløses af dystre billeder. Mudder, is og udsultede kroppe, der bruger de sidste kræfter. På hvad? Militært set havde grøften ingen værdi, fortæller det blå skilt, det var ren proforma.
Der er et godt stykke vej til det næste stop på ruten, men gåturen føles ikke lang. Ad denne sti gik fangerne, de fleste politiske fanger, hver dag, mellem grøften og de barakker, hvor de boede. I dag er der villakvarter i området, der slås græs og vandes blomster. En langhåret racekat holder vagt ved en hæk.
Så kommer man til en landevej, og på den anden side anes endnu et blåt skilt i en lille lund af birketræer. En sort bil drøner forbi, og så kan man komme over til skiltet. Umiddelbart er sporene af barakkerne slettet, der er ikke andet end en umoden rapsmark. Men ser man nærmere på plancherne mellem træerne, er den ene af de blå plader gennemhullet. En geofysisk undersøgelse viste i 2015, at der endnu er masser af spor af lejren lige under overfladen. Et søm? Noget pigtråd? Et stolpehul? Eller noget mere menneskeligt?
For det indre blik rejser en bygning sig. Her boede 2000 mennesker i seks uger i en lejr bygget til 200, fortæller det blå skilt. De sov direkte på gulvet, stuvet sammen som slaver på et slaveskib.
Og så er der stenen, der står midt i det hele: ”Die Würde des Menschen ist unantastbar”, står der på den. Det er første artikel i den tyske grundlov, nedskrevet fem år efter krigen: Menneskenes værdighed er urørlig.
Denne vinter er det 75 år siden, det skete. På blot seks uger, inden lejren blev opløst den 16. december 1944, blev 298 mennesker fra 13 nationer skudt eller mishandlet til døde. Lige her.