Prøv avisen
Bog

Carsten Jensen skriver om krigens tabte sjæle

Carsten Jensens vægtige roman ”Den første sten” har været fem år undervejs og bærer præg af en stor mængde research, der indrammer historien i en aura af fagudtryk, viden og detaljerigdom, skriver Sørine Gotfredsen, der dog ville have foretrukket ” en dybere persontegning, færre blodige scener og mindre kul på thriller-effekten”. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Med sin store roman om krigen i Afghanistan prøver Carsten Jensen at beskrive individets fald i en grusom virkelighed. Fortællingen er lagt stort an i sin balance mellem thriller og krigs-dokumentation, men den er ikke ganske helstøbt

Det fremstår som et ret uundgåeligt projekt. Forfatter Carsten Jensen har længe været en ivrig iagttager af dansk krigsdeltagelse og har med tiden udviklet en temmelig kritisk tilgang til den. Så naturligvis måtte han skrive en fuldvoksen roman med udgangspunkt i krigens gru og det danske engagement, og her ligger den så.

”Den første sten” har været fem år undervejs og bærer præg af en stor mængde research, der indrammer historien i en aura af fagudtryk, viden og detaljerigdom.

Romanen foregår i Afghanistan og følger en gruppe danske soldater udsendt til Camp Bastion i Helmand-provinsen, hvor de under ledelse af den handlekraftige delingsfører Rasmus Schrøder skal bekæmpe Taleban. Vi møder en broget flok, der repræsenterer en blanding af trang til at opleve noget, tjene penge og komme hjemmefra.

Den øverstkommanderende, oberst Ove Steffensen, optræder som den besindige mand med lokalpolitisk erfaring og tro på samtalen, og Lukas Møller er feltpræsten, der gerne vil være tæt på soldaterne. Den enlige kvinde - Hannah - er præget af en socialt belastet barndom, men ikke så barsk, at hun er hævet over romantiske drømme, hvilket bliver fatalt for hende.

Det er i høj grad Hannah, man oplever begivenhederne igennem. I romanens indledning lærer vi gruppen og sproget og omgivelserne at kende, og gradvist udvikler historien sig til en blanding af drama, krimilignende forviklinger og en minutiøs beskrivelse af krigens rædsler og absurditet.

I ”Den første sten” lurer hele vejen en stemning af kaos og undergang. Tingene er ikke, hvad de synes at være, og da Hannah indleder et seksuelt forhold til sin delingsfører, fornemmer man, at kræfterne slippes fri.

Herfra kan alt ske i det nådesløse ørkenlandskab, hvor oberst Steffensen kommer til kort i et spil, der ganske udmanøvrerer hans danske forhandlingsnormer. Da nogle af soldaterne dræbes i et forræderisk baghold, der helt opløser det givne hierarki, går en menneskejagt i gang, der drives til det ekstreme.

Således udarter Carsten Jensens fortælling sig mere og mere grotesk, og læseren trækkes ind i et næsten dæmonisk rum, der ikke blot præges af krigens dybe fordærv, men også beskrivelsen af, hvordan mennesket kan miste grebet om sig selv og sin moralske målestok.

Der spares ikke på de blodige detaljer, men det er ikke de voldelige scener, der bærer beretningen. Tværtimod fortælles disse i en noget tør og dokumenterende tone, der fremstiller Carsten Jensen som en effektiv skribent mere end som en stor forfatter.

Der er noget nøgternt opremsende ved de mange udmalinger af drab og sønderskudte lemmer, og snarere er det beskrivelsen af det fortabte indre i personerne, der giver fortællingen liv. For eksempel da feltpræsten tvinges til at konvertere til islam og siden (lidt karikeret beskrevet) helt mister sin tro på Gud.

Og da Hannah må erkende, at hun er forelsket i skruppelløsheden selv, og gradvist underlægger sig voldens sprog som en fortvivlet reaktion på et knust hjerte. Jo mere uigennemskuelige de forskellige krigsalliancer bliver, desto mere aner man, at personerne er kastet ud i et meningsløst ragnarok, hvor de end ikke som enkelte kan fastholde en retning i livet.

I det hele taget kredser ”Den første sten” om individets fald. Soldaternes indre fundament smuldrer, og mest udtalt fremstår tomheden hos romanens superskurk, der simpelthen præsenteres som manden uden identitet. Han er en rastløs kyniker, der intet tror på, og som opfatter krigen som et computerspil.

Han er en slags karikatur på det vestlige menneske, og Carsten Jensen er ikke subtil. Pointerne råbes fra tagene, vesten har spillet fallit i Afghanistan, og fordærvet gror. Men trods det entydige budskab har romanen lidt svært ved at finde et helt overbevisende leje.

Den har i begyndelsen en stærk realisme over sig, men udvikler sig til en slags thriller, hvor man omsluttes af en voksende surrealistisk stemning og af og til lokkes med på vejen af lidt billige virkemidler.

Carsten Jensen opererer med mange personer, men kun få bliver rigtig levende, og da han midtvejs indfører en muslimsk jeg-fortæller fra den danske efterretningstjeneste, får bogen et strejf af distance og konstruktion over sig. Man vil være hos soldaterne, men man kommer ikke helt tæt nok på dem, og der opstår en sær kontrast mellem krigens uhyrlighed og de personer, der lidt hule færdes i den.

Men ”Den første sten” er samtidig en vægtig roman, der giver os et slags indblik i et krigskapitel i dansk historie, og man sanser det rædselsfulde. En roman kan tvinge os til at forholde os til krigen på en måde, som alverdens avisartikler ikke kan, men stilmæssigt og sprogligt er ”Den første sten” ikke ubetinget helstøbt.

Denne læser ville have foretrukket en dybere persontegning, færre blodige scener og mindre kul på thriller-effekten. Romanens titel kommer til sin fulde ret i en dramatisk afslutning efter et langt - også for langt - konspiratorisk og voldeligt forløb, hvor man til sidst ikke længere ved, hvem fjenden er.

Ordene er som bekendt taget fra Jesu formulering i Johannesevangeliet om, at den, der er uden synd, må kaste den første sten, og den afsluttende Carsten Jensen-morale står som hugget i granit. Ingen i denne fortælling er rene, og ingen kommer ud af krigen uden at have taget sørgeligt skade på sin sjæl.

kultur@k.dk