Prøv avisen

Krigeren ville være godt tilfreds

BIOGRAFI: Niels Barfoed har skrevet en helgenbiografi om Ole Lippmann, der ikke bringer noget nyt for dagen

Ole Lippmann var under Danmarks besættelse SOEs fjerde og sidste "chief organizer in the field", det vil sige chef for de agenter, der var kastet ned i landet fra England, og Londons repræsentant over for den danske modstandsbevægelse. Han virkede som sådan fra begyndelsen af februar 1945 frem til befrielsen i maj. Om ham har Niels Barfoed skrevet en kleppert af en bog,"En kriger".

Det lå vel ikke i kortene, at han skulle ende med at blive karakteriseret som krigeren. Født i 1916 voksede han op i et velhavende københavnsk miljø som arving til det hæderkronede firma Simonsen & Weel, som han blev op- og udlært i. 1930'erne brugte han til en uddannelses- og lystrejse til USA, hvorfra han vendte hjem via Japan, Manchuriet og Sovjetunionen. Hvad han så på denne færd, belærte ham om, "at det er ikke nok at være antifascist, hvis man ikke samtidig er antitotalitær", som det formuleres. Det var Dansk Samling-manden Mogens Staffeldt, der engang i 1942 så småt involverede Lippmann i virksomhed med illegale bøger og blade, men afgørende blev det, at han ad denne vej blev bekendt med og aktiveret af Svend Truelsen, reserveofficer og efterretningsmand tilknyttet den danske hærs militære efterretningstjeneste.

Efter den 29. august 1943 var det Truelsen, der ledede denne e-tjeneste, og her kom i modsætning til hærens illegale (såkaldt "lille") generalstab. Denne, i kaptajn Schjødt-Eriksens skikkelse, ville dreje virksomheden mod kommunisternes aktiviteter, og herudaf kom sammenstød, for ikke at sige fjendskab. Lippmann tog helt og fuldt Truelsens og modstandsbevægelsens parti. Schjødt-Eriksen blev altså hans modstander – og bag ham de "gamle politikere."

I maj 1944 måtte Truelsen efterstræbt af tyskerne flygte til Sverige, hvorfra han hurtigt kom videre til London, og i juli måtte Lippmann samme vej. I London blev han i oktober 1944 af chefen for SOEs danske sektion, Hollingworth, orienteret om, hvad meningen med hans ophold var: Han skulle gøres kvalificeret til at afløse den siddende "chief organizer", Flemming Muus, hvis noget skulle times ham.

Denne var, stærkt eftersøgt af tyskerne, nærmest gemt væk i Vestsjælland, mens andre – og hvem andre end "den lille generalstab" og politikerne? – kørte løbet og var godt på vej til at overtage den organiserede modstandsbevægelse. Den 27. november 1944 fik Lipp-mann at vide, at Muus ville blive kaldt tilbage, og at han selv skulle være klar til afgang i løbet af tre uger. Først den 9. januar 1945 fik han den afgørende orientering: Danmark kunne ikke regne med engelsk militær tilstedeværelse før længe efter fjendtlighedernes ophør. Arbejdet i Danmark skulle ikke forceres. Og han skulle som det første søge kontakt med hærchefen, general Gørtz, med henblik på godt samarbejde. Han kom af sted fra England den 3. februar og nåede via Sverige til København en uge senere.

Hvad fik han så udrettet? "Han organiserede på livet løs. Ingen tvivl om det," skriver Barfoed. "Men at der i vid udstrækning blev forhandlet, aftalt og forhandlet hen over hovedet på ham hans fine titler til trods, viser dokumenterne i min øjne lige så ubetvivleligt".

Heri har han ret. Tiden var løbet fra SOE som faktor i Danmark, og Lippmann var for ung, blot 29 år. Som hans "fjende nr. 1", Schjødt-Eriksen, sagde til ham: "Sig mig, hvad vil du egentlig? Det går jo udmærket." Underforstået: uden dig. Men han kom dog til at bære ansvaret for at udløse bombeangrebet på Shellhuset, og så var det ham, der i spidsen for et æreskompagni af frihedskæmpere tog imod den engelske general Dewing den 5. maj 1945 i Kastrup Lufthavn, uden nogen tvivl hans livs stolteste stund.

For den, der kender besættelseshistorien, bringer Barfoeds bog ikke meget nyt, om overhovedet noget. Til gengæld er det nyt og spændende at læse om Lippmanns initiativ til og arbejde for at få et lazaret sendt til Budapest under Ungarns-opstanden i 1956. Firmaets historie er der så godt som intet af, bortset fra, at dets nedtur kort skildres til sidst i bogen.

Lippmann døde i en høj alder i 2002. I England er det sædvane, når en stor og fremtrædende mand er død, at han da får en "officiel biografi". Det er, hvad Barfoed har givet Lippmann, eller anderledes udtrykt: Det er en helgenbiografi – af de verdslige, forstås. Bogen er velskrevet og vel fortalt, omend vel ordrig. Der kan næppe være tvivl om, at Lippmann ville have været særdeles godt tilfreds med det portræt, der her er tegnet af ham.

Niels Barfoed: En kriger. Portræt af Ole Lipp-mann. 496 sider. 375 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk