Besøger man den danske ambassade i Berlin, er der god chance for, at man på vejen passerer et af den tyske hovedstads vigtigste vartegn Siegessäule eller Sejrssøjlen i centrum af byens store park Tiergarten.
Den 67 meter høje søjle med bronzeskulpturen Victoria på toppen rager op højt over parkens trækroner og udgør dermed et orienteringspunkt – lidt som Eiffeltårnet i Paris.
Søjlen adskiller sig imidlertid dramatisk fra de fleste af Berlins øvrige vartegn. Holocaustmindesmærket og den ikoniske sønderbombede Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche afspejler begge et Tyskland, som har gjort en jætteindsats for at ihukomme og fastholde erindringen om sine egne forbrydelser. Anderledes kompliceret er det med Sejrssøjlen – ikke mindst i forholdet til Danmark.
”For mig som dansker er det et paradoks at passere Sejrssøjlen,” siger kulturminister Mette Bock (LA) i sin åbningstale ved en international konference på den danske ambassade i Berlin om nationale mindesmærkers betydning i en moderne tid.
”Søjlen er et symbol på preussisk overlegenhed over Danmark, men i dag tænker de færreste formentlig knap nok på, hvorfor den står der,” siger ministeren og henviser til, at søjlen blev indviet, efter at den preussiske militærmagt i 1864 havde erobret Slesvig-Holsten og påført Danmark dets vel nok største nationale traume nogensinde. Søjlen er dekoreret med forgyldte danske kanoner.
Mette Bock mener, at man må skelne mellem monument og mindesmærke, to begreber, som umiddelbart kan lyde som synonymer, og hun skitserer dermed det grundproblem, der optager samtlige talere resten af konferencen.
For hvad stiller man op med de mange monumenter, som blev rejst som følge af 1800-tallets aggressive nationalisme og krige, og som i nutidens samlede Europa kan virke som salt i et åbent sår? Kan man omskrive historie hugget i granit, når den politiske virkelighed fundamentalt forandres? Forskubbe fokus, så de snarere står som mindesmærker over ofrene?
”Monumenter er problematiske, det ligger i deres karakter, de fylder, de er synlige, og de vil vise magt,” siger Carsten Porskrog Rasmussen, historiker og overinspektør ved Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot.
Historien har vist, at monumenter ofte får nye og fuldstændig utilsigtede betydninger, påpeger han og nævner Istedløven, som blev opstillet i Flensborg i 1862 og siden skiftede hænder og betydning, som en kamæleon skifter farve.
Løven blev rejst til minde om slaget på Isted Hede i 1850, en dansk borgerkrig, og affødte derfor en del forvirring: Var den et symbol på sejr eller et monument over de faldne?
Efter 1864 snuppede preusserne den som sejrstrofæ og førte den til Berlin, og løven blev dermed symbol på dansk ydmygelse og for danskere syd for grænsen symbol på eksilet.
Efter 1945 gav det amerikanske militær løven tilbage til Danmark, men den blev sat til at vente uden for Tøjhusmuseet i København, og først i 2011 vendte den tilbage til Flensborg Gamle Kirkegård – nu som entydigt mindesmærke over de døde.
”Vi kan ikke kontrollere, hvordan folk opfatter monumenter. Det forandrer sig over tid. Der er ikke andet at gøre end at sige, at det skal løses på bedste demokratiske vis,” siger Carsten Porskrog Rasmussen og tilføjer, at vi i nutidens samfund mestendels laver monumenter over ofre og faldne diktaturer.
”Men vi vil også rejse monumenter, som vore børn er lede og kede af, og som de vil rive ned,” siger han.
Sejrssøjlen i Berlin har tyskerne formentlig ikke i sinde at pille ned, og den står stort set uændret – hvis man ser bort fra, at Adolf Hitlers chef-arkitekt Albert Speer flyttede den fra sin plads foran Rigsdagen og forlængede den adskillige meter som en del af planen for den nazistiske verdenshovedstad Germania.
Men den danske billedkunstner Jens Haaning har efter opfordring fra Statens Kunstfond og den danske ambassade i Berlin skabt et forslag til, hvordan man med små forandringer kunne ændre indtrykket af det store stykke krigspropaganda. Haaning er inspireret af arkitekten Sir Norman Fosters kuppel af glas og stål på den tyske rigsdag, som blev indviet i 1999, og som på enkel vis understreger det tyske parlaments gennemsigtighed og demokratiske sindelag efter den totalitære fortid.
”Ved at lave blot en lille forandring, kan man ændre hele indtrykket,” siger Jens Haaning.
Sejrssøjlen står i dag på et plateau omgivet af græs i en rundkørsel, og Jens Haaning vil ganske enkelt plante træer i græsset rundt om søjlen – umiddelbart ikke den store revolution.
”Men det betyder, at udsynet til monumentet delvist ville blive sløret, afstanden til monumentet ville virke større, og søjlens højde ville virke reduceret. Træer efterlader også indtryk af, at der er gået noget tid, at det er længe siden,” siger han.
Om forslaget bliver til noget, melder historien ikke noget om, men flere andre oplægsholdere er begejstrede for den subtile idé. Berlin var opdelt i 28 år frem til Murens fald i 1989, historien er derfor stadig relativt tæt på, og i årene efter den første grænseåbning skulle nogle få aktører kæmpe hårdt for, at muren ikke blev fuldstændigt nedrevet og fortrængt, fortæller Manfred Wichmann fra forskningsinstituttet Berlin Wall Foundation. Muren gik på en enkelt nat fra at være symbol på den kolde krig og undertrykkelse til at være et fredssymbol. Murbrokker blev solgt og spredt ud over hele verden så langt som til Korea og USA og skabte en kult, som rækker langt ud over tysk historie. Selvom muren aldrig var ment som et monument, er den således også et eksempel på, hvordan kulturgenstande med tung symbolik kan vendes fuldstændig på hovedet, påpeger han. Berlinerne ville dog helst glemme den ubehagelige arv, som mindede dem om, at et totalitært styre havde spærret sin egen befolkning inde og skudt dem ned, hvis de forsøgte at flygte. Den protestantiske præst Manfred Fischer var en af få, der insisterede på at bevare en del af Muren, og stillede sig i vejen for bulldozerne i Bernauerstrasse i Berlin.
”Muren er en unik genstand i menneskehedens historie, idet den ikke blot opdelte folk af samme kultur og sprog, men også spærrede sit eget folk inde. Dens symbolik kommer ikke mindst af, at den så pludseligt og hurtigt kunne falde ved fredelige civiles hænder. Berlin forsøgte imidlertid længe at glemme denne ubehagelige arv. Men det lader til at forandre sig nu,” siger han blandt andet med henvisning til de senere års grundlæggelse af adskillige mindesteder, guidede rundvisninger og jubilæumsfejringer, ligesom stadig flere internationale turister kommer for at studere resterne.
Katharina Hochmuth, som forsker i det kommunistiske diktatur under Østtyskland, nævner ligeledes et eksempel på, hvordan et monument har fået en helt anden betydning ved små ændringer. I 1991, to år efter DDR’s sammenbrud, blev en 20 meter høj Lenin-statue i berliner-bydelen Friedrichshain pillet ned sten for sten efter ønske fra de lokale beboere. Statuen fra 1970 skulle styrke diktaturets legitimitet, men med Murens fald virkede den blot som en ubehagelig påmindelse om det brutale kommunistiske styre. Statuens gigantiske hoved blev kørt væk – ikke fløjet i helikopter som i filmen ”Good bye Lenin” – og smidt i en park i Berlin. Men i dag har Lenin-hovedet fået et hjem på museet Citadel Berlin.
”Han ligger ned, som om han sover, folk kan røre ved det, og hovedet har dermed mistet sin truende kraft,” siger Katharina Hochmuth, som forsker i det kommunistiske diktatur under Østtyskland.
Debatten om monumenter og mindesmærker er højaktuel i Norge, hvor arbejdet med at skabe et værdigt mindesmærke for ofrene efter massemorderen Anders Behring Breivik har voldt kvaler og konflikt. Det fortæller arkitekt Mattias Ekman, som sammed med tre andre har ansvar for projektet. Den svenske kunstner Jonas Dahlbergs forslag til et mindesmærke, ”Memory Wound”, var ellers blevet valgt af den norske regering som det nationale monument for ofrene for Anders Breiviks angreb. Men efter modstand og retslige tiltag fra kritiske lokale beboere og politikere i den lokale Hole Kommune blev værket forkastet. Selvom Ekman synes, at værket var fremragende, står det mestendels ”blot” som monument over de faldne. Han præsenterer en række kriterier for et mindesmærke, som det kommende værk skal leve op til, blandt andet skal det invitere til dialog og diskussion og på en eller anden måde pege fremad.
”Men vi bilder os ikke ind, at vi kan opnå fuld konsensus, det kan man aldrig opnå,” siger han.
En fra publikum vil vide, om det netop ikke bør være værkets mål i et demokratisk samfund at kunne tale til alle modsat tidligere tiders monumenter, som virkede kulturelt udgrænsende.
”Det er en stor illusion at ville inkludere samfundets pluralisme i mindesmærker. Vi må acceptere, at også moderne monumenter indeholder værdier, som vi ikke alle er enige i,” siger historiker og overinspektør Carsten Porskrog Rasmussen og henviser blandt andet til monumentet over faldne danske soldater ved Kastellet i København, som også har været til debat under konferencen og blandt andet er blevet kaldt et stykke militærpropaganda.
”Det er mere demokratisk at acceptere pluralismen end at ville forsøge at skabe universelle monumenter, der appellerer til alle.”
Manfred Wichmann fra Berlin Wall Foundation tilføjer, at vi måske forventer for meget af et moderne mindesmærke.
”Måske er det blot et sted, hvor man i en ellers digitaliseret verden kan møde op i egen person og møde andre holdninger og reflektere over historiens betydning for vores nutid.”