Ikke kun umenneskeligheden har mange ansigter. Menneskeligheden har det også. En vigtig pointe i Karsten Skovs store, gribende roman fra Første Verdenskrig, ”Enkeland”.
Titlen hentyder til de mange kvinder, der i årene 1914-1918 måtte klare sig selv, efter at deres ægtemænd, sønner og brødre var blevet sendt i krig. En af disse kvinder er romanens hovedperson, den dansksindede Sille fra Broager ved Sønderborg. Hun og hendes familie er ligesom mange andre økonomisk afhængig af det nærliggende teglværk, der på grund af krigen ikke kan opretholde produktionen, hvad der gør de hårde tider endnu hårdere.
Silles mand, Traugott, indkaldes i 1916 og bliver et af krigens ofre. 30.000 sønderjyder blev indkaldt, og over 5000 af dem omkom. Romanen, der dels foregår i de franske skyttegrave, dels i Sønderjylland, er Karsten Skovs anden. Den første, ”Knacker” (2015), er ligeledes henlagt til Første Verdenskrig og udgør inspirationsgrundlag for filmen ”I krig og kærlighed”, hvis pemiere den 11. november skal indgå i markeringen af 100-året for verdenskrigens afslutning.
Det sidste brev, som Trau-gott skriver til sin kone, er et fortættet udtryk for krigens umenneskelighed:
”Tror du, Gud vil tilgive os den dag, vi står ved Himlens porte? Jeg kan være i tvivl. Der er sket så meget forfærdeligt i denne krig. Vi opfører os ikke længere som mennesker – ej heller som dyr. Krigen er djævlens værk, og for hver dag bliver vi mere og mere opslugt af ugerningrne. Jeg har kæmpet for ikke at slå ihjel, men nu kan jeg ikke længere sige mig fri for at have forbrudt mig mod det femte bud.”
Umiddelbart efter at han har afsluttet brevet, såres han til døde af en håndgranat. Hans held var opbrugt. I en krig – kommenterer forfatteren – er det ikke den modige, der overlever. Det er den heldige.
En anden form for umenneskelighed møder vi i krigen på hjemmefronten, den krig, som de tyske myndigheder fører mod de dansksindede. Som andre kvinder i ”Enkeland” har Sille svært ved at sikre familien det daglige brød. Men hun kan ikke få hjælp. Det kan kun de kvinder, der ikke er medlemmer af danske foreninger.
Sille er så hårdt ramt af sorg over tabet af sin mand, at hun uretfærdigt beskyldes for ikke at kunne tage vare på sine to børn. Dette udnyttes i den standende sindelagskamp. Hun fratages forældreretten med den begrundelse, at hun udsætter børnenes ”legemelige eller sædelige vel for fare ved med alle midler at opdrage (dem, red.) til kærlighed over for Danmark og had mod Tyskland. En sådan opdragelse skader den opvoksende slægts interesser”. Resultatet bliver, at børnene fjernes fra hjemmet og sættes i pleje.
Så er det, at menneskeligheden sætter ind, påvirket af en hidtil hemmeligholdt ”skandaløs” familierelation. Vi er tæt på det kulørte, men grænsen overtrædes ikke. Karsten Skov holder stilen og koncentrerer sig om det, der kommer ud af afsløringen i form af støtte til den forrådte enke. Hun får begge børn tilbage. Men for datterens vedkommende sker det først efter en lang og nervepirrende proces. Til sidst lykkes det også at få ægtemandens lig hjem, så han kan blive begravet ved den lokale kirke.
Således slutter den velfortalte roman i en relativt lys stemning. Karsten Skov skriver uden føleri og effektjageri. Nøgternt og konkret beretter han om de barske forhold for personer, der kommer os ved. Portrætterne har den gnist, der giver dem liv.
Menneskeligheden sejrede. Men det krævede offervilje at nå så vidt.
Læs interview med Karsten Skov på