Prøv avisen
Bog

Skinhellighed præger Anders Stjernholms samtalebog fra Helvede

2 stjerner
De pletvist stærke fortællinger blegner i denne sump af uvidenhed om religionskritikkens historie, ligestilling af islam og Scientology, talemåder fra digitaliseringens tidsalder (”Google er din ven”) og ublu tilfredshed med egne evner, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Miriam Dalsgaard, Polfoto/ritzau

Anders Stjernholm forherliger ivrigt sig selv og bliver skinhellig i uendelig interviewbog fra Helvede

Ateistisk Selskabs formand, Anders Stjernholm, vil gerne fortælle om ni mennesker, der har forladt deres tro. Jehovas Vidner, mormonerne, Scientology – og islam. Bemærk indledningsvis kategoriforskellen. Fra småsekteriske afvigersamfund til verdensreligion. Som om de var grupper på lige fod.

Stjernholm lader sine læsere vide, at han vil være ”talkshowværten”, der lader personerne komme til orde med deres ”stærke, personlige beretninger”. Stjernholm synes nemlig, at ”deres præstation” er ”fantastisk”. Skulle man allerede på nuværende tidspunkt have rejst børster over ordvalget (og det skulle man), bliver det ikke bedre. Det handler om, at tro kan være moralsk forkastelig og stærk skadelig for et samfund. Hvilket selvfølgelig kan være korrekt. Men Stjernholm har skam også et næstekærligt anliggende. For: ”Hvis du har fået et forkert input og dermed har et forvrænget verdensbillede, føler jeg med dig,” skriver han uskønt og nedladende som optakt til det bigotteri, der skal gennemsyre denne samtalebog fra Helvede. Tillad billedsproget, det sømmer sig.

De frafaldne, som Stjernholm interviewer, er vidt forskellige, men på mirakuløs vis lykkes det at skildre deres ”fantastiske præstationer” som nærmest identiske pilgrimsvandringer mod lyset gennem tvivl og oplysning.

Flere af dem har ret vilde sager at berette om. De klammeste eksempler fra religiøse gruppers magtoverdrev. Og de lider i sandhed af det, en af dem kalder ”krigsskader”. Annette, der er tidligere medlem af Jehovas Vidner, blev som ung teenager underkastet forhør af gamle mænd. Hun var stadig jomfru, men de spurgte indgående, eksplicit og længe om, hvad hun seksuelt havde lavet sammen med drenge. Religion kan virkelig være dæmonisk.

Den hårdeste fortælling er Elas. Hun er født i Tyrkiet og blev banket af både sin far, sin lærer og sin mand:

”I koranskolen havde de en lang stang, hvor der var indgraveret noget på arabisk – noget i retning af ’Det er okay at slå på børn, hvis de sætter spørgsmålstegn ved Guds eksistens og Mohammeds autoritet.’ Den lange pind fik vi tæsk med,” fortæller hun til Stjernholm i sin lakoniske stil.

Hendes tyrkiske mand tog hende med til Danmark og bankede hende dagligt. Hun vidste, at hun var homoseksuel, men der gik 15 år med ham, før det lykkedes hende at slippe fra ham og islam.

Anders Stjernholm er tydeligvis ikke en dygtig journalist. Selvom han er interesseret i deres skæbner, kommer de hele tiden til at lyde ens. En flig af tvivl. En forargelse over magtmisbruget og hykleriet. Den hårde løsrivelse fra sociale rammer. Ny tilstand af kritisk sans og frigørelse. Men når interview-ofrenes fortælling er stærkest, kan de sagtens holde kvaliteten alene.

Stjernholm ”føler” altså med alle dem, der har fået ”et forvrænget input”. Hans sympati for disse apostater, hvis frafald man kun kan gratulere dem, forhindrer imidlertid ikke en skinhellighed, der i selvforherligelse har religiøse træk til overmål. Stjernholm vil nemlig gerne vise, hvor svært det er at forlade et helt erkendelsessystem og gå over til tvivlen og videnskaben:

”Det er også hårdt, hvis alle hverdagsbeslutninger og -handlinger skal granskes i deres rationale,” skriver han sandt nok, men undslår sig ikke den ubegribelige skamløshed at fortsætte med opfordringen: ”Tro mig.”

En udelikat påpegning af ens evne til en kritisk og videnskabelig tilværelse og en afsløring af egen form for religiøsitet. ”Sekulær selvtillid,” kalder Stjernholm det et sted med uvanlig sans for underdrivelse.

De pletvist stærke fortællinger blegner i denne sump af uvidenhed om religionskritikkens historie, ligestilling af islam og Scientology, talemåder fra digitaliseringens tidsalder (”Google er din ven”) og ublu tilfredshed med egne evner.

Stjernholm har nemlig som de andre også gennemgået en omvendelse, der har givet ham ”et rush”: Han drømte engang om at blive rig, men har nu ændret sit syn på grådighed. På ”blot et par år” gik han fra drømmen om strandvejshus til at vide, at grådighed står i vejen for ”fælles fremskridt for menneskeheden”, så nu kan han godt leve med en mindre bil.

Det er tilladt læseren at lade kæben hænge, måbende. Stjernholm sammenligner faktisk sin egen poserende opgivelse af ”grådighed” med disse menneskers modige og svære vej ud af mental og fysisk vold.

Vi har ikke de ateister, vi fortjener.