Da amerikaneren Edgar Allan Poe skrev sin novelle Mordene i Rue Morgue i 1841, opfandt han ikke alene kriminallitteraturen. Han blev også forfader til en lang tradi-tion med gennemgående hovedpersoner i krimiserier. Hans hovedkarakter, privatdetektiven Auguste Dupin, blev model for den senere så berømte Sherlock Holmes, der igen blev inspiration for en lang række forfatteres hovedpersoner op igennem litteraturhistorien.
I dag, hvor krimigenren oplever stor og bred popularitet, benytter forfatterne sig stadig af gennemgående hovedpersoner, hvis skæbne og udvikling følges, side om side med at en kriminalgåde opklares. Tænk bare på Henning Mankells Kurt Wallander, Stieg Larssons Lisbeth Salander, Elsebeth Egholms Dicte Svendsen og Jussi Adler-Olsens Carl Mørck.
Der findes eksempler på gennemgående hovedpersoner overalt i litteraturen, men i krimigenren er den særligt udbredt. Jeg tror, det er, fordi der i den genre er behov for at opfinde personer, der kan tjene som en slags orden i kaos. Krimierne opererer jo i et univers, hvor der hele tiden sker forbrydelser, og for at vi kan holde det ud, må der samtidig optræde mennesker, som vi kender og kan identificere os med.
LÆS OGSÅ: Hun gør det alvorlige sjovt og det sjove alvorligt
Det siger Bo Tao Michaëlis, der er litteraturanmelder på Politiken og medstifter af Det Danske Kriminalakademi. Han mener, at det med identifikationen er blevet tydeligere i de senere år, for hvor de gennemgående hovedpersoner tidligere typisk var nogle lidt utilpassede enere, er de i nutidens kriminal-litteratur oftest ret almindelige mennesker:
Man kan lidt generelt sige, at hovedpersonerne er gået fra at være excentriske mandspersoner, der levede mærkeligt, til at være ambitiøse kvinder, der lige så godt kunne være din nabo.
Den gennemgående figur kan både være en helt og en antihelt, men i 9 ud af 10 tilfælde er hovedpersonen en, man fatter sympati for, og ifølge Bo Tao Michaëlis er det en af attraktionerne ved at læse krimier.
Det er først og fremmest spændingen og forbrydelsen, der trækker, men det er en vigtig sidegevinst, at man samtidig får serveret en eksistentiel udviklingshistorie, siger han.
Gretelise Holm, der er formand for Det Danske Kriminalakademi, er en af de mange danske forfattere, der har valgt at have en gennemgående hovedkarakter i sine foreløbig fem spændingsromaner. Hovedpersonen hedder Karin Sommer og er journalist.
For mig er det en stor fordel, at jeg ikke hver gang skal begynde på bar bund med en ny figur, og for læserne skaber det en genkendelse, som jeg oplever, de er meget glade for. At have en gennemgående hovedperson er med til at give historien to dimensioner. Krimigåden er stadig det vigtigste, men læserne er også meget interesserede i at finde ud af, hvordan Karin Sommers liv udvikler sig, og det er med til at fastholde dem, siger Gretelise Holm.
Bliver du aldrig træt af din hovedperson?
Nej, for hun har, ligesom os andre, mange forskellige karaktertræk, gode og dårlige. Hun kan overraske også sig selv. Det er generelt det spændende ved mennesker, at man jo er mange forskellige personer, og at man aldrig lærer andre, eller for den sags skyld sig selv, at kende til bunds.
De gennemgående hovedpersoner i krimier er næsten altid enten politifolk, advokater, retsmedicinere eller journalister, og det har ifølge Gretelise Holm en helt naturlig forklaring:
Der skal være en vis sandsynlighed for, at personen kan falde over en række mystiske dødsfald eller andre forbrydelser, siger hun.