Krimier: Opklaringen af forbrydelser skaber orden i kaos

I krimien kan angsten få et navn og hverdagen genoprettes. Men har krimigenren da ikke snart udlevet sig selv?

Hvis der er noget, krimiforfatteren Sara Blædel kan, er det at skrue et plot sammen og fortælle mere end blot en krimihistorie. i 2014 fik 50-årige Sara Blædel De Gyldne Laurbær efter i årevis at have ligget top fem på bestsellerlisten.
Hvis der er noget, krimiforfatteren Sara Blædel kan, er det at skrue et plot sammen og fortælle mere end blot en krimihistorie. i 2014 fik 50-årige Sara Blædel De Gyldne Laurbær efter i årevis at have ligget top fem på bestsellerlisten. . Foto: digi als.

Det er ikke hver dag, at flere end 5000 mennesker med fuldt overlæg forsøger at bryde IND i et fængsel. Og endda betaler for det. Tilmed med et smil på læben og adskillige småbitte forbryderspirer på slæb.

Men sådan er det i Horsens. For i disse timer slår det gamle statsfængsel, der for et par år siden blev omdannet til museum, for 14. gang sine jernporte op og åbner den krimimesse, der for længst er blevet en fast tradition. Et mødested for alskens eksperter i fortænkte mord og udspekulerede bestialiteter fra hele verden. Og for læsere fra nul til femoghalvfems.

Flere end 100 forfattere og foredragsholdere fra Norge, Sverige, Finland, Skotland, England, Tyskland, New Zealand og USA ankommer således til den lille jyske købstad i løbet af weekenden. Fra Danmark krimidronninger som Anna Grue og prisvindende Sara Blædel, på kongesiden etablerede navne som Jussi Adler-Olsen, Dennis Jürgensen og ikke mindst den meget lidt skumle Peter Høeg, der med ”Effekten af Susan” har (gen)fundet sine helt egne videnskabskriminalistiske, samfundsrevsende, indsigtsfulde og nervepirrende ben at gå på. Peter Høeg på krimimesse. Det havde man ikke troet.

Priser bliver der også uddelt, men dem må jeg nok lade være med at røbe. Dagen er ung endnu.

Al den snak om død og pine, blod og skarpe genstande får mig til at reflektere over to ting. Den ene er, hvor meget godt bibliotekerne og deres dedikerede ildsjæle dog kan bibringe det danske kultur- og litteraturliv. Ofte er det blot en enkelt person eller to, der trækker læsset (i Horsens især Vibeke Rasmussen og Pia Andersen).

I starten mest som ensomme ulve, men de bliver ved og ved - på udholdenheden skal man kende en ildsjæl - og snart er der store flokke af betalte og frivillige medarbejdere, der lægger knofedt, sved og nattesøvn til. Sikke en logistik. Sikke et overskud. Og om få uger er det faktisk Aalborg, der overtager stafetten med det imponerende litterære træfpunkt: ”Ordkraft”.

Ildsjæle må der til, i trods og på trods, hvis verden ikke skal kede sig ihjel. Men også læsere. Og der er åbenbart stadig tusindvis af mennesker, der elsker krimien så meget, at de vil betale for at blive forskrækkede.

Hvorfor, kunne man spørge. Har krimigenren da ikke snart udlevet sig selv? Jo, noget tyder på at den helt ekstreme interesse for netop krimier har toppet eller er blevet afløst af tvillingegenrer som science fiction og horror. Men behovet for gys er tilsyneladende intakt. Hvilket er det andet, man kan reflektere over.

For det er da underligt med den fascination i en verden, hvor virkelighedens mest grusomme krimihistorier oversvømmer skærmen hvert eneste minut med en effekt, der langt overgår fantasien. Ikke mindst i disse måneder, hvor mellemøstlige terrorbevægelser har vist sig at være ekstremt gode til at bruge nettet og billedmediet til netop det, de ønsker: at skabe kollektiv rædsel.

Og det lykkes forbavsende godt. En lille gruppe mørkemænd formår at generere en verdensomspændende paranoia, langt ud over grænserne til Horsens Statsfængsel, ved at forvandle den konkrete frygt (som kan håndteres og bekæmpes) til en navnløs angst, der i perioder bare lammer os. Og gør vores egne grænser skridende. Dét kaos er i bund og grund terroristens ærinde.

Måske er det derfor, selvom det kan lyde som en letkøbt konklusion, at krimigenren har så gode kår i disse år. For her går bevægelsen jo den modsatte vej. Udgangspunktet er ganske vist det samme. Et etisk sammenbrud, en kakofoni af kaos, angst og uro, som vi alt for godt genkender.

Men lidt efter lidt gendannes strukturen. Hverdagen og den gode orden indfinder sig. Mørket bliver til tusmørke. Vi kan skelne konturerne. Morderen identificeres, og det gode liv genetableres.

På den måde fordrives det uoverskuelige onde med det overskuelige. Indtil en ny forbrydelse indtræffer.

Så lad blot Horsens lukke tremmeporten op. I værste fald kan krimien blot være endnu et af disse små, underholdende smuthuller, vi kan gemme os i, mens verden raser. Men i bedste fald kan den give os mod til at bekæmpe kaos.