Kriser og kontinuitet hos Danmarks måske kommende statsminister

Thomas Larsen går ikke kritisk nok til værks i sin nye bog ”Mette Frederiksen. Et politisk portræt”. Men læseren får blandt meget andet et oplysende indblik i, hvordan socialdemokraternes stramme udlændingepolitik er blevet udviklet

Mette Frederiksen er vokset op i Aalborg i en socialdemokratisk familie og vil efter næste valg kunne blive danmarkshistoriens yngste statsminister. –
Mette Frederiksen er vokset op i Aalborg i en socialdemokratisk familie og vil efter næste valg kunne blive danmarkshistoriens yngste statsminister. – . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der er en ofte anvendt skabelon for at skrive om politikere i Danmark. En journalist interviewer en politiker og undgår at interviewe andre, så billederne af mennesker og begivenheder ikke kommer til at skabe dissonans. Opskriften fører ikke overraskende til ret sympatiske portrætter.

Om portrættet altid bygger på den interviewedes korrekte hukommelse tjekkes ikke ved at inddrage mange andre kilder. Og journalisten informerer i øvrigt kun meget begrænset om sine kilder og skriver uden præcise referencer.

Den måske mest ferme af de journalister, som bruger den skabelon, er Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen (født 1964). Han er også god til at time sine udgivelser. Mette Frederiksen (S) er måske snart Danmarks næste statsminister. Det gør hendes politik aktuel. Med mindre sans for timing har Peter Heyn Nielsen samt Bent Winther og Peter Burhøi tidligere udsendt bøger om Mette Frederiksen.

I et vist omfang har det lettet Larsens arbejde med bogen ”Mette Frederiksen. Et politisk portræt”, der udkommer i dag. Winther og Burhøi er Larsens kolleger på Berlingske, og Larsen ekspliciterer flere gange sin brug af deres bog, som også indeholdt omfattende interviews med Mette Frederiksen. Derimod er det uklart, om han også bygger på Heyn Nielsens bog.

Selvsagt tegner Larsen med Mette Frederiksen som sin hovedkilde et positivt portræt af hende som en person med selvtillid og robust gåpåmod. Frederiksen har gennemført en ændring af partiets politik. Hun vil ”sikre en retfærdig fordeling af goderne.” Socialdemokratiet vil igen prioritere lighed i fordelingspolitikken.

Desuden har hun skærpet udlændingepolitikken. Parlamentarisk har hun droppet det traditionelle håb om at danne regering med De Radikale. Hun satser på en ren socialdemokratisk regering og håber i udlændingepolitikken især på støtte fra Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.

Det mest interessante ved bogen er, at den giver indblik i, hvor hårdt man gennem mange skriveøvelser og diskussionsoplæg internt i Socialdemokratiets top har arbejdet på at udvikle en stram udlændingepolitik. Det er en politik, som udvisker skellet mellem migranter og flygtninge. Den engang så internationalistiske Mette Frederiksen møder ikke længere nævneværdig intern modstand, selv når det drejer sig om, at Danmark ikke lever op til sine internationale forpligtelser ved at modtage kvoteflygtninge.

Heller ikke fra hendes gamle mentor Mogens Lykketoft med baggrund også i FN. Socialdemokratiet vil endvidere tage statsborgerskabet fra indvandrere, som begår alvorlige forbrydelser. Thomas Larsen borer ikke i, om det også gælder, hvis de bliver statsløse.

Socialdemokratiet bekymrer sig ikke om, at der er hundredtusinder af voksne her i landet, som ikke har stemmeret ved valg til Folketinget. Som Dansk Folkeparti ønsker Socialdemokratiet nu også rigtig mange udlændinge sendt tilbage, hvor de kom fra. Med den linje har Socialdemokratiet taget vælgere fra DF. Men hvor realistisk er det? Larsen borer ikke.

Mette Frederiksen vil som alle statsministre siden 1982 ”afbureaukratisere”, men hun ved udmærket, at det endnu ikke er lykkedes og erkender, at hun selv har været med til meget, som gik den modsatte vej. Som bekendt vil hun også gøre det lettere for nedslidte at forlade arbejdsmarkedet og føre en anden økonomisk politik.

Også her står det noget uklart, hvordan det skal ske. Uklarheden omfatter også hendes overvejelser om at styrke topstyringen af fremtidige regeringer gennem et større statsministerium.

Det kommende folketingsvalg vil jo vise, om Frederiksen både kan få et godt valgresultat og skabe en regering, som kan fægte sig frem med skiftende flertal i Folketinget. På velfærdsområdet og når det gælder den grønne politik måske mest med De Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten. På andre områder måske med borgerlige partier. Det bliver svært alt sammen.

Det gør dog udfordringen mere overskuelig, at vi skal tilbage til Jens Otto Krag i 1960’erne for at finde en socialdemokratisk statsministerkandidat, der står så solidt og uantastet som partileder. Og Socialdemokratiet har ikke i årtier haft en leder med større og mere alsidig ministererfaring.

For de historisk interesserede rummer bogen meget om Frederiksens surt erhvervede erfaringer om, hvad der gik galt, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister fra 2011 til 2015. Meget er dog allerede kendt.

Thomas Larsen har kun få direkte fejl i sine bøger. Han skriver letløbende. Måske for letløbende. Jeg ville ønske, at Thomas Larsen lidt oftere tjekkede, om Frederiksen efterrationaliserer. Og interviewede mere kritisk.

Næsten alt i Frederiksens liv fremstiller hun så socialdemokratisk, som det næsten kan være. Jo, der var så lige det, at hun som ung en dag var tæt på at melde sig ind i SF. Men hun modstod fristelsen.

Larsen spørger ikke indgående om, hvordan det kan være, at Frederiksen som barn i en angivelig gennemsocialdemokratisk familie var med i FDF? Og ikke i det langt mere socialdemokratiske DUI. Men vi får da at vide, at det for Mette Frederiksen aldrig fik den store betydning, at FDF havde en kristen dimension, for hun betragter sig ikke som religiøs.

Det bliver nævnt, at Mette Frederiksen har fordømt forældre, der satte deres børn i privatskole, hvorefter hun selv gjorde det samme. Men hun er inderligt imod muslimske friskoler, som hun vil fratage deres statstilskud.

Frederiksen beskriver sit forhold til socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen, der uden tvivl vil få en meget fremtrædende placering i en eventuel socialdemokratisk regering, som godt. Det er offentligt kendt, at hun tidligere har stået langt fra ham, og det skjuler hun heller ikke.

Men hun nævner ikke direkte, at hun også var uenig med ham, da han mente, at partiet kunne reduceres til en lille professionel kampagneorganisation, og Larsen spørger ikke ind til det. Hun glæder sig dog forståeligt over, at hun som den første formand i næsten 60 år ikke kan se tilbage på et dalende medlemstal.

Spørgsmålet er, om forholdet til Sass Larsen er så varmt, som bogen tegner det? Eller er der tale om en iskold alliance dikteret af magthensyn. Lignende spørgsmål kunne stilles til Frederiksens relationer til andre personer, hvor forholdet også fremstilles ret idyllisk (for eksempel Poul Nyrup Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl). Ikke fordi Frederiksen er en specielt kynisk politiker, det er hun næppe. Men fordi politik i høj grad skabes ud fra magthensyn.

Thomas Larsens portræt af Mette Frederiksen er bestemt ikke uden nuancer, og i en tid, hvor det er sjældent, politikere får lejlighed til at tale ud, kan man se det som positivt, at Frederiksen får så meget plads til at fortælle om sin politik. Man kan være enig eller uenig med hende, men bogen overbeviser om, at hun kan rykke op i statsministerklassen, fordi hun i modsætning til flere forgængere har haft en god forberedelse til, hvad der kan blive hendes livs store udfordring.